Plader

Rivera: Wistful EP

Sange fra et tyst univers klæber sig til hinanden og danner grobund for en ep, der ikke kræver andet af sin lytter end at holde mund. Men når cd’en har forladt laseren, er den på vej ind i glemslens dybe univers.

Rivera hører ikke til blandt de største på den danske musikscene, men efter en rum tid på mymusic.dk er tiden kommet til at lade de afdæmpede, akustiske og temmelig sørgmodige toner udkomme på en ep, som har fået titlen Wistful. En gerning, der kunne virke som en forløber for et helt album.

Wistful er et lille kuld af sange, der langsomt æder sig gennem lydmuren med sagte og afmålte toner fra guitarer, percussion og strygere. Kompositionerne er så spinkle, at man må holde på hat og briller for ikke at blive tacklet af sit eget åndedræt, når man er i selskab med Henrik Rivera Hansen og Signe Friborgs vokaler.

Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at det var Kashmirs Kasper Eistrup, der lagde stemme til, for Henrik Rivera Hansens stemmeleje og frasering minder meget om Eistrups – specielt på første nummer “Inside My Garden”. En dejlig og emotionel vise, der går fra et poppet og hoppende trommebeat, ind i fingerspillet akustisk guitar og helstøbte korarrangementer – hvor Rivera fortæller om ensomheden og dens kompleksiteter.

Det er dog ikke ep’ens mest interessante og fremtrædende indslag, der (desværre) først kommer i det fjerde nummer, “Soulless Chap”, der virkelig står frem og rammer en tone og et tema, der for alvor hæver niveauet. Blidt og klart sunget herrevokal, matchet af en akustisk guitar, er ingen sensation, men Rivera formår at bygge sangen effektfuldt op, og det er godt produceret. Hele tiden tilføres minimal mekanik, strygere og vokal, der hæver nummeret fra det ordinære til det interessante.

Det er til gengæld også det eneste virkelige sublime nummer på Wistful, der uden tvivl er velspillet, og produceret uden at det enkle og udtryksfulde forsvinder, men indholdet mangler progression, og lyden forsvinder lidt ind i ingenting. Numrene ligner hinanden for meget, og selv om Hansen og Friborg synger smukt og klart, er der for lidt magi i arrangementerne, og doseringen af de simple, men effektfulde udladninger, der skal give gåsehud, er alt for sparsom.

Man aner en smule vilje i “TV”, der rummer et bongotrommetema, som rasper lidt i det skrøbelige udtryk, men som en enkeltstående tilføjelse fjerner det ikke indtrykket af noget lidt for glat og poleret – og af, at der er for lidt af dét, der fælder og tackler sindet.

Rivera er med sine lange tråde til ‘quiet is the new loud’-konceptet en god modpol til metervare-poppens klamme hånd og de dominerende radiovenlige bands. Wistful omfavner og behager med sin følsomme pop, men er ikke betagende ret meget længere end pladens varighed. Potentialet glimter, men man blændes ikke i denne omgang.

★★★☆☆☆

Deltag i debat