Plader

Testbild!: Imagine a House

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Der er skruet ned for tempoet og op for de mørke, dystre popmelodier på Testbild!’s tredje album. Og der er ikke mange numre, som ved de første gennemlytninger stikker frem og gør særligt væsen af sig. Men tag ikke fejl – albummets force ligger netop i at være ensartet uden at være baggrundsmusik.

Der er skruet ned for tempoet og op for de mere dystre elementer på Testbild!’s tredje album, Imagine a House. Hvor forgængeren, The Inexplicable Feeling of September, var en festlig efterårsplade med tempo og forårsfornemmelser, er Imagine a House et sommeralbum med ganske kraftige efterårsfornemmelser.

Forvirret? Jamen, så prøv bare at lytte til albummet. Som det brune, støvede cover med sine billeder af bygninger fortæller, kommer inspirationen til musikken fra gamle huse – især det gamle, forladte hus, som måske lå ved siden af legepladsen, da du var lille. Dine forældre forbød dig at lege inde i det faldefærdige hus, hvor vinduerne var smadret og gulvene mere ødelagte end egentlig eksisterende.

Men det kan være, du legede der alligevel, og hvis du kan huske, hvordan lydene i huset føltes, vil du kunne fornemme det samme, når du lytter til Imagine a House. Flere steder på albummet er der lydstemninger fra huset i form af brummende radiatorer, knagende og knirkende gulve og dørhængsler, der piver. Historien om det gamle hus er fiktiv, men lydene er skam ægte nok – og de føles ægte.

At lytte til Imagine a House kræver en god portion tålmodighed og opmærksomhed. Det kan synes svært, for numrene på Imagine a House råber ikke højt. Testbild! spiller popmusik med masser af drømmestemning, men musikken fortæller, at sommeren ikke kun består af glade dage – især ikke sidst på sæsonen, hvor efteråret med al sin forgængeligheds-symbolik trænger sig på – samme symbolik, som de forfaldne huse udtrykker.

Denne bagvedliggende idé præger musikken. Testbild! bruger sparsomt akustiske og elektroniske elementer, som absolut ikke gør væsen af sig. De langsomme popmelodier kan nemt virke ens og flyde sammen, hvis man ikke lytter til albummet, men kun lader det fungere som baggrundsmusik. Men spidse ører belønner lytteren.

Åbneren “Inside Raindrops” lokker med sine gamle orgeltemaer og bløde vokalharmonier lytteren ind i Testbild!’s verden af analoge keyboards, akustiske guitarer og en fornem, sparsom brug af elektronik. Denne brug fornemmer man også i f.eks. “Phanopoeia” eller “Inspoor”. Sidstnævnte er et af de få numre på albummet, som kradser en smule – ellers holdes lydbilledet rundt og lavmælt.

Det gør det også ekstra svært at finde numre at fremhæve på albummet, men der er et par stykker: “Sodaine” har en noget nær perfekt blanding af vokalharmonier, xylofon og bløde orgelakkorder. En tung vejrtrækning står i flot kontrast til resten af nummerets perfektionisme. “Suddenly Arching” bør også nævnes – her får den perfekte popballade modspil af en støvet, kradsende bund.

Indimellem får eftertænksomheden rum boltre sig i, når Testbild! lader instrumental-stykker bløde op i lydbilledet – et trick, som bandet også benyttede på The Inexplicable Feeling of September. Altid holdt nede i tempo. Det er faktisk kun i afslutningsnummeret “Where Did This Begin?”, at tempoet hæves over den tilbagelænede dystre pop, som ellers præger albummet.

Ved de første gennemlytninger kan manglen på temposkift føles træg, men efterhånden, som det går op for én, at selve stemningen er pladens primære udtryk, så er det meget homogene lydbillede en force. Og med afslutningen i dansepop-tempo løfter Testbild! resten af albummets mørkere stemning op, så vi bliver mindet om, at selv om sommeren hele tiden skal ses og mærkes som en midlertidig beruselse, skal den nydes i fulde drag i nuet.

★★★★½☆

Deltag i debat