Interview

Sterling og familieforviklingerne

Den danske kvartet Sterling har i løbet af det sidste års tid ikke blot lavet sit andet album. Bandet har også fået udvidet sit stamtræ en hel del. De har fået to nye hold storebrødre med vildt god musiksmag og er samtidig blevet viklet så meget ind i hinanden, at de nu er både hinandens brødre og mødre.

“Den lette to’er venter”, proklamerede Sterlings hjemmeside, efter at kvartetten sidste år udgav ep’en Estadio Camp-Let. Og arbejdet med fuldlængdealbum nummer to har rent faktisk været let, fortæller forsanger Mads Nygaard.
“Det første album (Solo danser mama sjus, red.) var vildt svært, fordi vi efterhånden havde været i gang i syv-otte år, uden at der var nogen, der havde opdaget os, og uden at der var nogen, der værdsatte det, vi lavede. Vi skulle bevise en hel masse.”

Trommeslager Ole Jeppesen supplerer: “Man kan sige, at vi sprang den svære to’er over ved at lave ep’en i en hyggelig atmosfære. Den gav os et kæmpe skub på flere måder. Internt i bandet fik vi ryddet op i vores skuffer med gamle sange, som havde spøgt i mange år. Vi fik gjort rent bord, hvilket gjorde det muligt for os at se den nye plade som den sjove to’er.”

En dysfunktionel spejderlejr
Det første fuldlængderesultat af den kontrakt, som Estadio Camp-Let skaffede dem hos Crunchy Frog, har fået navnet Yndigt land og er indspillet i Malmø sammen med det svenske indiepopband Eggstone. Dette valg af samarbejdspartnere giver det første af flere indblik i Sterlings vidt forgrenede familietræ.

“Det var fantastisk at indspille med Eggstone. De var nogle svenske storebrødre, vi ikke vidste, vi havde,” forklarer Mads Nygaard, “og for mig personligt betød den halvanden måned, vi var i Sverige, at jeg lærte mere om musik end nogensinde før. Specielt deres løse og intuitive tilgang til indspilningerne var meget inspirerende. Før har vores indspilninger egentlig bare drejet sig om at indspille de ting, vi havde aftalt i øvelokalet. Denne gang var kun meget få ting lagt fast fra start. Det var en dysfunktionel, men meget produktiv spejderlejr.”

Eggstone er ikke det eneste supplement, Sterling-slægten har fået i løbet af det sidste års tid. Også pladekontrakten gav nye slægtninge.
“Der har været meget snak om ånden på Crunchy Frog, og der er faktisk noget om, at den er noget særligt. De griner af vores vitser og vice versa. Det virker bare helt rigtigt,” fortæller Mads Nygaard.
“Det føles meget lidt forretningsagtigt. Og alligevel er det lidt som at blive optaget i Don Corleone-familien,” siger guitarist Jonas Linnet.

Flere hemmelige storebrødre
Voldsomme metoder er dog ikke Crunchy Frog-folkenes varemærke. Tværtimod fremhæver Sterling, at selskabet har givet dem lov til at arbejde meget frit med deres nye materiale.
“De har bare været et femte sæt ører, der kan høre nogle ting, vi ikke selv kan høre længere, fordi vi har spillet sammen så længe,” siger bassist Rasmus Bjerre.

“De er selv garvede musikere og har holdt sig tilbage, indtil vi selv har bedt om hjælp – og så har de åbnet posen. Vi fik f.eks. specifik feedback på samtlige af de nye sange, inden vi gik i studiet,” forklarer Ole Jeppesen og fortsætter: “Blandt andet var “Den totale fred” og “Kom nu hjem” lidt for lange i spyttet, og det var fedt, at Yebo og Nalna fra selskabet hjalp med at luge ud i dem tidligt i forløbet.”
Og så tegner Mads Nygaard endnu en gren på det sterlingske stamtræ: “Crunchy Frog har også været nogle storebrødre, vi ikke anede, at vi havde. Nogle storebrødre, som tilmed har vildt god musiksmag.”

Beautiful country?
Crunchy Frog-storebrødrene har tidligere haft succes med at sende sine bands udenlands. Det kunne Sterling også godt tænke sig. Der er bare lige det der med sproget, erkender Mads Nygaard.
“Selskabet siger, at folk ude i verden synes, at selve musikken lyder godt, men undrer sig over, at vi synger på dansk. Jeg har en drøm om, at vi kan klare os alligevel og få folk til at æde, at teksterne er danske.«

Imidlertid tænker bandet på at lave en engelsk version af Yndigt land, fortæller Jonas Linnet: “Nu da der måske åbner sig et udenlandsk marked, samtidig med at vi er på et selskab, der har gode kontakter i udlandet, overvejer vi det. Hvornår det bliver, har vi ikke fastlagt endnu. Vi skal også først have lavet nogle engelske tekster.”

En engelsksproget version af albummet vil indlysende nok gøre det lettere at sælge pladen uden for landets grænser. Men internationaliseringen af pladen vil også gøre det muligt at få omverdenen til at se lidt anderledes på Sterling, spår Rasmus Bjerre.
“Traditionen for at synge på dansk er relativt snæver, så vi bliver hurtigt sat i bås. Da vi startede blev vi slået i hartkorn med Ibens, selv om vi musikalsk set lå langt fra dem. Vi synes, vi har haft stort held med at synge på dansk, men det har også gjort kategoriseringen af os så meget større. Når man spiller popmusik med omkvæd, som folk kan synge med på, tænker folk automatisk på 80’erne. Men vores inspirationskilder ligger helt tilbage fra 50’erne og frem.”

“Jeg er din fucked-up mor”
Alle fire medlemmer skriver tekster, men selv om teksterne tager afsæt i hvert sit liv, er der en rød tråd i dem, mener Rasmus Bjerre: “Mange af de ting, vi går og bryder vores hoveder med, er de samme. Men for at de også kan komme til at ramme andre mennesker, prøver vi at finde en skillelinje mellem det personlige og private. Så behøver Mads ikke stå og krænge vi andres private problemer ud. Det handler om at ramme et sted, hvor det personlige også er almenmenneskeligt.”
“Ja, vi har faktisk udarbejdet nogle sandsynlighedstabeller, der viser, hvornår et emne er universelt nok. Lidt ligesom afstandstabellerne på et Krak-kort,” afbryder Jonas Linnet med et skævt smil.

Men trods sandsynlighedsberegningerne kan det stadig være specielt at overlade sin tekst til forsanger Nygaard. Jonas Linnet hiver igen en familiemetafor på banen for at give en forklaring.
“Hvis man har skrevet en tekst, der betyder noget særligt, kan man godt have det ligesom en far med en teenagesøn, der lige har fået kørekort. Han vil gerne låne bilen, og det må han sådan set også gerne – men tænk nu, hvis han ridser den…”
“Ja, man kan sige, at du er blevet far med en fucked-up mor,” tilføjer Mads Nygaard, “og det er så mig, der er den mor.”
“Måske er du så min fucked-up bror, der også er mor?” spørger Linnet med et grin.

Alle familieforviklingerne er endt med at føre til Yndigt land, som bandet ser som et godt skridt fremad.
“Vi har redet vores kæpheste ned på den første plade. Nu famler vi ikke så meget, og vi er blevet bedre til at dræbe vores darlings,” siger Rasmus Bjerre, og Mads Nygaard fortsætter: “De nye sange er mere rockede, beskidte og organiske. Det hænger bl.a. sammen med, at jeg personligt er ved at være sindssygt træt af bands, der synger på dansk og bruger synthesizer.”
Jonas Linnet kigger op og sender et skævt smil over til forsangeren: “I så fald skal du nok holde dig væk fra dem, der hedder Sterling.”
Så griner han og medgiver, at der er mindre synthesizer på de nye numre. Mindre synthesizer, men tilsyneladende meget mere familie.

Deltag i debat