Plader

The Unit: Gunpoint

Skrevet af Mathias Askholm

“Vi føler, at vi står med ryggen mod muren her. Vi har noget, vi skal bevise. Ikke kun som band, men som mennesker. Der er noget, der er galt. Vi føler, at vi er trængt op i en krog.” Den programerklæring har motiveret danske The Unit til at lave en fin, men langtfra banebrydende rockplade.

Straight outta Københavns stenbro er The Unit klar med et nyt hårdtslående album. Ni sprængklare dynamitnumre klemt ned på lige under en halv time. Melodierne er spændt stramt op, og forsanger Thomas Løppenthin er klar til endnu en gang at spy sine vrede tekster ud mellem læberne. Regeringen, kærligheden, verden – alt går tilsyneladende Løppenthin imod.

“Sin, Virtue, Mercy” er den dramatiske titel på åbneren. Hvorfor netop dette nummer er valgt som første skæring, er lidt af en gåde. Det er selvfølgelig forståeligt i den forstand, at nummeret er bygget op som de fleste The Unit-sange: en gådefuld introduktion fra Løppenthin, guitarerne falder ind med en massiv lydmur, og så kører sangen ellers med skarpe tæsk til trommesættet og heftig brug af start-stop dynamiker. Efter den opskrift er også “House Call”, “What Makes God Laugh?” og “Seen It Coming” skåret.
Men “Sin, Virtue, Mercy” er nok det svageste nummer på Gunpoint. Guitarerne vælter derudaf uden at give plads blandt de skarpslebne akkorder til de melankolske toner, der ellers er pladens styrke.

Åbningssangen lider også af en anden svaghed, der er gennemgående for albummet: Teksterne er noget rod. Gennem hele albummet er Løppenthin vred, ked og ulykkelig forelsket sådan lidt på skift, men hvorfor? Det får man ikke mange hints af.
Det har noget med politik at gøre: »Gun, chainsaw, violence, riots / Freedom, democracy« (“Sin, Virtue, Mercy”) og »Well, that’s the time it takes to trade money for justice / and politics for human rights« (“Come Down”).
Det har noget med kærlighed at gøre: »I am a thousand shooting stars / aimed for your throat and heart« (“Come Down”) og »The last big disappointment / I’m the worst lover of the year« (“The Beaten Track”).
Og midt i alt dét har det også med rumvæsener at gøre: »What time does your spaceship leave? / What planet are you headed for now, girl?« (“House Call”) og »Atomic fuelled / Alien operated / and dangerous as 50 jealous boyfriends« (“Last Exit”).

Nu kommer det hurtigt til at lyde, som om man skal holde sig helt væk fra The Unit, og det er en forkert konklusion. For der er bestemt sange på albummet, der rykker mere end gennemsnittet. Bedst er “What Makes God Laugh?”, der med en massiv rygdækning af angribende guitarer formår at sætte et drive, som kun pladens anden perle, “The Beaten Track”, formår at matche.

The Unit er efter eget udsagn et band med ryggen mod muren. Ved udgivelsen af White Night så alting så lyst ud, men så skete det. Den store udenlandske distributør sprang fra i sidste øjeblik, og andre selskaber gik fallit. Pludselig stod bandet tilbage med endnu mindre end før. De havde godt nok en sprængfarlig plade på gaden, men håbet var forduftet.

Med ryggen mod muren skal man præstere mere end bare en gennemsnitlig rockskive. Det gør The Unit desværre ikke. Opskriften fra White Night er fremskrevet med to år, men grundlæggende er der ikke meget nyt. Gunpoint er en fin rockskive, men ikke mere end det. Guitarerne er skarpslebne og teksterne ligegyldige, og sådan skal det måske nu en gang bare være.

★★★½☆☆

Deltag i debat