Plader

The Sadies: In Concert – Vol. One

Toronto-kvartetten The Sadies blander punk, surf og bluegrass sammen til en form for kosmisk country. Denne mastodont af et livealbum skal bides over, for der er musik til flere dage. Men selv om der skal sorteres lidt i indholdet, giver albummet et godt indblik i, hvordan The Sadies gør sig på scenen.

Steve Albini har (igen) fået lov til at producere og optage Toronto-bandet The Sadies. Denne gang analogt og for første gang live, hvilket der er kommet en massiv dobbeltudgivelse ud af, som et langt stykke hen ad vejen formår at fange elektriciteten og energien fra de to liveshows, pladen er taget fra.

Det er ikke kun Albini og The Sadies’ fortjeneste. De har inviteret deres venner og bekendte med, bl.a. Neko Case, Garth Hudson fra The Band, Gary Louris fra The Jayhawks samt Jon Spencer, hvilket giver en særdeles varieret og fyldig plade, der emmer af spilleglæde og godt tempo.

Det er et solidt fundament, der bærer de mere end 40 numre. Egne kompositioner blandet med sange fra Neko Case, Syd Barret, Heavy Trash og andre. Sangene leveres energisk og overbevisende, men som lytter bliver man hægtet af, når improvisationen tager over, og man savner at se den, der udfører det enestående. Man kan høre på publikum, at der sker et eller andet, men det selvsving, der til visse tider går i den (f.eks. i “Lay Down Your Arms”), kommer lidt til at følge devisen ‘ude af syne, ude af sind’.

Fra gospeltendenser i “Higher Power” går det ind i bluesgrass-land med “Uncle Larry’s Breakdown” og “Leave Me Alone”. Hele tiden skifter stilen og tempoet. Livepladen er en afvekslende lytteoplevelse, hvor der for det meste er fart over feltet, både med og uden vokal, enten i spaghettiland eller over banjoflader, der får et hvæs skingre violiner.

De første 21 numre hænger bedst sammen i strukturen, men er måske nok en anelse mere forudsigelige end de sidste 20. Cd 2 er nemlig kendetegnet ved, at flere gæsteartister er indblandet, og opbygningen er løsere med kortere og mere improvisatoriske numre.
Det er en kavalkade af indslag, der går fra røvballeguitar og damplokomotivtrommer i “Back Off” til de mere kryptiske og intime “Evangeline” og “Within a Stone”, der er downtempo-ballader tilsat countryvokal og kor.

Indi mellem bliver det hele lidt for meget, og det ville have klædt pladen, at der var blevet sorteret med lidt hårdere hånd. Det er fint med et livepræg, og der skal selvfølgelig lyde både hujen og klappen, ligesom der også skal være plads til soloer og langstrakte passager. Men de korte mellemspilssektioner som “Snow Squad” og “Dying Is Easy” er ikke klædelige og bliver irriterende at lytte til.

Optagelserne, der forgik over to aftener på Lee’s Palace i Toronto, er af høj kvalitet, og Steve Albini har sørget for en fornuftig produktion. Det er en fornøjelse at lytte til “Hold On, Hold On”, hvor Neko Case får den plads, hun skal have, samtidig med at musikken nærmest emmer af overskud og tilbedelse. The Jayhawks-coveret “Tailspin” bliver også godt behandlet og respektfuldt fremført.

In Concert – Vol. One er fuld af smittende live-energi og udgør en ordentlig mundfuld – måske en anelse for stor, men der er ingen tvivl om, at man får noget for pengene.

★★★★☆☆

Deltag i debat