Plader

Part Timer: s.t.

Ved hjælp af lidt knas og skratten og ikke mindst en akustisk guitar har Part Timer alias John McCaffrey skabt genren lejrbåls-electronica. Desværre bliver det lige vel kedeligt at sidde ved flammerne sammen med ham.

John McCaffrey, der tidligere har været halvdelen af duoen Clickits, har fundet farmands gamle, slidte spanske guitar frem, og med den har han under navnet Part Timer skabt tolv stykker electronica til lejrbålet. Her er lidt knasen og skratten, og samtidig er der masser af den melankoli, der hører med til at kigge ind i flammerne.

Det er denne overordnede stemning, der er det mest markante ved Part Timers selvbetitlede solodebut, og måske derfor er det ved hjælp af visuelle associationer, at albummet bedst lader sig beskrive. Et stænk gammel film noir, udsigten fra en bus i regnvejr, skygger der danser på en væg – ja, i det hele taget den slags uhåndgribelige og stillestående øjeblikke, som kan vare i timevis, hvor man ikke føler andet end en stille melankolsk lykke.

Den slags øjeblikke har vi vel alle sammen brug for en gang imellem, men problemet med Part Timer er, at albummet ikke kan bruges til så meget andet. Dertil er det ganske enkelt for stillestående og for fattigt på suspense og overraskelse. Dette kan undre, eftersom de 12 numre ifølge pladeselskabets hjemmeside er udvalgt blandt mere end 200.

Faktum er imidlertid, at fordi de alle er bygget op over den samme skabelon, er det slut med overraskelserne, når man er ude over de tre-fire første skæringer. Et par melodier spillet på den akustiske guitar, der loopes, diverse klange af mere eller mindre uhåndgribelig karakter i baggrunden, lidt knasen, og på fire af numrene en tyst kvindelig vokal – for en gangs skyld kan man faktisk koge et helt album ned i en sætning.

Resultatet bliver et album, der aldrig rigtigt folder sig ud, og hvor meget få ting bider sig fast. De forskellige numre kommer derfor til at virke mere som ufærdige lydbidder end som egentlige kompositioner. Det der mangler er altså noget der stikker lidt ud: lidt ballade i den trygge stemning.
Derfor er det bestemt klædeligt, at der i det næstsidste nummer “Hear … to Something” dukker et beat op, man kan vippe lidt med foden til. Lidt afveksling finder man også i “End of the Line”, hvor flere og flere guitarsamples langsomt væver sig ind i hinanden. Den dynamik, der her bliver skabt med meget få midler, fremhæver harmonien i de to numre, og dette samspil mellem ro og bevægelse savner jeg på albummets øvrige numre.

Det ville være forkert at sige, at Part Timer decideret fejler, for selve håndværket fejler bestemt ikke noget. Desuden virker det statiske helhedsbillede tilsigtet – og dermed er det ganske enkelt selve hensigten med albummet, der er for snæver til for alvor at være interessant.
Resultatet af John McCaffreys arbejde er en bestemt en behagelig plade, der i helt særlige stunder sikkert vil vise sin berettigelse. Men den vil lige så sikkert nå at samle en masse støv imellem disse helt særlige stunder.

★★★½☆☆

Deltag i debat