Plader

Witch: s.t.

Skrevet af Martin Laurberg

J Mascis bag trommesættet i et tungt 70’er-band. Lyder det måske lidt useriøst? Tja… I hvert fald bærer Witchs debutudspil lidt præg af sløset venstrehåndsarbejde, selv om der også er guldklumper hist og her.

Lad os starte med det umiddelbare claim to fame ved amerikanske Witch og deres 70’er-heavy: Trommeslageren er indierocksuperstjernen og Dinosaur Jr.-frontmanden J Mascis. Det er med lidt blandede følelser, at man modtager den nyhed. Mascis klarede trommerne udmærket på Dinosaur Jr.-pladerne Green Mind og Without a Sound og var måske også nogenlunde udmærket i det gamle præ-Dinosaur-punkband Deep Wound.
Men hans sidste forsøg som heavytrommeslager i bandet med det måske mest fjollede navn blandt alle heavybands, Upsidedown Cross, var ikke ubetinget vellykket. J Mascis er ikke Keith Moon, for nu at sige det sådan.

I Witch er han heller ikke helt overbevisende. Måske delvist fordi trommerne er produceret på en ret metallisk måde, der kan minde lidt om Mudhoney (hvor det til gengæld passer perfekt), men også fordi han giver det hele en lidt indieagtig og uskarp kant, som ikke rigtig passer ind. Det er lidt ærgerligt, fordi det skæmmer pladens ellers udmærkede samling af Black Sabbath-agtige rocknumre.

Især guitarist Asa Irons og sanger Kyle Thomas, som begge til daglig spiller i hippiebandet Feathers, er glimrende. Irons leverer både slagkraftige stonerriffs og bevidsthedsudvidende soloer. Og Thomas’ svævende sangstemme krydret med Led Zeppelin-hyl giver den hårdkogte stemning en lidt hippieagtig dimension.

Åbningsnummeret, “Seer”, er pladens bedste. Nummeret starter med et sejt riff og udvikler sig til en langstrakt sag med udflippede soloer og wah wah-effekter. Witch er her groovy, guitarriffsene er virkelig stærke, og kærligheden til Black Sabbath etc. er helt gribende.

Men allerede i det følgende nummer, “Soul of Fire”, begynder det at trække lidt ind i hjørnerne. Nummeret er en halvtør uptempo-sag, hvor Mascis’ middelmådige spil er særlig problematisk, og hvor sangmelodien også virker lidt doven. Asa Irons redder heldigvis dagen med en udknaldet solo, der holder samme på det hele.

Det ændrer imidlertid ikke på, at det, efterhånden som pladen skrider frem, bliver stadig mere middelmådigt og trægt. “Rip Van Winkle” er trods et par udmærkede freak out-stykker en halvkedelig omgang hard rock. Og “Hand of Glory” er decideret problematisk. Det ene middelmådige guitarriff afløser her det andet i alt for lang tid.

Det lyder, som om Witch har være lige lovlig hurtige til at flikke numrene sammen. Stilen er i virkeligheden god nok, og man kan tydeligt høre, at de ved, hvad de har med at gøre. Det hjælper bare ikke på, at det hele har en tendens til at lyde som venstrehåndsarbejde. Det er hverken en direkte dårlig eller irriterende plade. Men mange andre bands laver den slags klart bedre – f.eks. tyske Colour Haze og også Denmark’s own Causa Sui. Witch er en af den slags plader, der står i reolen, og som man ikke sælger, men heller aldrig lytter til.

★★★☆☆☆

Deltag i debat