Plader

Sterling: Yndigt land

Skrevet af Martin Thimes

En voksen spejderlejr med kådhedsblodige knæ, søvnige ungdrengedrømme, store tanker om små ting og en evne til at binde det hele sammen med syng-med-knob, som selv den mest tungsindede voksne på lejren ikke kan lirke op.

Hvorfor bliver man forelsket? Hvorfor ender selv de mest tragiske øjeblikke nogle gange med et overbærende træk på skulderen, inden gadedrengehoppene igen overtager benene? Og hvorfor må man nogle gange bare danse? Det besvarer Sterling med deres anden fuldlængdeudgivelse.
Efter den absolut overbevisende Solo danser mama sjus og det fugtige pausekys Estadio Camp-Let, er det tydeligt, at Sterling har strøget spejderskorten og har fyldt brystet op med eftertragtede duelighedsbeviser – uden at lyde til at være blevet bare én dag ældre.

“Ikke rigtig i mit hoved” har, siden Sterling tidligt på sommeren lod sangen få debut live, rumsteret bagerst i hovedet og båret sig igennem regn, rusken og adskillige andre mindeværdige popsange. Nu da pladen endelig er på gaden, er den stadig et yderst charmerende bekendtskab med dets koklokkedrevne, let ringlende vers og synthopbyggede omkvædsudvikling.
»Jeg ved, hvad det rigtige er / Men jeg lader det vær’,« synger Mads Nygaard, og der er ikke andet at sige end ‘tjikkerlikker!’ og give ham ret. Sterling ved nemlig lige præcis, hvad det rigtige er, men bekymrer sig ikke om andet end at levere en fornem popvare. Og kommer derved – ad omveje – til alligevel at gøre det helt rigtige.

Og det rigtige er de dolkeskarpe omkvæd omkranset af spidst snittede vers. Som i “Kom nu hjem”, hvor linjen »Alting i mig skreg / Du har klædt ham ud som mig« elegant beskriver følelsen af at se, at den pige, hvis hjerte listede sig i hak med éns eget, pludselig har fundet en anden. Og den bitre og meget lidt konstruktive erklæring om, at »I får aldrig ro«, der dukker op inden en længere bøn om at komme hjem fulgt til dørs af et lystigt spillet klaver.

Der er den børnevisevuggende titelsang, der langsomt orkestrerer sig mod en urealistisk gasblå himmel plettet med enkelte melodiske lammeskyer af fuzzguitar, strygeranslag og et ekkoinficeret lydtapet, der i skiftende tempi bevæger sig af sted over 4.21 minutters pop.
“Kan ikke, må danse” holder sig derimod omkring de tre et halvt minut og gør det med manér. Omkvæddet er skruet sammen af en new wave-inspireret trommerytme, som leder tankerne hen i nærheden af eksempelvis Squeeze og andre guitarbaserede new wave-orkestre fra 80’ernes daggry.

På lydsiden er der altså ikke ændret meget. Det er stadig særdeles kontante produktioner, der godt nok har rødder i analog popmusik fra 80’erne, men dog tager flere fine afstikkere til avancerede Beach Boys-harmonier ved brug af alskens ranglende perkussion. Men Sterling er heller ikke bange for at gå den lige vej til hitlejren som på de to minutters legestue, der udgør “Pop/Rock”.

Den største forandring ligger helt sikkert i teksterne, der ud over at stramme rebet om smålighed og spidde minimalistiske hverdagssituationer, også har fået en påtrængende politisk kant. Det er naturligvis en smagssag, men linjer som »der var engang / hvor jeg ikke var fuld af skam / Når vi sang: “Der er et yndigt land”« fra netop “Yndigt land” og »Nul tolerance og nul asyl / Kursen stikkes ud af teknokrater« fra “Den totale fred” er letkøbte og mildt kløefremkaldende. Men det irriterer ikke mere, end et strejf fra en brændenælde ville gøre på at blegt spejderben. Og sådan en kløe forsvinder hurtigt igen.
Dét giver Sterling lov til at sy de fem U’er fast på skjorten og stolt marchere videre ud i det populærmusikalske landskab.

★★★★★☆

Deltag i debat