Plader

V/A: Play/Rec – Five Years

Skrevet af Lasse Bertelsen

Det københavnske pladeselskab/musikalske kollektiv Play/Rec fylder fem år i år. Det har de valgt at markere med en opsamling, hvor selskabets kunstnere fortolker hinanden – og det gennemgående og gamle statement om DIY-kultur og egenart er lige så vitalt som for fem år siden.

For fem år siden begyndte der at opstå uafhængige danske pladeselskaber i langt hurtigere tempo end tidligere set. Et af dem var det kollektivistiske Play/Rec, der havde referencer til nordamerikansk hardcore- og artpunk og til DIY-kulturen. Nu da selskabet har eksisteret i et halvt årti, fejrer Play/Rec sig med bl.a. denne udgivelse samt et markant fremstød på årets Roskilde Festival.

Sammenholdet og idéerne har fra starten været grundlaget for Play/Recs virke, og idéen til denne opsamling er baseret på et tidligere set koncept i selskabets regi; koncertgruppens fraktion kaldet Club Play/Rec har nemlig mere end én gang dannet rammer om interne “bandbattles”. Konceptet er i hovedtræk, at der har stået to forskellige bands på scenen samtidigt, hvor man så “blandede sig” i hinandens materiale.

Konceptet blev videreudviklet af Lack og Barra Head på deres turnéer rundt omkring i Europa. Den primære tanke med dette er at formulere selskabets ideologi og dets struktur ved at fremstille spilleglæden, lysten til eksperimentet og den enhedstanke, der indrammer så forskellige genrer som amerikansk hardcorepunk og tyste folksange.

Pladen sparkes i gang med Barra Heads ganske umiddelbare fortolkning af The Units “If It Ain’t Broke”. Allerede her begynder man at smile over konceptet, for fortolkningen er umiskendeligt Barra Head med knækkede, tunge riffs, pumpende overtoner og en ufatteligt sammenhængende rytmesektion. Tematisk hænger selve sangen også meget godt sammen med Play/Recs musikalske smag: »If it ain’t broke… then break it!«.

Pladen har åbnet sig ud mod lytteren og leder videre til The Units fortolkning af to forskellige Lack-numre, der som udgangspunkt har et mere komplekst udtryk end den konfrontationstunge musik, The Unit står for. “Simonix/Deserters” består indledningsvis af kontant ophuggede riffs, hvor det manifesterende endnu en gang sætter sig igennem med et indledende vokalforedrag, hvor menneskets træthed og sejhed forenes, indtil den lange og pulserende “The Stooges go math rock!”-afslutning fuldender forsøget på at fortolke Lack og ganske enkelt aftvinger respekt.

For at fuldende trekløveret bør Lacks version af Barra Heads “Kill the Lights” ligeledes nævnes. Den drillende, men respektfyldte tone blandt de forskellige bands kommer især til udtryk igennem Lacks præsentation af sangen i booklet’en, hvor de funderer over det musikalske fællesskab med Barra Head, hvor især fokus på den komplekse struktur er i centrum. Lack ironiserer med en dobbelthed over Barra Heads “mislykkede” forsøg på at forløse det melodiske materiale og afslutter deres tekst med et kontant “We have now corrected this”.
Lack har sat tempoet ned og forsøger at fokusere på selve sangmaterialet i “Kill the Lights”. Rummet er reserveret til vokalen, og strengeinstrumenterne fokuserer i størstedelen af sangen på de harmoniske strukturer, der underbygger vokalens skift mellem melodisk sødme og kontrolleret vrede. Dette sætter sangen i et ny lys, men underkender dog ikke originalversionens anderledes punchline.

I den mere kuriøse afdeling finder man frem til den anden side af Play/Rec, hvor indiefolk og lofi er udgangspunktet. Spændingspunkterne mellem Play/Recs gængse punk/math/hardcore-genreleg sættes i relief af den spændende udveksling mellem den knapt så kendte solist Janosch og den amerikanske helt Phil Elverum, der hovedsageligt har fungeret under navnene The Microphones og Mt. Eerie. Janosch går linen ud med den spanske guitar, Elverums foretrukne instrument, og leverer en helt igennem nuttet fortolkning af “Wooly Mammoth’s Mighty Absence”. Hvis man husker DR’s børne-tv fra 80’erne, erindrer man måske også bjørnen og historiefortælleren Janosch, der med sin snøvlede stemme fortalte søde historier med morale. Denne reference yder solisten Janosch retfærdighed ved at etablere en dansk voice-over med historien om mammutten, som i samspil med den engelske tekst bliver ét stort kludetæppe perfekt til kakao og fællessang. Dette er således én af flere små perler på pladen.

En sidste af disse er The Kind of Bitters fortolkning af The Magic Bullet Theorys “The Beat Up Blues”. The Kind of Bitter er Barra Heads frontmand, Mikkel Jes Hansen, på egen hånd med snørklede guitarfigurer og trommemaskine, og i dette lille lofi-univers formår han at omskrive den tidligere version til pladens smukkeste nummer. Den vedholdende intimitet i rummet omkring strengenes klang, det maskinelle beat og en blødere formidling sætter således hele Play/Recs manifestation på ét bræt.

Play/Rec er et genrekonsekvent selskab med overblik og plads til alt, så længe det rykker ved noget. Med det imponerende udbud af kvalitet og ærlighed i øjenhøjde er Five Years en af de bedste pladeopsamlinger, undertegnede nogen sinde har hørt, og det skyldes formentligt også det konceptuelle fokus. Pladens motto, Make Yourself Heard, virker derfor endnu mere insisterende, idet langt det meste af Play/Recs udbud af kunstnere fortjener en – endnu – større bevågenhed fra både indland og udland.

★★★★½☆

Deltag i debat