Plader

Swan Lake: Beast Moans

Skrevet af Theis Ørntoft

På papiret er Swan Lake et musikalsk drømmehold, bestående af tre stjerner fra den canadiske indierock-scene. Men ret beset er de 13 sange på debutpladen Beast Moans ikke det opløftende bekendtskab, man kunne håbe på. Sangene er ordinære og skjules bag et slør af prætentiøs, ustruktureret larm.

Der ligger unægteligt et stort potentiale gemt i trioprojektet Swan Lake. Det må der gøre, når gruppen består af Spencer Krug (Wolf Parade), Carey Mercer (Frog Eyes) og endelig Dan Bejar, (Destroyer og The New Pornographers). De tre har skrevet 13 sange, og bag disses skramlede og alternative overflade, ligger der en række mere eller mindre regulære popsange.

Swan Lake ligger i det mildt eksperimenterende rocksegment, hvor blandt andre amerikanske Animal Collective også huserer. Problemet er bare, at der under svanesøens mondæne overflade ser usandsynlig kedeligt ud.

Trioens sangskrivning er ret ordinær. Den bærer tydeligt præg af at være projektorienteret og er således uden nogen videre iøjespringende personlighed eller identitet. Som eksempel på den følelse af formålsløshed, der hviler over pladen, kan nævnes “The Partisan But He’s Got to Know”, der sætter i gang med et sløvt, disharmonisk virvar af instrumenter. Sangen har ikke rigtig nogen fremdrift, den lader ikke til at have nogen intention. Det er såmænd ikke, fordi det er dårligt, men set i et let generationssamlende prisme fremstår Swan Lake som en lidt middelmådig pastiche over de tendenser, der løber gennem den nordamerikanske rockscene i disse år.

Her er tale om 13 let psykedeliske skæringer, som konstant og hysterisk truer med at overstyre eller helt forsvinde i umiddelbart uforståelig larm. Animal Collective har vist, at dette musikalske udgangspunkt kan vise sig yderst frugtbart – men hvor disse konstant veksler mellem den reflekterede og den intuitive tilgang til det at indvikle og komplicere en popsang, havner Swan Lake i en kunstnerisk blindgyde.

I stedet for at tilføre sangene en dynamisk og eksotisk kant ender alle de produktionsmæssige eksperimenter med at fremstå påtagede. Swan Lake viser ikke ét sted på pladen, hvorfor det lige nøjagtigt er, at sangene og instrumenterne ufravigeligt skal manipuleres og hyldes ind i overstyring, distortion og svulstige delayeffekter. Sangene dvæler aldrig i rene, nøgne passager, men hældes i stedet konstant over med en ny effekt. Klokker klinger og ringler, orgler slås disharmonisk an, der files overgearet løs på banjoer og akustiske guitarer feeder.

Musikken lægger sig aldrig til ro, men famler på må og få efter nyt territorium med Spencer Krugs vokal i front. I Wolf Parade er han så stemningsfuld og effektiv, men i denne sammenhæng virker han mest af alt prætentiøs og selvhøjtidelig. Det er ærligt talt, som om Swan Lake ikke rigtig tror på deres egne sange, sådan som de ville fremstå uden den tilslørende produktion, og det forstår jeg egentlig godt. Ikke fordi de er deciderede dårlige – de er bare middelmådige.

Om man så kan lide den rastløse larm, der fuldstændig overtager sangene, er en smagssag. Og indrømmet; ikke al musik skal være frugten af sjælens smerte og misère, men Beast Moans klinger i mine ører i lidt for høj grad af manglende kunstnerisk nødvendighed.

★★★☆☆☆

Lyt til “All Fires”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/allfires.mp3]

Lyt til “The Freedom”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/thefreedom.mp3]

Deltag i debat