Hype om et band er generelt noget skidt. En trættende og ofte forspildt storm i et glas dovent øl. Men for mit vedkommende starter hypen her, for netop med denne plade har vi med et førsteudspil at gøre, der er andet og mere end et underligt bandnavn og en musikalsk eklekticisme, der konstant gør det svært at aflure pladens næste træk.
Med sin selvbetitlede debut markerer Omaha-trioen Eagle Seagull sig ganske enkelt som et af de med afstand mest lovende navne, der længe er kravlet ud fra det amerikanske midtvest. I smørhullet mellem The Arcade Fires frenetiske tordenbrøl , hedengangne Grandaddys space-country og de hektiske hyl fra Clap Your Hands Say Yeah! glider Eagle*Seagull ind i et genremæssigt tomrum, som man ikke vidste, at der var. Nu er det fyldt ud.
Som frontløber for pladen er singlen “Photograph” blevet sluppet ud på nettet, og den blitzer ind på lystcenteret i hjernen, hurtigere end du kan nå at sige ’barometer-hit’. Nummerets lighed med netop førnævnte Grandaddys smukke “He’s Simple, He’s Dumb, He’s the Pilot” er påfaldende, men tjener kun bandet til ære. For Eagle Seagull er helt deres egne.
Frontmanden Eli Mardocks vokal er den røde tråd, som pladen klynger sig til, når musikken ad snørklede stier svinger fra et forvirret Interpol-mørke i “Heal It/Feel It” og videre til Neil Young-røvballetwang og slidt skovmandskjorte på “Hello/Never”. Konstant til stede i enten forgrunden eller baggrunden nynner, hyler, hvisker, fløjter og råber Mardock sig igennem de 11 numre som en sjældent stiv, men klarsynet Jarvis Cocker. Hvis Cocker da ellers havde været fra Lincoln, Omaha.
Eagle Seagull er en broget flok numre, der til tider får en til at undre sig over, om man har med en eller anden form for konceptband at gøre. En konstellation af udspekulerede pladenørder, der prøver at gøre nar af hele musikbranchen ved at simulere lyden af nogle af de seneste årtiers mest udprægede anmelder-darlings. Og intet kan udelukkes i en verden, der er præget af designerbands med badges og frikadellehår, men sagen er den, at pladen er præget af en bøvet, men yderst sympatisk, understrøm af ægthed.
Mardocks ofte ret ensartede fraseringer gør dog, at man bliver noget signalforvirret af den konstante indtrængende tone i vokalen – hvilket er et af de få punkter, hvor man godt kunne savne noget mådehold. For generelt svælger bandet i lutter elegante virkemidler som f.eks. den soniske knitren, der giver åbneren “Lock and Key” et risikabelt og truende præg. Og Eagle Seagulls udtryk bevæger sig i kontrastfyldte farvande, der er aldeles uforudsigelige.
I et nummer som “Your Beauty Is a Knife I Turn on My Throat” eksploderer musikken i ekstatiske håndklap, hvinende soloer og generel vild hujen, så man får fornemmelsen af, at nogen i løbet af sangens knap seks minutter rejser et stort, stribet havetelt omkring den tudende Mardock og inviterer naboerne til fest.
Det er umådeligt underholdende, og leder over et kort instrumentalnummer hen til albummets højdepunkt, den vredt stampende “It’s So Sexy”. En slags psykedelisk hyldest til Franz Ferdinands “Take Me Out”, hvor bandets leadguitarist JJ Idt stjæler showet hen over Mardocks vrængende gentagelse: »It makes me feel like I was just born.« Lidt af en tekstmæssig floskel, jovist – men nummerets underspillede sadomasochisme og enorme indre spænding gør sig ud for en lytteoplevelse af de store.
Nogle vil måske mene, at Eagle Seagull begiver sig for langt ud på overdrevet, alene i kraft af musikkens store diversitet. Andre vil sige, at denne plade (på trods af at den udkom i USA allerede sidste år) er en af årets tre bedste.
Denne plade er en af årets tre bedste.
Lyt til “Photograph”:
[audio:http://www.eagleseagull.com/media/Photograph.mp3]
Lyt til “Death Could Be at the Door”:
[audio:http://www.eagleseagull.com/media/death_could_be_at_the_door.mp3]
Lyt til “Your Beauty Is a Knife I Turn on My Throat”:
[audio:http://www.eagleseagull.com/media/YourBeauty.mp3]
