Plader

Starlight Mints: Drowaton

Der er håb forude for det lille pladeselskab Barsuk. Nu hvor guldfuglen Death Cab for Cutie er fløjet fra reden, står det næste guldrandede indiepop-band klar i kulissen. Guitarer, klaverer, strygere, horn og tra-la-la’er smidt ind i uimodståeligt skæve popsange. Starlight Mints kan det hele, virker det som om.

Starlight Mints fremkalder en tid, hvor psykedeliske tekster og sangstrukturer gav mening i musikverdenen. De gamle 60’er-syrehoveder badede i stoffer, indtil verden ikke længere stod i vater – og så beskrev de ellers tilværelsen i sange, der kunne skifte melodi og tempo fra et vers til det næste. Den opskrift fungerer sjældent i dag. Men Starlight Mints injicerer lignende idéer i den herlige popplade Drowaton – uden at miste for meget af det skøre.

»So I shouted through my megaphone / There’s a lobster on the telephone,« synger Allan Vest og får det til at lyde så pokkers opløftende, som når The B-52’s holder fest, eller Flaming Lips kaster med konfetti. Underlige antropomorfe dyr kommer til live overalt på denne plade og fylder Starlight Mints’ sange med lune og løjer. Sangene føjer løftet til det fjollede om aldrig at forblive i samme moment i længere tid ad gangen: Broer dukker op, før vers burde slutte, og omkvæd kan forekomme når som helst.

Tivolikarusellen drejer heftigt rundt. Nogle kan blive for hurtigt rundtossede eller få gnasket for meget candyfloss, men for de, der kan tåle rigeligt med søde sager og ikke er bange for, at der skulle sætte sig ekstra lag på de musikalske sideben, er det bare med at gribe fat i de glimtende mintpastiller.
Drowaton leverer et svulstigt menagerie af blæs, trut og strøg for at give et surreelt, drømmeagtigt anstrøg til Starlight Mints’ bestandigt betagende lyd. Kirkeklokker, horn, violiner, tamburiner, triangler, synthesizere og forskelligartede lydlag akkompagnerer bandets popsange.

“Pumpkin” åbner pladen med en skæv omgang tralala og Allan Vest, der synger med tøset falset. »Our love was nearly something like a pumpkin,« synger han og lader det stå uklart, om romancen kommer til en brat ende ved midnatstid, eller om den blot er nemmere at smadre, når den er moden.
Der er rigeligt med svaj og shuffle i den fløjtende vals “Torts”, som besynger det amerikanske hjemlands forelskelse i sagsanlæg, specielt hvor religion spiller en rolle: »Monkey bought a church / Jesus called it Earth / There’s no one else to blame.«
Og “Eyes of the Night” begynder med et kitschgyser-skrig, som følges på vej af billeder af monstre i køkkenet, larmende motorcykler og legesygt hu-hu-hu-hu-kor, som leger tagfat i mørket.

“Seventeen Devils” introducerer en af bandets knap så hemmelige ingredienser, som munder ud i øjeblikkeligt påstyr: Lag-på-lag af strygere flirter med eksotiske skalaer, mens djævledansen får rummet til at snurre omkring. I denne sang frygter helten at miste sin hukommelse til en skare af dæmoner. »All he ever wanted was the key to everything,« synger Vest og giver derved luft til en trang så enorm og alligevel så ordinær og menneskelig, at Flaming Lips’ Wayne Coyne unægteligt må fyldes med misundelse.

Midt i det hele finder man “Rhino Stomp” – en instrumental sag, som uden ord lyder som en afsporet tegnefilm. For sit indre øje ser man Tim Burton-skeletter, der danser til dunkende celloer og pippende violiner for at skabe den helt rigtige nervepirrende udflugt. Det er i sandhed en udsyret midte på dét, der bestemt er en af de gladeste og sjove plader i år.

★★★★★☆

Lyt til “Pumpkin”:
[audio:http://barsukmusic.blaireau.net/StarlightMints_Pumpkin.mp3]

Lyt til “Inside of Me”:
[audio:http://barsukmusic.blaireau.net/StarlightMints_InsideOfMe.mp3]

Deltag i debat