Plader

The Magic Bullet Theory: Love (a.k.a. Sugar)

Skrevet af Mads Jensen

Danske The Magic Bullet Theory er ude med deres andet fuldlængdealbum. Det vil næppe overleve længe i hukommelsen på det travle, moderne menneske, for der er intet på pladen, der får lytteren til at spidse ørerne. Albummet er ikke rigtig godt, men heller ikke dårligt. Det er der bare.

The Magic Bullet Theory leverer gedigen poprock af samme skuffe, som man kan høre i en tøjbutik, der er for tjekket til at spille P3 eller The Voice, men som ikke er tjekket nok til at spille musik, der kræver noget af lytteren.
Det er for så vidt fint, at det kan være i en sådan tøjbutik, man render ind i TMBT, for musikken bliver ikke bedre af, at man lytter efter. Som baggrundsmusik er den god, for man kan godt stampe lidt med med foden, men man hører ikke rigtig efter, for det bliver musikken aldrig interessant eller indlevende nok til. Til gengæld placerer den sig i den gode ende af pop-spektret. Altså den ende, som man ikke bliver decideret irriteret over.

Nogle foretrækker plader, de kan sætte på hundrede gange og stadig finde nye lag i. Den slags plader bliver favoritplader, som man tager med sig gennem livet og værdsætter som et fikspunkt, man altid kan vende tilbage til og finde tryghed og glæde ved.
For andre er musik noget mere perifert. Det er noget, man har på i baggrunden, når man sidder og diskuterer Beverly Hills over en flaske rom og cola, eller hvad de unge nu ser og drikker i disse dage. Det er noget, man hører i radioen om morgenen, når man børster tænder og trækker i tøjet.

Det er den sidste gruppe, TMBT henvender sig til. Musikken er der bare. Den gør hverken fra eller til. Det er en skam, for man kan mærke, at bandet har evner til at skrive og spille meget mere indlevende sange. Guderne må vide, hvorfor de ikke gør det. Uanset årsagen er Love (a.k.a. Sugar) en kedelig plade.

“Kiss It Goodbye” er en af de to sange, der skiller sig lidt ud. Her tilsætter TMBT en trompet til løjerne for at give nummeret en western-feel, og det virker godt. Sådan en portion Clint Eastwood giver nummeret et mere støvet og dramatisk udtryk, men desværre er det heller ikke her gjort konsekvent. Poppen fylder mere end det western-agtige. Man håber ellers lige på noget spændende, da nummeret starter med spansk guitar og trompet.

Den anden sang, der er lidt mere interessant end pladens gennemsnit, er åbneren “Poems & Explosions”. Den starter i det stille og lyder rigtig godt, for som nævnt kan de her gutter jo sagtens lave god musik. Cirka midt i nummeret går det over i noget mere punkrockagtigt, og det er en skam, fordi det er ikke punket nok til at være rigtig godt, men samtidig er for punket til at passe sammen med den harmoniske intro.
Og det er faktisk pladen i en nøddeskal. Den er ikke stille nok til at være indlevende, og den er ikke hård nok til at være en punkrockplade.

Musikkens ender som en slags softcore punkrock. Det er jo så populært med punk i disse dage, hvor det skyder op med utilfredse og selvoptagede teenagere, der vil brokke sig over alt mellem himmel og jord. Hvor flere af disse opreklamerede amerikanske bands er ulidelige at lytte til, så er TMBT en meget mere behagelig punk-version. De er ikke irriterende. Overhovedet ikke. De er der bare, og det er fint nok. I hvert fald fint nok i en tøjbutik. Men ikke fint nok, hvis Love (a.k.a. Sugar) er den ene plade, man får lov at tage med ud på en øde ø.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar