Plader

Ladyhawk: s.t.

Skrevet af Lasse Bertelsen

Den amerikanske gruppe Ladyhawk debuterer med et selvbetitlet udspil, der gør op med, at skovmandsskjorter partout skal associeres med grunge. Her er der tydeligere forbindelser til alt, hvad Neil Young nogen sinde har stået for.

Ethvert orkester vil gerne knytte visse mytiske eller pudsige historier til bandhistorien. Ladyhawk lægger en gammel romantisk historie på bordet med deres debutplade, som lægger vægt på en mandhaftig romantik, hvor de forholdsvis enkle rocksange handler om evigt brede emner som livet og kærlighed.

Det nøgne statement ligger umiddelbart også i forlængelse af, at orkesteret indskriver en såkaldt “spiritual advisor” i covernoterne, men rummer musikken dermed også en spirituel indsigt? Det er en tvedelt sandhed, for som Ladyhawk selv slår fast i presseskrivelsen: »We are rockers and dreamers.« Der er nok en grund til, at ord “rockers” er det førstnævnte, for størstedelen af Ladyhawk er decideret potent skovhugger-rock med det tunge riff i centrum.

“48 Hours” indleder med lettere dovne og jazzede akkorder, der klart lægger op til en historiefortælling, men da pointen skal præsenteres, bliver denne slået fast med syvtommersøm af en voldsom tung guitarmur, og lytteren bliver kastet tilbage mod muren med en sådan power, at nysgerrigheden i dén grad er vakt.
Sangens struktur med en kontant vekslen mellem vers og omkvæd fungerer bedre end det meste punk, og selv om melodien ikke kalder på lytterens egen røst, vil sangen fange enhver koncertgænger, idet den enkle produktion rammer netop en distinkt livelyd perfekt. Der trækkes i den forbindelse ikke så lidt på arven fra den berømte Neil Young & the Crazy Horse-plade Rust Never Sleeps.

Derefter følger en overrraskelse, for lige efter at den ærligt ømme, men hårde rock har sat dagsordenen, vælter en sær udgave af Foo Fighters’ sært amerikanske powerpoprock ud af højtaleren. Lighederne er i den forbindelse mange med Dave Grohls efterhånden udslidte pengemaskine. Ikke nok med at både melodik og guitarlyd indfanger de absolut kedeligste stunder i Foo Fighters’ selskab, så har forsangeren Duffy Driediger pludselig bestemt sig for at være en lettere animeret udgave af selveste Dave Grohl. Fraseringerne er naturligvis ikke værre end enkelte men klare referencer, men når sangen direkte står i gæld til Grohls sangskrivning, er det svært at ignorere dette.

Efter dette mindre charmerende stunt kommer der heldigvis andre boller på suppen, idet Ladyhawk tilsyneladende har glemt alt om fortidens synder for to minutter siden og sparker i stedet en næsten Beatles-agtig popsang i gang med håndklap og en kæk leadguitar. Tilgivelsen ligger lige for, og selv om man måske stadig har Nirvanas gamle trommeslager i ørerne, begynder man alligevel at nynne med. Ligefrem rock’n’roll med enkelte referencer til tidligere tiders britisk popmusik er et fortrin, Ladyhawk åbenbart også kan prale af.

Pladen knækker derefter på midten ved at gå ind i den spirituelle sfære, hvor Will Oldhams mange former for terapeutisk rock bliver undersøgt. Bedst er den Bonnie ‘Prince’ Billy-inspirerede “Long Til”, der med sin konsekvente brug af manipulerede brug af guitarstrenge og bækkener lægger en filmisk bund til Driedigers sangforedrag, hvor også den markante brug af reverb klæder hans stemme godt. Det emmer af høstmåne og tabt kærlighed, og nummeret afsluttes af et eminent guitarcrescendo, der står mål med såvel Young som førstnævntes kærlige fan Doug Martsch fra Built to Spill. Hvis blot dette var niveauet igennem hele albummet…

Det generelle gearskifte går desværre udover sangskrivningen. Melodiernes bliver af og til decideret matte, og det allestedsnærværende tunge groove hjælper dem ikke ligefrem på vej. I stedet for at blive fanget frygter man for, at den åndelige vejleder har givet de forkerte råd, for trods en enkel og ærlig tilgang til materialet og lyden, formår Ladyhawk ikke ofte at løfte akkordernes sammensætning ud over den sædvanlige rocksang. Blindgyderne i skoven er der for mange af, og de værste sider af middelmådig rock som eksempelvis gammelkendt attitude i vokalen og skabelonagtige arrangementer titter frem til tider.

Ladyhawk formår dog at redde nogle følelser i land med “Teenage Love Song”, der med sin korte og præcise riffmodulation fanger en umiddelbar og catchy melodi, og derved fastholder orkesteret i lytterens bevidsthed et par timer efter endt afspilning. Hvis de gode takter og refræner havde været flere, ville Ladyhawks debut været en gedigen og fuldfed rockplade, men det er bare lige ved og næsten – og alligevel så langt til stjernerne.

★★★☆☆☆

Lyt til “The Dugout”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/dugout.mp3]

Deltag i debat