Plader

A Hawk and a Hacksaw: The Way the Wind Blows

Skrevet af Kasper Würtz

Jeremy Barnes og violinsten Heather Trost har allieret sig med sigøjner-brassbandet Fanfare Ciocarlia, og det har givet gevinst. At høre The Way the Wind Blows er fuldstændigt ligesom at køre i taxa i Østeuropa: en slags musikalsk fuckfinger til vigepligten.

Kære alle,

Efter at have slidt mit interrailkort godt og grundigt op de sidste par uger, tager jeg nu en lille pause et sted i Østeuropa. Jeg ved ikke helt præcist, hvor jeg er, for landene begynder efterhånden at flyde lidt sammen. Det eneste jeg er sikker på er, at selv om både sproget og kulturen herovre er nærmest uforståelige for mig, føler jeg mig virkelig godt tilpas her. Livsstilen er milevidt fra, hvad jeg ellers kender hjemmefra, men her er en umiddelbar glæde, som vi virkelig kunne lære noget af. Det fik jeg for alvor at føle efter en taxatur igennem et par ukendte landsbyer.

Efterhånden har jeg fundet ud af, at en vilkårlig køretur er en spændende måde at opleve lokallivet på, men det var ikke let at forklare chaufføren, hvad jeg ville. Til sidst lykkedes det dog, og efter at have udbrudt et forstående AHAAH smilede han stort, og så fløj den mildest talt ustabile taxa af sted.

Hængslerne i døren raslede som klokker, og motoren spruttede først faretruende, men fandt så en sikker, slæbende rytme, der blandede sig med det finurlige harmonikaspil, som bilradioerne hernede konstant spyer ud. Krydret med både violiner og trompeter lød det fuldstændig som et soundtrack til balkansk western, hvor alle dør, mens de danser. Hernede er der nemlig en energisk glæde selv i melankolien – ligesom i de dansende begravelsesoptog i New Orleans.

Da en fåreflok krydsede vejen, fik bilen en velfortjent pause, men selv i tomgang fortsatte motoren sine dybe, orgellignende suk. Et sigøjnerband marcherede forbi vinduet, og især violinistens smukke toner kaldte gåsehuden frem, før denne legende symfoni igen blev overtaget af radioens harmonika. Så gav udstødningen et brag, og vi kørte videre.

Chaufføren trommede ivrigt og rytmisk på rattet med en misundelsesværdig energi, og et sted i nærheden fornemmedes en trompet, der satte en polka i gang. Farten bankede hidsigt af sted, og vi fløj over en bro. Jeg burde have været dødsensangst, men kunne fornemme hvordan omverdenen bare var perfekt støbt til denne egenrådighed. Det var, som om at uanset hvor hurtigt vi kørte i svingene, udvidede vejen sig bare, så vi aldrig kunne ryge af. En slags kaotisk harmoni.

Et par løse nylonstrenge klimprede og introducerede et mere tyrkisk inspireret kvarter af byen. Jeg lukkede øjnene og kunne uden de store problemer fremmane mavedansere, der langsomt cirklede hypnotiserende omkring mig til lyden af slangetæmmerens fløjte. Efterhånden havde jeg lært at forvente intet og alt og bare kaste mig ud i de magiske øjeblikke, der gemmer sig overalt hernede. Derfor er det også virkelig svært at vælge et yndlingssted hernede.

På vej tilbage bad jeg chaufføren holde kort ind til siden. Under et vejskilt med påskriften “Oporto” stod violinsten fra tidligere helt alene. De spinkle toner lød som noget fra en helt anden tid, og lyden af knasende efterårsblade fik det et øjeblik til at virke, som om det korte stykke musik kom fra en ældgammel grammofonplade. Det var forblændende og udtryksfuldt, som den dygtigste stumfilmsskuespillerinde, der kan sige det sørgeligste farvel alene ved hjælp af øjnene.

På trods af at det hele virker vakkelvornt og slidt, og taxachaufførerne kører som med bind for øjnene, er der alligevel en bestandighed over selv de mest nedtrådte broer, og man fornemmer en teknisk sikkerhed, også i de øjeblikke, hvor det virker som vanvittig dødskørsel. Og vigtigst af alt er her en enorm livs- og spilleglæde selv i de mest triste øjeblikke.

»May you live every day of your life,« sang chaufføren smilende, da jeg stod ud. Måske var det den eneste engelske glose, han havde lært til ære for turisterne. Måske var det bare den lokale filosofi, som han forsøgte at udbrede. Uanset hvad håber jeg, at jeg kan leve op til opfordringen.

Kærlig hilsen
Kasper

★★★★★☆

Deltag i debat