Plader

M. Ward: Post-War

M. Ward, der i aften spiller sin første koncert nogen sinde i København, har inviteret gæstemusikere ind for at hjælpe med de syrede guitarflader og forrygende fortællinger. Det stjæler lidt af tidligere pladers enspændercharme og intimitet, men til gengæld beriger det nye set-up sangene med fokus og harmoni.

Som fortæller har M. Ward altid gjort brug af traditionelle virkemidler. Hans forkærlighed for klassiske dyder inden for blues, folk og country skinner klart igennem hans udtryk, og selv om Post-War ikke er helt så folkemusikalsk og nedbarberet som sidste års Transistor Radio, ligger nostalgien som et vattæppe over sangene. M. Ward forener meget elegant den støvede lyd og de gamle optagedyder med nogle særdeles skæve og kreative guitarakkorder, der virkelig giver liv til sangene.

Liv er der så sandelig også i det backingband, M. Ward har hevet ind i studiet, og de bidrager til et fyldigt lydbillede, hvor Wards ru stemme og empati får modspil. Neko Case markerer sig fint på coverversionen af Daniel Johnstons “To Go Home”, der med sit vuggende og ligefremme beat yder et frisk pust og lidt up-tempo vibe til en kunstner, der ikke normalt dyrker det fyldige og orkestrale.

Det er, som om M. Ward er vågnet fra sit hi og slår små fornøjelige krumspring af lutter begejstring over de nye musikalske tiltag. Det er iørefaldende sange, han underholder med, og de første 11 minutter er helt nye toner fra den normalt så intime og drømmende amerikaner.
Surfelementer, deltablues, rumklang og twangguitar i skøn forening er ikke normale gæster i Wards lydbillede, men han beviser, at han også mestrer den del af musikkens bagkatalog – dog med en enkelt svipser, “Requiem”, der i sin skramlede bluesgang hverken kommer i gang eller bliver rundet af. De beskidte trommer og det trippede guitarspil spænder lidt ben for hinanden, og blandingen kommer ikke til at lyde specielt godt.

Titelnummeret er en nedbarberet og smuk rusten hymne, der sender en venlig tanke til de forrige album, med et dystert tema og enkel instrumentering. Balladerne på pladen er af høj kvalitet. “Eyes on the Prize” og “Today’s Undertaking” er solide og intime sørgmodigheder tilsat stemmebåndsrust. De viser, hvor ømt og skrøbeligt et udtryk, M. Ward kan ramme med millimeterpræcision uden at give afkald på det iørefaldende og nærmest poppede.

“Chinese Translation”, der giver endnu et fingerpeg i retning af den gode melodi og et godt sammensat akustisk guitartema, der leger med damplokomotivtrommer og bluesriff. I det hele taget er albummet fyldt med gode sange og behagelige toner. Der er ikke mange dikkedarer og eller fyld. Soloer og mellemspil er visket væk, men der er gjort plads til de enkelte instrumenter – ud fra en konstruktiv funktionel formel, der blander det ømme med det vuggende og så en smule af det skæve og uforudsigelige fra M. Wards fingre og guitar.

Post-War mangler måske det enkle og knivskarpe fra M. Wards tidligere meritter, men skal anbefales og roses for de gode melodier og de lidt bredere musikalske penselstrøg, der står godt til Wards støvede stemme. Magien udebliver denne gang, men pladen er en sympatisk og charmerede rundtur i folkemusikken, der med respekt for traditionerne vrides og klemmes i hænderne på M. Ward og hans udmærkede backingband. Lidt af det kantede og nørdede er forsvundet, men til gengæld er der kommet mere fylde og bredde end tidligere.

★★★★½☆

Leave a Reply