Plader

Uzi & Ari: It’s Freezing Out

Skrevet af Theis Ørntoft

Til dig, der altid har opfattet klynkerock som et plus-ord. Og til dig, der går og længes efter et soundtrack til efterårets tusmørke. Og til dig, der går og dagdrømmer om en musikalsk hybrid mellem Postal Service og Radiohead: Du skal gå ned og købe det nye album med Uzi & Ari.

I skrivende stund har amerikanske Uzi & Ari haft 14.349 besøgende på deres MySpace-side. Brugere af sitet vil vide, at det ikke er meget mere, end hvad et middelmådigt dansk rockband kan få inden for døren på den efterhånden hvermandsejede blog. Hvad der præcis skaber hype om et band, er et evigt interessant spørgsmål, og ikke sjældent må man undres over udfaldene. Men på den anden side er det egentlig fint med mig, at stor kunst nogle gange forbliver i skyggen, for så kan man nemlig have et band som Uzi & Ari for sig selv.

Det amerikanske projekt med den altoverskyggende kreative kraft Ben Shepard i front debuterede i 2005 med Don’t Leave in Such a Hurry. Debuten blev båret oppe af langstrakte, lettere støjende sange, som aldrig fandt et publikum. Men selv om den nye plade, It’s Freezing Out, heller ikke ligefrem bøjer ordene “kommercielt salgsobjekt” i neon, er det ufatteligt, hvis ikke en større menneskemængde denne gang stopper op og lytter – hype eller ej.

Uzi & Aris musik er nemlig ingenlunde outreret, men derimod yderst melodisk og veldrejet. De 10 patetiske og intelligente kompositioner på It’s Freezing Out lægger sig således til uro et sted mellem Postal Services lyse, bittersøde indietronica-pop og Radioheads Kid A, hvoraf særligt sidstnævntes mørke, splintrede smertesang er en tydelig inspirationskilde.
Men hvor nogle temperamenter finder Postal Service lidt for glade, standser Uzi & Ari eftertænksomt op, og hvor andre momentvis vil finde Kid A næsten introvert i sin skønhedssøgen, tager Uzi & Ari udfordringen op og skriver sange på et mere tilgængeligt niveau.

Det fine klaverpræludium fører over til “Don’t Black Out”, der rummer mange af pladens generelle træk. En let klagende mandestemme ledsages af et elegant forrevet beat og en sukkende guitarfigur. Bløde elektroniske flader fuldender helheden, og således indvarsles den melankoli, der løber som en glødetråd gennem albummets ti sange.

Pladen fortsætter med den lige så smukke “Trainwreck”. Og vel er Shepards sange lidelsesfulde og alvorlige til fingerspidserne, men de falder ikke sammen, for skønheden bemægtiger sig aldrig det totale råderum. Tilpas ofte kontrasteres melodierne af urolige, uventede elementer; det være sig lyden af skridt ude af takt med musikken i “Soggy Snow Shoes” eller de uhyggelige pitchede pigevokaler i “Asleep in Armor” – eller bare den milde form for ustyrlighed og opfindsomhed, der løber overalt i produktionens årer.
Hele tiden fastholder Shepard den store patos i et menneskeligt og nærværende greb. Hånden, der tager fat om guitarens gribebræt, vokalernes åndedræt, stolens tilfældige knirken – alt sammen kan høres i produktionen, uden at det virker postuleret.

Derfor er det ærgerligt, at det høje niveau ikke holdes hele vejen, og især mod pladens slutning savner man en sidste gnist af personlighed. Man kunne ideelt set ønske sig, at den opfindsomhed, man finder i produktionen, i endnu højere grad bredte sig til selve sangskrivningen, for så ville mesterværket være en realitet. Nok er sangene skønne, men for at nå frem til den helt store kunst, skal man af og til tage nogle uforudsete omveje og give afkald på kontrollen.
Disse anker ændrer dog ikke ved, at Uzi & Ari har skabt et smukt og overmåde stemningsfuldt soundtrack til mødet med efteråret. Og råb bare “klynkerock” – ingen vil høre dig.

★★★★★☆

Lyt til “Don’t Black Out”:
[audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/Uzi&Ari_DontBlackOut.mp3]

Deltag i debat