Plader

Strip Music: Hollywood & Wolfman

Var det noget med en gang svensk synth-rock tilsat en sværm af atmosfæriske arrangementer og lidt højt-til-loftet vokal? Så er Strip Music lige dig, for alt dét er der rigeligt af på Hollywood & Wolfman. Men pladen er en af årets mere ujævne udgivelser.

Da Strip Music udgav deres selvbetitlede debut i 2003, var brugte de en simpel skabelon: tre akkorder, store svulstige keybordflader og en hårdt pumpet bas. Bombastisk synth-rock med flotte melodier ovenpå og en lyrik pakket ind i frustration, desperation og kærlighed.

Det koncept viderefører bandet på opfølgeralbummet Hollywood & Wolfman, der er mindst lige så dramatisk som forgængeren, men som desværre mangler tilstrækkeligt med gode sange. Pladen holdes oppe af tre-fire solide numre, og det er samlet set en tand for lidt.

Det hele starter ellers så godt, med masser af tyngde og den sortsynede forsanger Henric de la Cour, der fint mestrer blandingen mellem det patetiske og det menneskelige i “Headlights” og “This Morning”, der med god energi og hjerteskærende udladninger får sendt pladen fint af sted.

Desværre går skabelonen herefter i stykker. Keyboard-eskapaderne bliver bannerførere for en negativ udvikling, hvor de interessante tiltag falder totalt bort i bandets iver efter at kombinere det energiske med det decideret teatralske.

Et nummer som “Bright Eyes” lyder, som om Strip Music har optaget keyboardfladerne fra en hvilken som helst postrock-cd og lagt vokal og tromme ovenpå. Lyden er således delt op i to “rum”. En baggrund med grumsede keyboards, der klart
polariserer sig fra de tydelige vokaler og trommer. Et sært og ligegyldigt nummer, hvor la Cour krænger sin sjæl ud til et bizart trommetema, der skiller sig fuldstændig ud fra alt andet på pladen.

Problemerne hober sig op for bandet. De vil en masse anderledes og skævt i forhold til konceptet, og det ender ikke i meget godt. De har styr på at skrive melodier og gode omkvæd, men når tingene skal sættes sammen, går der kunstnerisk selvmord i tingene, og den røde tråd kappes – flere gange.
Endnu et eksempel på dét er det sært kombinerede “God Speed Your Love to Me”, som kan betegnes som Simple Minds møder Interpol, og det er ikke kønt!

Meget bedre bliver det i “Remarkable Life”, der spiller med rockmusklerne og får hevet lidt af det tabte tilbage. Her kommer guitaren for alvor i spil, og det klæder de i forvejen elektrificerede numre. Det er en anelse for radiovenligt, men har til gengæld et fint drømmende udtryk.

Strip Music lukker med det The Cure-plagierende “Lucy”, der forekommer en anelse vammelt, når man ved, at det ikke er Robert Smith, der fører mikrofonen. Bombastisk og fyldigt, iført lånte fjer, maler la Cour med den helt brede pensel, og selv om man ikke kan beskylde nummeret for at være dårligt, klinger det så genkendeligt, at man må takke nej til dansen.

Svenskerne sparer ikke på de energiske armbevægelser, men alligevel lægger Hollywood & Wolfman ikke op til, at man bruger positive anmeldergloser, der er lige så svulstige som pladens indhold.

★★½☆☆☆

Deltag i debat