Plader

Last Days: Sea

Skrevet af Mikkel Arre

På sin debutplade maler engelske Graham Richardson sarte og til tider tindrende skønne melankoli-malerier. Desværre disponerer han ikke altid penselstrøgene helt godt, og det er en skam, når han nu skriver så rørende melodier.

Måske er jeg melodramatisk, eller også er jeg bare dødnysgerrig. Men hvis jeg bliver stillet en god historie om sorg og psykiske sammenbrud i udsigt, vil jeg gerne have hele pakken. Der må gerne males med den brede, pompøse pensel, men historien kan ligesåvel fortælles på en mere afdæmpet måde. Det irriterer mig bare grænseløst, hvis der ligger et skelet til noget spændende, som ikke bliver fyldt ud.

Og det er på dét punkt, jeg ikke rigtig kan forlige mig med engelske Graham Richardsons debutalbum under navnet Last Days. Pladen, der har været undervejs i et halvt årti, viser nemlig et glimrende potentiale – som Richardson så desværre ikke lever helt op til. Måske fordi han endnu ikke har fundet det rette blandingsforhold mellem tålmodighed og forandringer undervejs i sine numre.

Det musikalske håndværk bag Sea er ellers ganske interessant. Den engelske solokunstner har via den ellers ikke videre nyskabende blanding af laptop og organiske instrumenter som klaver, klokkespil og guitar fundet vej til et ikke specielt overrendt grænseland mellem lavmælt postrock og noget, der vel kan kaldes lofi-ambient. Der er højt til loftet i Robertsons klangrum – men samtidig er der masser af blid, statisk støj og hvinende vindstød.

Netop på grund af lofi-trækkene bliver Richardsons musik så meget desto skønnere, når han i perioder lader den stilfærdige støj forsvinde, så f.eks. klokkespillet kan komme til at tindre helt uhindret. Det gør det til perfektion i det yndige “Mountains”, hvor en Max Richter-lignende klaver-repetition er afsæt for de fine, skrøbelige toner.

Endnu mere vellykket er den nærmest polar-kølige “Fear”, hvor klaver-, guitar- og klokkespilsmelodier vikler sig smukt sammen og viser, hvor gode og rørende Richardsons kompositioner kan være. “Fear” folder sig ud over syv minutter, og selv om der måske ikke er variation nok til alle syv, giver nummeret lyst til at høre englænderen dyrke de numre, hvor de forskellige melodier rent faktisk får lov at folde sig ud og få tyngde, noget mere.

Mange af de øvrige numre er sådan set fine nok i al deres let forknytte melankoli, og de har en uafviselig følelsesmæssig effekt. Sea er ikke en plade, man hører sammen med andre mennesker – og at skabe et så stærkt indadvendt og alligevel rørende album er aldeles rosværdigt. Desværre kniber det for Richardson med at disponere sine numre ordentligt.

Selv nogle af de korte numre på tre minutter når at gå lidt for meget i tomgang, fordi Richardson glemmer at lade melodierne eller stemningen bevæge sig. I andre tilfælde, som f.eks. det flossede “Nightlight”, er han ikke tålmodig nok til at give ellers fine momenter tid og plads nok til at blive vægtige.

Robertson forklarer selv i pressematerialet, at pladen fortæller historien om en fremmedgjort mand, der er ved at bryde sammen under det moderne samfunds pres, hvorfor han rejser alene ud i en båd. Han kommer til Jan Mayen, men finder heller ikke lykken her og sejler videre. Han ender i stor livsfare, men bliver reddet tilbage til hverdagen – uden at det gør ham lykkelig.
Det giver sig selv, at den historie har svært ved at trænge igennem, når der ikke er nogen tekster. Men der er en vis symbolik i, at Richardson har indlejret en historie i pladen, som han ikke kan formidle gennem musikken alene. Det er nemlig sådan pladen som helhed føles: som et lovende skelet til noget virkelig interessant, som Richardson bare aldrig helt får fortalt. Eller ikke vil fortælle.

★★★½☆☆

Deltag i debat