Artikler

Iceland Airwaves 2006 – talent, eksperiment og establishment

2006-udgaven af Iceland Airwaves var endnu et statement om, at den islandske musikscene har masser at byde på, både af talentmasse, etableret kvalitet og eksperimenterende befrielse. Og på ny forstod arrangørerne at koble det vigtige lokale trækplaster med internationale godbidder. (06.11.06)Nordatlantens indie-hovedstad, Reykjavik, åbnede for ottende gang sine frosne arme og tog imod et som altid veloplagt internationalt og lokalt publikum i dagene 18.-22. oktober. Festivalen, der egentlig startede som udstillingsvindue for den islandske talentmasse tilbage i 1999, er med årene muteret til Nordens måske mest innovative årligt tilbagevendende musikbegivenhed – og er blevet hypet på nærmest skammelig vis!

I år havde arrangørerne klogt nok valgt at sælge færre billetter end sidste år, hvor mange festivalgæster fik set utallige smukke nordlys i køerne til spillestederne, men knap så mange af de bands, de egentlig kom for. Det klædte Airwaves at erkende, at nærhed og tilgængelighed er og bliver nøgleord for et festivalkoncept med optimal funktion indenfor rammerne af en af verdens mindste hovedstæder.

Reykjavík – foto: Nakalema Iversen

Lokal diversitet og internationalt stjernedrys
Det annoncerede festivalprogram lagde op til en alt andet end kølig musikalsk oplevelse i fem fortættede festdage. Som vanligt et kærkomment miks mellem etableret islandsk kvalitet, spændende upcoming talenter, skramlende eksperimenter, unikke musikalske eventyr og lidt krydderi i form af internationalt stjernedrys.
Den islandske scene diskede således bl.a op med både Múgison, Apparat Organ Quartet, Jakobínarína, Pétur Ben, Jöhann Jöhannsson og et utal af mindre kendte, men ikke nødvendigvis mindre interessante navne. Amerikanske Brazilian Girls, canadiske Islands, engelske The Go! Team, norske Erlend Øyes nye projekt The Whitest Boy Alive og amerikanske Tilly and the Wall var nogle af de største internationale gæster med fremtidspotentiale, der også besøgte øen i denne omgang.

Islandsk talent
Airwaves’ bedste off-venue scene, pladebutikken 12 Tönar i centrum af Reykjavik, var ramme om fine eftermiddagssmagsprøver på, hvad der var at vente sig fra byens etablerede spillesteder, når det frostklare mørke for alvor bemægtigede sig byen.
Fredag havde butikken, der også fungerer som progressivt pladeselskab, arrangeret et lille fyrrigt indspark af en koncert med deres lovende, unge rock n’ roll drenge, Jakobínarína. Det skulle vise sig at blive et af de store beviser på den massive ulmende talentmasse, der ligger gemt i lavaøens dybder.

Jakobínarína – foto: Nakalema Iversen

Bandet, der består af fem skoledrenge på 16-19 år er på mange måder Islands svar på den rock’n’ roll.nybølge, der er skyllet ind over os fra England de senere år med især Franz Fernand som krumtap. Men samtidig er Jakobínarína helt og aldeles deres egne. Koncerten i 12 Tönar var en gennemført, næsten eksplosiv spændstig opvisning i, at de fem drenge mestrer både instrumentering, lyrik og sceneshow til en nærmest skræmmende perfektion, deres unge alder taget i betragtning. Den indflydelsesrige Rolling Stone-journalist David Fricke, der er erklæret fan og allerede har delt rosende spalteplads ud til bandet, efter at han så dem på festivalen sidste år, var da igen til stede og kunne næsten ikke styre sin tappende fod og det svingende puddelhår.

Senere samme aften, på en passende større scene, kunstmuseet Hafnahuset ved havnen, cementerede Jakobínarína deres talent med et fantastisk svingende koncert ud i electro-indie-rock’n’roll. Ingen var i tvivl om, at bandet trods deres unge alder og ditto erfaringsgrundlag allerede er en vigtig del af den kvalitetsbevidste islandske musikscene. Sikke de drenge kan bevæge sig! Så må vi bare vente på, at deres pladekontrakt falder 100 procent i hak, og debutalbummet kommer på gaden.

Etablerede eksperimenter
Et andet uomtvisteligt talent, som dog på alle måder kan siges at være mere etableret på den islandske musikscene, landets måske største nulevende komponist, Jöhann Jöhannsson, var involveret i hele tre shows ved dette års festival.
Hans nye soloudspil IBM 1401, A User’s Manual er netop udkommet og blev fornemt præsenteret sammen med andre numre fra karrieren ved en af de helt unikke oplevelser, Airwaves havde at byde på i år, nemlig en koncert i en af Reykjaviks fineste kirker, Fríkirkjan, lørdag eftermiddag.

Jöhann Jöhannsson – foto: Nakalema Iversen

Her åbenbaredes en himmelsk kobling af elektronik og klassiske lydarrangementer, establishment og eksperiment, der kunne lindre selv de værste tømmermænd for en stund. De progressive kompositioner bestod af en blanding af ensomme og foruroligende violiner en masse, knas og distortion, droner, skønspil og robotbrummen – for ikke at nævne optakt til horror – og fyldte kirkerummet med ambient guddommelighed. Begyndende solnedgang og efterårsglødende natur uden for ruderne var med til at gøre denne koncert til det absolutte højdepunkt i årets ellers velassorterede festivaludbud.

Robotkærlighed og skrækindjagende horrorsound
Jöhannssons forskellige projekter – ud over soloprojektet medvirker han også i orgel-rock’n’roll-bandet Apparat Organ Quartet og det nyligt startede Evil Madness – blev en følgetråd gennem festivallen. Fredag aften gjorde han med Apparat Organ Quartet brug af nogle af de samme virkemidler som i kirken, bl.a robotstemmen. Deres koncert lå helt i forlængelse af det udtryk, de har ført sig selv frem med siden starten af karrieren: “electronic rock’n’roll in stereo”. Hårdt, pulserende orgel og fremmedgørende robotkærlighed væltede ud fra scenen. Der var en del nyt materiale i sættet, og ellers var koncerten en solid bekræftelse af, at bandet er et af de mest interessante, etablerede navne på den vidt varierede islandske scene for tiden.

Og så var der Evil Madness. Her syntes Jöhannsson at kunne udleve nogle af de horrordrømme, der var at spore i hans ellers så klassiske solokompositioner i Fríkirkjan. I passende dystre rammer i Idno, det gamle teater ved søen, oplyste blodrøde lyskaskader spartansk en scene med bl.a cellisten Hildur Gudnadöttir, to laptops og en synthesizer samt flere djævletegnskastende mænd. Herfra regnede horror-lydtapeter ned over et forbløffet publikum på et gulv, der skælvede af frygt … eller fryd?
Medrivende beats og vibrationer drog alle med ind i labyrintiske korridorer af forfald og skræk. Men Evil Madness blev aldrig helt hverken så evil eller så mad, som man kunne have ønsket sig, eller som deres netop udkomne debutalbum og snakken i byen havde lagt op til. Det blev lidt for monotont-uadskilleligt og ikke helt hårrejsende nok. Dog var det et af de mere interessante eksperimenter, der var givet plads til på årets festival.

Det internationale touch
For de mange hverdagsreykjavikaneres skyld gæster en række internationale bands altid Iceland Airwaves.

Islands – foto: Nakalema Iversen

I år skal særligt fremhæves det canadiske indie-band Islands, der spillede en forrygende koncert fredag aften. Med en lyd, der, når den var bedst, mindede om Morrisseys nonchalante, glædelige melodiøsitet, og med hvide jakkesæt a la The Hives leverede de en drilsk opvisning i, hvordan man kan bruge indierock til at få vredet alle bekymringer ud af sin stive krop til dansable rytmer og samtidig bibeholde en forholdsvis intelligent lyrisk og musikalsk integritet.

Det var Flaming Lips uden remedier, hvilket også var helt overflødigt, for Islands leverede simpelthen en stor fest fra begyndelse til slut med det, de nu lige havde for hånden. Koncerten peakede i et nærvær af total venlighed med det klimaks-opbyggende nummer “Swans (Life After Death)” og dets blip-båt-lyde, efterfulgt af det diverse march-nummer “Humans” med den passende tekst »I’m not just their leader / I’m also one of them.« Og det var han, Nick Diamonds, forsanger i Islands – en af os denne aften på kunstmuseet. Islands er ikke noget dybt, skelsættende indieband, og deres koncert vil sikkert heller ikke blive husket for meget andet end et sprudlende dansetouch.

Iceland Airwaves 2006 havde ikke nogen altoverskyggende triumfkoncertoplevelse at diske op med. Årets festival var mere et statement om, at den islandske musikscene bestandigt har masser at byde på, både af talentmasse, etableret kvalitet og eksperimenterende befrielse. Og på ny forstod arrangørerne at koble det vigtige lokale trækplaster med internationale godbidder.
Nok er Reykjavik således en af verdens mindste hovedstæder, men den synes samtidig at være en af de måske mest kuriøse, med dens rå, twistede charme og mørke, kolde nætter fuld af musikalsk magi.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Islands: Return to the Sea
Evil Madness: Demon Jukebox

Deltag i debat