The Magic Bullet Theory leverer gedigen poprock af samme skuffe, som man kan høre i en tøjbutik, der er for tjekket til at spille P3 eller The Voice, men som ikke er tjekket nok til at spille musik, der kræver noget af lytteren.
Det er for så vidt fint, at det kan være i en sådan tøjbutik, man render ind i TMBT, for musikken bliver ikke bedre af, at man lytter efter. Som baggrundsmusik er den god, for man kan godt stampe lidt med med foden, men man hører ikke rigtig efter, for det bliver musikken aldrig interessant eller indlevende nok til. Til gengæld placerer den sig i den gode ende af pop-spektret. Altså den ende, som man ikke bliver decideret irriteret over.
Nogle foretrækker plader, de kan sætte på hundrede gange og stadig finde nye lag i. Den slags plader bliver favoritplader, som man tager med sig gennem livet og værdsætter som et fikspunkt, man altid kan vende tilbage til og finde tryghed og glæde ved.
For andre er musik noget mere perifert. Det er noget, man har på i baggrunden, når man sidder og diskuterer Beverly Hills over en flaske rom og cola, eller hvad de unge nu ser og drikker i disse dage. Det er noget, man hører i radioen om morgenen, når man børster tænder og trækker i tøjet.
Det er den sidste gruppe, TMBT henvender sig til. Musikken er der bare. Den gør hverken fra eller til. Det er en skam, for man kan mærke, at bandet har evner til at skrive og spille meget mere indlevende sange. Guderne må vide, hvorfor de ikke gør det. Uanset årsagen er Love (a.k.a. Sugar) en kedelig plade.
“Kiss It Goodbye” er en af de to sange, der skiller sig lidt ud. Her tilsætter TMBT en trompet til løjerne for at give nummeret en western-feel, og det virker godt. Sådan en portion Clint Eastwood giver nummeret et mere støvet og dramatisk udtryk, men desværre er det heller ikke her gjort konsekvent. Poppen fylder mere end det western-agtige. Man håber ellers lige på noget spændende, da nummeret starter med spansk guitar og trompet.
Den anden sang, der er lidt mere interessant end pladens gennemsnit, er åbneren “Poems & Explosions”. Den starter i det stille og lyder rigtig godt, for som nævnt kan de her gutter jo sagtens lave god musik. Cirka midt i nummeret går det over i noget mere punkrockagtigt, og det er en skam, fordi det er ikke punket nok til at være rigtig godt, men samtidig er for punket til at passe sammen med den harmoniske intro.
Og det er faktisk pladen i en nøddeskal. Den er ikke stille nok til at være indlevende, og den er ikke hård nok til at være en punkrockplade.
Musikkens ender som en slags softcore punkrock. Det er jo så populært med punk i disse dage, hvor det skyder op med utilfredse og selvoptagede teenagere, der vil brokke sig over alt mellem himmel og jord. Hvor flere af disse opreklamerede amerikanske bands er ulidelige at lytte til, så er TMBT en meget mere behagelig punk-version. De er ikke irriterende. Overhovedet ikke. De er der bare, og det er fint nok. I hvert fald fint nok i en tøjbutik. Men ikke fint nok, hvis Love (a.k.a. Sugar) er den ene plade, man får lov at tage med ud på en øde ø.
