Plader

Ryan Teague: Coins & Crosses

Skrevet af Theis Ørntoft

I spændingsfeltet mellem det digitale og det analoge har den engelske komponist Ryan Teague skabt ni fuldstændig unikke musikalske passager. Klassiske strygersektioner og harper filtrer sig sammen med pulserende elektronik, og syntesen er af ultramundan skønhed.

Den engelske komponist Ryan Teague udgav sidste år ep’en Six Preludes til udtalt anmelderros. Nu kommer så den virkelige historie i form af Coins & Crosses, og den viderefører Teagues ambitioner ud i et ambient, billedskabende univers funderet i lige dele klassisk stryger-instrumentering og elektronisk knitrende understrømninger.

Helt konkret har Teague denne gang hyret Cambridge Philharmonic Orchestra til at medvirke på samtlige ni skæringer, og denne komplette strygersektion er således albummets mest markante faktor. De elegante violinarrangementer former et suggestivt og til tider lettere teatralsk fundament for de langstrakte kompositioner, mens de elektroniske pulseringer hele tiden væver og filtrer sig ud og ind af landskabernes kompleksitet uden på noget tidspunkt at påkalde sig for megen opmærksomhed. Endelig optræder der momentvis en harpe, som i høj grad medvirker til at trække kompositionerne hen mod dén eksotiske mystik, som overordnet set forekommer at være temaet.

De ni kompositioner har en samlet spilletid på omkring 50 minutter, og det kræver selvsagt tid og energi at overskue skæringernes individuelle træk. Men når albummet er lyttet til ende en håndfuld gange, begynder passagerne langsomt at betale det lyttende øre tilbage, og karakteristika, forskelle og sammenhænge træder forsigtigt frem af det hemmelighedsknugende skyggeland.

Hvis man skal foretage en lettere sanselig anskueliggørelse af Ryan Teagues musik – og det kan man med rette gøre, for det er her, musikkens essens ligger – er det, som om de minutiøst gennemarbejdede kompositioner upåagtet transcenderer den lyttende krops grænser og hensætter den i et parallelunivers, hvor kun den tidløse drøm og dens uforklarlige billedsprog hersker. Men der er samtidig ingen automatik eller selvfølgelighed i denne proces, for Teague lægger ikke intentionerne frem i sin åbne hånd; de musikalske forløb er så subtile og sammenfiltrede, at oplevelsen ikke opstår, uden at lytteren selv lever sig ind i musikken og på den måde skaber en dynamisk vekselvirkning med musikken.

“Rounds” er båret oppe af filterbearbejdede elektroniske flader, som lag på lag opbygger en nærmest uafkodelig skønhed. Disse ambiente strømninger møder en komplekst ophugget tekstur, der konstant truer med at blive til et regulært beat. I denne overflade glimter figurer af harper, oboer og klokkespil.

I titelnummeret gives harpen plads til at fremvise sine billedskabende evner oven på strømninger af lige dele elektroniske pads og staccerede violiner – og det er netop i disse konfrontationer – mellem det organiske og det syntetiske, mellem det kalkulerede og det emotionelle, mellem oldgamle og nye tider – at den ufravigelige og øredøvende fascinationskraft ved Coins & Crosses opstår.

Med “Fantasia for Strings” cementerer Teague endegyldigt sine kompositoriske evner i et klassisk arrangement, hvor smertende strygere fremspiller en filmisk skønhed, der ville være instruktører som Kieslowski eller vor egen Christoffer Boes billeder værdige.

Der kræver unægtelig noget at komme over tærsklen til Teagues dragende univers, men så åbner der sig også en dør ud til et land, hvor tiden ikke findes. Musikken er på én gang så intelligent gennemarbejdet og så autentisk følelsesladet, at en højere enhed opstår. Ryan Teague og de ni kompositioner på Coins & Crosses beder ikke lytteren om at afkode dem; de lever deres eget liv. Alligevel er det, som om en æterisk hånd rækkes frem. Og jo flere gange man lytter, jo sværere er det at modstå fristelsen i håndtrykket.

★★★★★☆

Deltag i debat