Plader

Max Richter: Songs From Before

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Max Richter fortsætter ud af samme spor som på den anmelderroste The Blue Notebooks og maler stadig smukke stemningsbilleder med sin moderne klassiske musik. Han er dygtig til at begrænse sine virkemidler, og albummet fremstår derfor velkomponeret uden megen kvalme.

Klassisk musik med oplæsninger af den japanske forfatter Haruki Murakamis tekster. Det lyder en kende prætentiøst. Men ligesom det lykkedes Max Richter at undgå at gøre sit forrige album The Blue Notebooks til akademisk finkultur, krydser Songs From Before heller ikke den grænse, men formår at være både dyb og afslappende på én gang.

Max Richters musik er en form for moderne klassisk musik. Han benytter sig også af felt-optagelser og knitrende electronica-elementer, men frem for alt er hans kompositioner klassisk funderet med brug af strygere og tangenter. Det gør musikken meget stemningsmættet og stimulerende, men ikke mere end at den stadig føles afslappende.

Og kombinationen af de to elementer kan faktisk godt lade sig gøre. Max Richters balance mellem det dystre og storladne samt det minimalistiske og enkle er fin – også selv om en hurtig sammenligning med The Blue Notebooks viser, at Songs From Before er opbygget efter cirka samme formel, hvor der veksles mellem de forskellige udtryk.

Haruki Murakami-teksterne læses op af Robert Wyatt og samler albummets forskellige sektioner. De strygerbaserede dele adskilles af Max Richters drømme-piano, der med numre som “Fragments”, “Autumn Music 1” og “From the Rue Vilin” lader lytteren få pulsen og følelserne til at falde lidt ned. De forfinede klaver-melodier fremkalder i stedet eftertænksomhed, og det er, som om Max Richter lige ved, hvilke knapper han skal trykke på, for at følelser som længsel og savn vælder op i én.

Som kontrast står resten af albummet med sine overvældende, mørke strygerkompositioner. “Flowers for Yulia” starter knitrende, mens Robert Wyatt læser et par linjer højt. Adskillige stryger lister sig langsomt ind i lydbilledet og supplerer radiostøjen med lange, lyse toner og en bund, der ligger og ulmer. Mod slutningen tager strygerne til i intensitet, støjen forsvinder, og det føles, som om solen bryder gennem skyerne efter mange dages regn. “Sunlight” er ikke på samme måde en kamp mellem to elementer. Her står strygerne mere alene, hvor en klagende bund er baggrund for en enkel, gentagende solomelodi.

Albummet har sådan set også numre, som falder i en helt tredje kategori. “Ionosphere” og “Time Passing” er uhåndgribelige, musikalske momenter skabt af fine støjelementer og felt-optagelser. De er ikke bærende for albummets udtryk efter endt lytning, men sørger for stemningen på albummet.

Og det er hér, Max Richter rammer plet. Hans blanding af stemninger er ganske flot, og selv om musikken til trods for dysterheden kan blive en smule kvalm, er Songs From Before et flot album.

★★★★½☆

Deltag i debat