Plader

James Yorkston: The Year of the Leopard

Backingbandet The Athletes har fået fri, og James Yorkston klarer sig udmærket på egen hånd. Med et mere intimt udtryk end nogensinde holder den skotske trubadur sig til det enkle og spartanske, og det er ikke en helt enkel lytteopgave.

Årstidsbestemte udgivelser er et kapitel for sig, og James Yorkston har gjort klogt i at vente med at udgive sine 10 nye musikalske eskapader, til løvfaldet står for døren, for der er ikke meget sommerglæde over The Year of the Leopard. Til trods for at pladen indleder med nummeret “Summer Song”, er her tale om decideret efterårsmusik til de efterhånden klassiske stunder bag dobbeltisolerede ruder og med regnfyldte tagrender.

James Yorkston har ladet sit ellers så udmærkede band, The Athletes, blive hjemme, og han står selv for det meste, kun støttet af Paul Webb, bedre kendt som Rustin Man, og Phil Brown, som begge har været inde over Talk Talk.

Skotske Yorkston spiller neo-folk, og han gør det med enkle midler. Han besidder en fremragende og krystalklar britisk/skotsk vokal, der betoner, hvisker og synger med en indlevelse og en ro uden lige. Han formår at skabe en skøn atmosfære bare ved at åbne munden, og som en anden Thomas Winding kan Yorkston fange lytteren og skabe ro uden at skulle råbe ‘hold kæft’. “I Awoke” er et glimrende eksempel, der underbygger påstanden.

De musikalske virkemidler er lige dele akustisk guitar, strygere og sparsomme blæsere. Ingen trommer eller hårde baslinjer, men til gengæld enkle programmeringer fra Rustin Mans hånd. The Year of the Leopard er et langsomt album, der er lang tid om at komme i gang. Eller rettere sagt tager det sin tid at nå ind til sangene, for det er ikke en plade, der rækker hånden ud, og inviterer indenfor.

Man skal give pladen et sted mellem 10 og 25 ture i afspilleren så lade den ligge et par dage, hvorefter man afsætter endnu et par timer. Det virker måske tåbeligt, men vil man have noget ud af denne udgivelse, skal man lade verden vente en smule og begive sig ind i James Yorkstons enkle, men tidsmæssige krævende univers, der til tider kan virke irriterende banalt, men i den sidste ende har han alligevel fat i den lange ende.

Det skyldes flere ting. Først og fremmest nogle smukke kompositioner, der triller og ruller bag håndspillet akustisk guitar, for til sidst at åbne sig helt. Et nummer som “Steady As She Goes” giver sig ud for at være en strygerbaseret hymne, men når man har haft den under kærlig behandling, fremstår banjo, whiskers og mundharpe langt stærkere end de umiddelbare violiner, hvilket demonstrerer, at The Year of the Leopard er både kompleks og fyldt med lag, man kan gå på opdagelse i.

Yorkston skal også have ros for sin evne til at ramme en tone og sound, der ikke størkner i stereotype fortællinger. Selv om udgangspunktet er en simpel formel, forfalder Yorkston ikke til det navlepillende, og han ender ikke med til at fortabe sig i sine erindringer, men holder sine historier i strakt arm, så man kan forholde sig til dem.

Den spoken-word klingende “Woozy With Cider” falder dog lidt uden for formlen. Selv om det er fint at høre en godnathistorie tilsat lidt spilledåsesound og et enkelt beat, virker oplæsningen ikke særlig interessant og faktisk lettere malplaceret mellem de velarrangerede sange.

The Year of the Leopard er en glimrende plade, der godt kan bære savnet af The Athletes, og som passer fint til netop denne tid, hvor kulden så småt er ved at sætte ind.
Har man ikke lyst og tid til at gå på opdagelse, skal man ikke investere i dette album, for det kræver det, hvis det ikke skal komme til at ligge i bunken med plader, der ikke gør en forskel. The Year of the Leopard har fortjent en bedre skæbne.

★★★★½☆

Deltag i debat