Plader

Dustin O’Halloran: Piano Solos Vol. 2

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit andet soloalbum fortsætter Dustin O’Halloran med at udforske minimalistiske piano-kompositioner. Hans tempo og stil giver de 11 stykker et stærkt udtryk, som det er meget svært ikke at blive påvirket følelsesmæssigt af. Eneste anke er, at ingen numre skiller sig ud.

Man bliver ikke særligt klog af at betragte tracklisten på Dustin O’Hallorans andet album. Det eneste, der måske kan undre, er, at de forskellige opus ikke kommer i kronologisk rækkefølge. Men når numrenes titler ikke fortæller meget om musikken, er det meget betegnende for albummets minimalisme.

Dustin O’Hallorans første album uden for bandet Devics, Piano Solos, fik meget lidt opmærksomhed, selv om hans fine, små klaverstykker til trods for deres minimalistiske udtryk burde have fået kritikerne til at råbe højt. Det var i hvert fald et album med flotte, instrumentale kompositioner. Nu er Dustin O’Halloran klar med opfølgeren, og denne gang får han en slags gratis reklame, fordi tre af hans numre er med på soundtracket til Sofia Coppolas nye film, Marie Antoinette.

Piano Solos Vol. 2 er indspillet i Italien – til stede var kun Dustin O’Halloran og hans flygel. Det første album blev indspillet samme sted, hvor Dustin O’Halloran flygter til, når Los Angeles bliver for meget for ham. Det er måske svært at høre, om det italienske landskab har influeret kompositionerne, men det er helt tydeligt, at albummet er indspillet et sted med et overskud af fred og ro – følelser, som også rammer lytteren, når albummets numre rammer ørerne og sjælen.

Interessant nok er Dustin O’Hallorans kompositioner ikke tunge eller stærkt emotionelle i udtrykket. Men hans næsten ærbødige og respektfulde tilgang til flyglet som instrument har en enorm følelsesmæssig betydning i hans musik. Simpelt er smukt, synes hans tilgang at være. Toner og anslag lov til at klinge perfekt – der er ingen hast, kun velovervejet spil på de sorte og hvide tangenter.

Tempoet er ikke højt på albummet. Dustin O’Halloran forsøger snarere at ramme en eftertænksom tone, hvor tankerne kan nå at følge med musikken. Hans klavermusik er ganske hypnotisk, og det kan derfor være svært at fremhæve nogle af de 11 kompositioner som bedre end andre.
Det er ikke et album, man sætter på for at høre et enkelt nummer. Og det er heller ikke et album, som kan bruges til at få humøret op, hvis der hænger en grå sky over hovedet. Dertil har musikken for megen tristhed over sig.

Man fristes til at sige, at den, som kan lytte til Dustin O’Halloran uden at blive rørt af hans toner, er et koldt menneske.

★★★★★☆

Deltag i debat