Plader

Les Georges Leningrad: Sangue Puro

Skrevet af Mads Jensen

Den syrede electroclash-punk-med-mere-inspirererede Montréal-trio Les Georges Leningrad er ude med deres tredje album. Og de er stadig langtfra normale. Skæve idéer og syrede lyde fylder albummet, der er sært på en forfriskende måde – og pladen fremstår som en fuldendt perle.

Det absurde gadeartist-cirkus Les Georges Leningrad er tilbage med deres tredje plade. Det kan ikke diskuteres. Men det kan alt andet, der har med Montréal-trioen at gøre. De har altid sat en ære i at misinformere og forvirre. Den strategi gælder vel at mærke ikke bare deres pressemeddelelser, men også deres sceneshows og selve musikken. Et cirkus af støj, ballade, fjollerier og electroclash er en af mange måder at beskrive musikken på.

Sangue Puro lægger ud med to minutters støj og skizofrene lyde. Det er, som om canadierne lige skal tjekke, om computeren nu kan lave alle de bizarre lyde, de har tænkt sig at bruge. Med dét på plads åbner trioen for trommerne. De buldrer af sted i en stærkt inciterende rytme de næste fire minutter.

I “Skulls in the Closet” bevæger vi os mere over mod en decideret sang, men dog ikke længere end at man holdes på kanten af stolen halvt chokeret og halvt spændt. Det er også første gang på Sangue Puro, at vi hører til den kvindelige frontfigur Poney P. og hendes skingre vokal. Den bruger hun primært til at råbe med, og det er også tilfældet her. Der er fuld fart over feltet, og nummeret er pakket med lydeffekter fra alle skuffer.

Resten af pladen fortsætter med at overraske ved hvert nummer. Da vi når til nummer fem med den fængende titel “Eli Eli Lamma Sabachtani”, er det blevet tid til afrikansk stammemusik. Man kan tydeligt forestille sig de tre bandmedlemmer gå rundt om et bål, imens de spiller tromme og danser epileptisk.

Det bliver endnu bedre med “Sleek Answer”, og i “Mange avec tes doigts” topper pladen. Her er det et stramt elektronisk beat, der lægger rytmen. Melodien er frembragt af lidt assorterede synth-lyde. Vokalen er Poney P.’s og leveres i talende/rappende form med masser af ekko. Det minder lidt om Chicks on Speed, når de er bedst.
“Lonely Lonely” er baseret på en konventionel rytme tilsat lidt guitar. Men alt det falder i baggrunden i forhold til vokalen, der lyder som en retarderet mand, der stønner/råber/mumler sig igennem nummeret i takt til musikken.

Sidste nummer lyder som en rejse udi et mørkt, elektronisk sci-fi-univers. Ni minutters forstyrrende lyde uden nogen tilsyneladende melodisk sammenhæng. Det er ganske interessant og kan måske vække minder fra nogle af Pink Floyds mest LSD-inficerede numre. Det er ganske udmærket, og man har svært ved at slukke for det, fordi det på mærkværdig vis virker utroligt dragende. Trods nummerets kvaliteter virker det dog, som om en mundfuld svampe ville løfte nummeret endnu et trin, for det er altså temmelig syret.

Sangue Puro er et af den slags uhyre sjældne albums, hvor hvert nummer skiller sig ud, samtidig med at albummet fremstår helstøbt. Der er ganske enkelt ingen svage punkter på denne forstyrrende, men mesterlige plade – bl.a. fordi trioen er så konsekvent i sin insisteren på prøve det skæve og sære af. Har man lyst til at udfordre sine ører lidt, kan Sangue Puro varmt anbefales.

★★★★★½

Deltag i debat