Plader

De Må Være Belgiere: s.t.

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Årets arkæologiske fund. Den titel bør Tryghed & Tristesse få for genudgivelsen af det glemte og oversete danske postpunkband De Må Være Belgieres meritter. Både singlen og liveoptagelsen viser, at DMVB var en særdeles kompetent pendant til den sortrandede del af 80’ernes mørke britiske postpunkscene.

Mindst ét forhold skal være opfyldt, for at en genudgivelse af en ældre plade har nogen berettigelse: Den skal være vigtig historisk set. Altså have haft betydning på datidens musikscene. Også selv om dét kun kan ses med nutidens bagkloge briller. Men det gør bestemt heller ingenting, hvis den givne plade stadig kan stå distancen og være decideret lytteværdig i dag.

Det lille odenseanske pladeselskab Tryghed & Tristesse har med genudgivelsen af De Må Være Belgieres 7″-single Hvis det er tirsdag må det være Belgien fra 1983 og en liveoptagelse fra samme år opfyldt begge forhold. DMVB er væsentlige historisk set, da de var et særdeles kompetent band på start-80’ernes danske postpunkscene. En scene, der må siges at være noget underbelyst. Kun Ballet Mechanique, Tristan T og Before ringer vel for alvor en klokke i dag, og DMVB er bestemt på højde med de nævnte. Og ej at forglemme: DMVB er hørbare i 2006.

De Må Være Belgieres 80’er-lyriske tekster emmer af sortsyn og tristesse. I bandets mesterstykke “Synsforstyrrelser” messer Jesper Hede med tydelig inspiration fra Ian Curtis: »Tårer er farlige / når de går i flok / én efter én triller de / ned ad kinden«. De sortrandede tekster bliver akkompagnerede af kontrollerede guitarrundgange, bastante trommeslag og hoppende basgange, og det peger i retning af netop Joy Division og skotske Josef K, hvis mørke rock havde et funket præg.

Som danske bands er flest, var DMVB tidsmæssigt tilbageskuende og ikke særligt originale. I 1981, hvor DMVB blev dannet, var det engelske forbilledes forrådnelsesproces for længst sat i gang. Samme år hev Paul Haig stikket ud i Josef K. Og først i 1983 fik DMVB indspillet deres eneste single, udgivet af det jyske pladeselskab Replik Muzik. Men DMVB praktiserede en både kompetent og veludført dansk version af den britiske postpunk. Og de danske tekster giver musikken den egenart, som man måske ellers ville have manglet.

Hvis man skal hælde lidt malurt i bægeret, er det en skam, at singlen og koncertoptagelsen er sat sammen på én og samme cd. Et negativt udfald er, at studie- og liveudgaven af “Cirkler” ligger alt for tæt på hinanden på tracklisten.

Overgangen fra single til koncertoptagelse er dog særdeles hørbar. Man kan høre mumlende tilhørere, og lydkvaliteten daler en anelse. Og det tror pokker, når den er optaget på en transportabel kassettebåndoptager. Det er i det hele taget ikke lyden, der imponerer på denne udgivelse. Heller ikke singlen er velproduceret. Men man får et glimrende billede af DMVBs kvaliteter, også som energisk liveband, og de er så store, at man kunne ønske sig, at den engelske producer Martin Hannett, der perfektionerede Joy Divisions lyd, havde lagt vejen forbi Århus i 1983. Han kunne have fået fantastiske ting ud af det her materiale.

Selv om DMVBs kvaliteter skinner igennem på denne genudgivelse, virker musikken immervæk en smule hengemt, hvilket primært skyldes produktionen. Derfor er det først og fremmest den historiske faktor, der gør denne genudgivelse stærkt anbefalelsesværdig. På listen over de væsentligste danske band fra de tidlige 80’ere hører DMVB i den grad hjemme. Tryghed & Tristesse tildeles hermed prisen for årets arkæologiske fund.

★★★★½☆

Leave a Reply