Plader

Sparklehorse: Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain

Skrevet af Kasper Würtz

Sparklehorse er endelig tilbage efter fem års pause, og i Dangermouse har Mark Linkous fået et produktionsmæssigt modspil, der resulterer i et mangefacetteret lydbillede, uden at det går ud over følsomheden. Og som altid er der ikke meget overflødigt fedt på den skrøbelige mesters album.

Efter at have trakteret verden med to mesterværker travede Sparklehorse og enmandshæren Mark Linkous et par skridt tilbage med den lidt for nydelige It’s a Wonderful Life. Ganske vist tilføjede albummet en håndfuld himmeldrys til glitterhestens smukke manke, men det bød også på en produktion, der flere gange bare var for lys og poleret. Væk var desperationen fra Good Morning Spider, og det skrøbelige fra Vivadixiesubmarinetransmissionplot havde fået en lidt for skinnende overflade, efter at der var blevet leget i producerstolen.

Paradoksalt nok er det selv samme leg, som er en af de helt store forcer ved Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain. Med Dangermouse som ny sparringspartner har Mark Linkous nemlig fået opbygget et lydbillede med langt flere nuancer og mere fylde end nogen sinde, uden at det er gået ud over følsomheden.

Lige fra det fremragende åbningsnummer, “Don’t Take My Sunshine Away”, fornemmer man en forfriskende idérigdom, og sangen går fra fine vokalharmonier til pludselig at give plads til guitarhyl. Små elektroniske facetter hvirvler rundt omkring, uden at det dog virker koldt eller sterilt. Faktisk er det nærmere en stormende forelskelse, der viser sig her: »Your face is like the sun sinking into the ocean / Your face is like watching flowers growing in fast motion […] My vines and tree knots will come unwound / baby, you are my sunshine.« Som titlen antyder, er nummeret dog ikke bare en dyrkelse af kærligheden, men rummer også frygten for at miste den igen.

Som på de foregående plader eksisterer gråden, smilet, støjen og stilheden side om side på Dreamt for…, og den humørsyge Linkous veksler konstant og indfanger skizofrenien i den aldeles glimrende “Shade and Honey”: »I could look in your face / for a thousand years / It’s like a civil war / of pain and of cheer.« På Dreamt for… virker skiftene næsten tematisk opstillet, så den kærlighedslyse hyldest ofte afløses af den smerte, som den mistede kærlighed kan efterlade.

Dette savn bliver destilleret i den perfekte “Return to Me”, der er så skrøbelig og fuld af længsel, at det gør ondt helt ind i ribbenene. Den simple akustiske guitar starter ensomt ud, inden en hjemsøgende tåge skabt af et pumpeorgel og lap-steel guitar lægger sig omkring det helt utroligt smukke nummer.

Heldigvis har Sparklehorse ikke opgivet de faste støjpopindlæg, der banker pulsen i vejret og larmer stilheden tilbage i hjørnet. Ud over at minde om Linkous’ fortsatte forkærlighed for spøgelser viser “Ghost in the Sky”, at den hamrende elektriske guitar stadigvæk har en velfortjent plads på amerikanerens udgivelser.

Da Tom Waits medvirkede på det forrige Sparklehorse-album, var udfaldet ikke udpræget vellykket, men heldigvis er resultatet denne gang på ingen måde så forfærdeligt som “Dog Door”. Her nøjes verdensklasse-rasperen med at spille klaver på den fremragende “Morning Hollow”, der også gemte sig som ghosttrack på den europæiske udgave af It’s a Wonderful Life. Det kan tænkes, at Linkous’ førnævnte fascination af spøgelser skyldes hans helt ubegribelige evne til at synge, som om han er ved at gå i opløsning, og han har sjældent lydt mere skrøbelig end på dette syv minutter lange mesterstykke.

Titelnummeret er langsomt og underspillet, har en fornem filmisk kvalitet over sig og kunne sagtens spille over rulleteksterne til en postapokalyptisk film, hvor der ikke er andet tilbage i storbyerne end forkrøblede metalskeletter og regn. Et klaver spiller et par sagte toner, mens sværmende guitarloops skaber den narkotiske lyd, som Linkous excellerer i, og som passer perfekt til teksternes surreelle poesi.

Femårspausen siden It’s a Wonderful Life har ikke betydet den store musikalske revolution, men nærmere en produktionsmæssig optimering, og man spekulerer over, om der nogensinde vil ske markante ændringer i Sparklehorses musikalske univers. Foreløbigt bør man som lytter dog bare prise sig lykkelig over, at Dreamt for… understreger det faktum, at Mark Linkous endnu ikke har lært at skrive dårlige sange.

★★★★★☆

Deltag i debat