Interview

Ms. John Soda – musikken skal lagres som god vin

Det tager sin tid for den tyske duo Ms. John Soda at lave gode sange – faktisk så lang tid, at det er uvist, om der overhovedet kommer ny musik fra parret, fortæller sangerinden Stefanie Böhm i et interview. (09.11.06)Da duoen Ms. John Soda tidligere i år udgav albummet Notes and the Like, var det parrets første plade i fire år. Bandet stammer fra den sydtyske by Weilheim og er centreret omkring sangerinden Stefanie Böhm og multiinstrumentalisten Micha Acher. Hun spiller også med i krautrock-bandet Couch, mens han er endnu mere beskæftiget med afgørende roller i The Notwist og Tied & Tickled Trio.

Ting tager tid
“Musikken er som god vin,” fortæller Stefanie Böhm i sin forklaring af, hvorfor der er gået så lang tid siden sidste album. “Numrene får lov til at ligge lidt efter, de er blevet skrevet. Og de bliver derefter bedre, når de laves om og ændres efter et stykke tid.”
Det er altså ikke, fordi hun og Micha Acher har haft en knap så produktiv periode. Gode numre tager bare tid at skrive – i hvert fald for Ms. John Soda.

Normalt sender Böhm sine ideer til Micha Acher og omvendt, og heldigt nok er de to meget enige om, hvornår et nummer er færdigt, og hun kan begynde at arbejde på det tekstmæssige udtryk – et element, hun ikke prioriterer specielt højt.
“Min vokal og mine tekster er ikke vigtige. Teksternes indhold skal ikke tages så alvorligt, og min stemme er derfor heller ikke mikset helt i front,” forklarer Stefanie Böhm. Hun synes dog heller ikke, vokalen skal helt ud af musikken, men bare være en ligeværdig modspiller til instrumenterne.

Fødderne skal bevæge sig
Rent musikalsk er der ikke langt mellem bandets første album No. P. or D. og efterfølgeren. Men Stefanie Böhm vil alligevel fremhæve nogle forskelle: “Der er i hvert fald flere lag i musikken, som definerer hvert enkelt nummer. Og vi har arbejdet med at gøre lagene mere komplekse,” fortæller den lille mørkhårede bassist.

Hun fremhæver, at de har prøvet at arbejde i samme musikalske retning som med det første album. “Vores musik er nok også blevet mere melankolsk – men der er stadig masser af energi, så man kan fortsat danse til den,” siger hun og smiler. Det er tydeligt, at dette er en af de vigtige elementer i Ms. John Sodas musik: Fødderne skal helst ikke stå stille for længe.

“Vi spiller ikke indietronica”
Som mange af de andre bands udgivet på det tyske selskab Morr Music bryder Stefanie Böhm sig ikke om at blive påduttet genrebetegnelsen indietronica. Hun synes, det er en dårlig og alt for bred, musikalsk betegnelse, som for Ms. John Sodas vedkommende slet ikke er dækkende.
“Hvis jeg skal betegne vores musik med et enkelt ord, må det være rock,” siger hun. Hun indrømmer dog, at et af bandets udefinerede mål er at udviske grænserne mellem musikgenrer og lade elementer fra de forskellige lejre påvirke hinanden.

Om det er lykkedes, må lytterne selv bedømme. Og om der kommer endnu et forsøg fra Ms. John Soda på at bryde grænserne – det kan kun fremtiden vise. Men Stefanie Böhm er faktisk ikke sikker. “Både mit og Michas liv er ved at forandre sig, så det bliver sværere at finde tid. Men hvis vi kan finde tiden…”
Hun afslutter ikke sætningen. Men hvis tiden er der, er lysten det også.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Ms. John Soda: Notes and the Like
Ms. John Soda, 01.07.06, Roskilde Festival

Deltag i debat