Nyheder

Tvillingeduo udkommer på Rumraket

Nu har vi efterhånden skrevet så meget om Myspace, at det snart må være nok. Men netop i dag er der to gode grunde til at nævne Rupert Murdochs vældig populære netværksforum.

1. Efterklangs pladeselskab Rumraket har skrevet kontrakt med den svenske tvillingeduo Taxi Taxi. De to teenagere Johanna og Miriam E. Berhan har fået masser af Myspace-brugere til at spærre øjne og ører vidt op, og nu har Rumraket altså prajet tvillingerne, så de kan udgive en ep i løbet af foråret. Hør mere til de damer hér.

2. To danske studerende har åbnet en Myspace-profil, som de vil forære til EU. Den midaldrende organisation har jo visse problemer med at komme i kontakt med befolkningen, ikke mindst med de unge – og det får EU så muligheden for at rette op på nu. Hvis EU-kommissionens næstformand Margot Wallström vælger at tage imod profilen, kan vi få svar på interessante og vigtige spørgsmål:

a. Hvilken ‘body type’ har EU?
b. Er EU mest til ‘networking’ eller ’serious relationships’?
c. Vil EU og Taxi Taxi kunne få et solidt venskab op at køre?

Hele dramaet kan følges på den nystartede EU-side.

Deltag i debat