Plader

The Skygreen Leopards: Disciples of California

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Skygreen Leopards er efter det psykedeliske trip på Jehovah Surrender vendt tilbage til udgangspunktet – næsten. For duoen er med tilføjelsen af en rytmesektion blevet en kvartet, og det er, som om trommer og bas dominerer albummet lidt for meget på bekostning af det luftige og uhåndterlige.

Efter det psykedeliske, elektriske trip, som duoen The Skygreen Leopards tog med ep’en Jehovah Surrender, er Donovan Quinn og Glenn Donaldson nu tilbage i den mere bløde, afrundede del af den freakede folk. Disciples of California er bandets tredje album på selskabet Jagjaguwar, og de har desuden et par udgivelser bag sig på cd-r-selskabet Jewelled Antler.

Disciples of California er det første album, hvor The Skygreen Leopards præsenterer deres nye rytmesektion, trommeslager Jasmyn Wong og bassist Shayde Sartin. Bandet modtog i tre måneder op til indspilningerne timer i moderne ballet for at perfektionere deres flow og rytme. Albummet er indspillet over blot en håndfuld dage, og alle numrene er udgivet uden væsentlig post-produktion for at fange musikken i en mere levende form.

Den folk-akustiske lyd, som prægede Life and Love in Sparrow’s Meadow, fylder også på Disciples of California. Tempoet er højest, når drivet minder om det tog, som oftest lå til grund for Johnny Cashs numre. Den insisterende rytme er ustoppelig, og basgangen vandrer af sted. Det gælder f.eks. de to første numre “Disciples of California” og “Places West of Shawnapee”, som er mere country-prægende end bandets normale lyd. Om stilskiftet skyldes den nytilkomne rytmesektion, er ikke til at sige, men bassen og trommernes rolle er på flere numre dominerende og fylder faktisk for meget. Musikken mister sin luftighed og flydende karakter. Førhen har The Skygreen Leopards’ trommer været afslappede og meget løse, men det er altså forbi.

Midt på albummet sætter bandet tempoet ned, hvilket klæder dem langt bedre. “Marching Band”, “William & the Sacred Hammer” og “Golden Pilgrim” er mere folkede, eftertænksomme numre, der musikalsk skjuler og alligevel lufter en vis længsel. I centrum for The Skygreen Leopards’ musik er vokalen, der for det meste er vrængende og balancerer på kanten af doven falset. Den er i de bedste øjeblikke det element, der trækker musikken ud af den truende anonymitet, hvor de guitardrevne folkballader ikke hæver sig meget over gennemsnittet. Det gælder sidste halvdel af albummet – afslutningsnummeret “Hollow Tree” undtaget.

Når og hvis vokalen stritter, og musikken er en afart af folk, som glider af sted drømmende melodisk, er The Skygreen Leopards et fantastisk hippie-bekendtskab. Men det er, som om denne side af duoen er neddroslet på Disciples of California. Det gør, at bandet har mistet en del af sin charme. Charmen kan dog heldigvis findes foreviget på bandets forrige album.

★★★☆☆☆

Lyt til “Disciples of California”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/disciples.mp3]

Leave a Reply