Plader

Les Georges Leningrad: Sangue Puro

Skrevet af Mads Jensen

Den syrede electroclash-punk-med-mere-inspirererede Montréal-trio Les Georges Leningrad er ude med deres tredje album. Og de er stadig langtfra normale. Skæve idéer og syrede lyde fylder albummet, der er sært på en forfriskende måde – og pladen fremstår som en fuldendt perle.

Det absurde gadeartist-cirkus Les Georges Leningrad er tilbage med deres tredje plade. Det kan ikke diskuteres. Men det kan alt andet, der har med Montréal-trioen at gøre. De har altid sat en ære i at misinformere og forvirre. Den strategi gælder vel at mærke ikke bare deres pressemeddelelser, men også deres sceneshows og selve musikken. Et cirkus af støj, ballade, fjollerier og electroclash er en af mange måder at beskrive musikken på.

Sangue Puro lægger ud med to minutters støj og skizofrene lyde. Det er, som om canadierne lige skal tjekke, om computeren nu kan lave alle de bizarre lyde, de har tænkt sig at bruge. Med dét på plads åbner trioen for trommerne. De buldrer af sted i en stærkt inciterende rytme de næste fire minutter.

I “Skulls in the Closet” bevæger vi os mere over mod en decideret sang, men dog ikke længere end at man holdes på kanten af stolen halvt chokeret og halvt spændt. Det er også første gang på Sangue Puro, at vi hører til den kvindelige frontfigur Poney P. og hendes skingre vokal. Den bruger hun primært til at råbe med, og det er også tilfældet her. Der er fuld fart over feltet, og nummeret er pakket med lydeffekter fra alle skuffer.

Resten af pladen fortsætter med at overraske ved hvert nummer. Da vi når til nummer fem med den fængende titel “Eli Eli Lamma Sabachtani”, er det blevet tid til afrikansk stammemusik. Man kan tydeligt forestille sig de tre bandmedlemmer gå rundt om et bål, imens de spiller tromme og danser epileptisk.

Det bliver endnu bedre med “Sleek Answer”, og i “Mange avec tes doigts” topper pladen. Her er det et stramt elektronisk beat, der lægger rytmen. Melodien er frembragt af lidt assorterede synth-lyde. Vokalen er Poney P.’s og leveres i talende/rappende form med masser af ekko. Det minder lidt om Chicks on Speed, når de er bedst.
“Lonely Lonely” er baseret på en konventionel rytme tilsat lidt guitar. Men alt det falder i baggrunden i forhold til vokalen, der lyder som en retarderet mand, der stønner/råber/mumler sig igennem nummeret i takt til musikken.

Sidste nummer lyder som en rejse udi et mørkt, elektronisk sci-fi-univers. Ni minutters forstyrrende lyde uden nogen tilsyneladende melodisk sammenhæng. Det er ganske interessant og kan måske vække minder fra nogle af Pink Floyds mest LSD-inficerede numre. Det er ganske udmærket, og man har svært ved at slukke for det, fordi det på mærkværdig vis virker utroligt dragende. Trods nummerets kvaliteter virker det dog, som om en mundfuld svampe ville løfte nummeret endnu et trin, for det er altså temmelig syret.

Sangue Puro er et af den slags uhyre sjældne albums, hvor hvert nummer skiller sig ud, samtidig med at albummet fremstår helstøbt. Der er ganske enkelt ingen svage punkter på denne forstyrrende, men mesterlige plade – bl.a. fordi trioen er så konsekvent i sin insisteren på prøve det skæve og sære af. Har man lyst til at udfordre sine ører lidt, kan Sangue Puro varmt anbefales.

★★★★★½

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar