Plader

Over the Atlantic: Junica

Skrevet af Mikkel Steensgaard

Over the Atlantic har på debuten Junica brugt store penselstrøg. De har skabt en række numre, som hver for sig er udmærkede, men idéerne er for mange og inspirationen for tydelig, og det giver til sammen en plade, som bliver uoverskuelig, rodet og en smule langtrukken.

Lidt som med et abstrakt maleri kan det, når man hører Over the Atlantic, være svært at finde ud af, hvor man skal fokusere. Man er ikke i tvivl om, at motivet er flot, men det kan være svært at finde den røde tråd bag for vældet af idéer og nuancer.

Og newzealandske Over the Atlantis har mange idéer, som de gerne vil prøve af, men mængden af påfund forstyrrer mere, end den gavner. For duoens gode popmelodier forsvinder ofte bag tydelig inspiration fra 80’er-grupper som New Order og Visage. De forsøger sig dog også både med poleret larm og 90’er-inspirerede beats til deres stille melodier. Musikken er drømmende med enkelte støjelementer, poppede melodier og en åbenlys lyst til at kombinere den klassiske poplyd med det elektroniske.

De to medlemmer Bevan Smith og Nik Brinkman har tidligere spillet i et utal af indiebands, før de skabte Over the Atlantic. Dette er tydeligt på pladens åbningsnummer “Starlight”, hvor en dæmpet guitar kombineret med elektroniske trommer tydeligt viser medlemmernes indiepoprødder.

Sangen fænger dog ikke, og først inden for det sidste minut af det andet nummer, “Glass Breaks”, får man et musikalsk klimaks, som med en nærmest postrocket støjeksplosion fanger lytterens opmærksomhed. Sådan fortsætter det dog ikke, og da duoen i “Jess” forsøger sig med en ny Air-agtig stil, begynder irritationen over aldrig at komme ordentligt ind under huden på musikken at melde sig.

Genreskiftene forekommer på resten af pladens numre, og da det nærmest bare er et forstyrrende lag oven på gruppens drømmende indiepopnumre, dropper man til sidst jagten på den famøse røde tråd. I stedet bliver pladen blot til en samling af enkelt numre frem for et samlet værk.

Junica kommer aldrig med hverken lyriske, vokalmæssige eller musikalske højdepunkter og frembringer følelsen af, at de udøvende musikere har været lige så søgende, som man sidder som lytter. Vokalen er mixet meget langt tilbage i baggrunden, hvilket også bidrager til følelsen af, at pladen mangler gennemslagskraft. Den hviskende og lidt nasale stemme fungerer fint med musikken, men tydeligere sang ville kunne lede lytteren bedre gennem pladens ugennemskuelige udtryk.

Jeg tror, at Over the Atlantic sagtens kunne skabe et album, som var langt mere enkelt og velfungerende, hvis de blot havde valgt at være mindre søgende i deres udtryk. For melodierne er udmærkede, de behersker deres instrumenter godt, og de har hovedet fuldt af idéer. Alt for fuldt.

★★★☆☆☆

Leave a Reply