Plader

Tom Waits: Orphans

På ambitiøs og sprudlende vis stikker Orphans med sine 54 sange i mange retninger, men den hænger godt sammen, bl.a. i kraft af tematiske opdelinger. Opsamlingen er meget mere end summen af sine dele, og den er samtidig er smukt og ærligt portræt af en musikalsk legende.

“Kathleen and I wanted the record to be like emptying our pockets on the table after an evening of gambling, burglary and cow tipping.” Sådan beskriver Tom Waits hensigten med sit seneste udspil, Orphans. Beskrivelsen lyder tilfældig og henkastet og stemmer slet ikke overens med det tre år lange arbejde, som Waits og og hans kone, Kathleen Brennan, har lagt i projektet.

At lytte til Orphans er som finde en stak plader i en mælkekasse på et loppemarked. Efterhånden som man bladrer sig gennem pladerne, går det hurtigt op for én, at man har fundet en musikalsk guldåre. Der er det hele: blues, soul, rock, jazz, spoken word – og et sangkorpus, der strækker sig fra Leadbelly til Ramones.

Tom Waits har i mange år gået på jagt i den amerikanske musiktradition. Han søger og undersøger et affældigt USA, der er vendt på vrangen – et land fyldt med fantastiske fortællinger, besynderlige personligheder – og så naturligvis de dér grovkappede, autentiske melodier.

Dem er der mange af på Orphans, en væsensforskellig og – ja, lad det blot blive sagt med det samme – fremragende samling af originaler og sjældenheder, som bidrager til en nærmere definition af Waits’ ellers svært definerbare karriere, der indtil videre strækker sig over fire årtier.

Orphans spænder over 54 sange – heraf 30 helt nye – på tre cd’er, som kløgtigt nok er inddelt tematisk: Brawlers er Waits i blues’et Roadhouse-humør, Bawlers indeholder en klas whiskeyvædede ballader, mens Bastards er rodekassen for eksperimenter og røverhistorier.

Orphans lyder, som om den er indspillet i en gammel landlig træmølle eller på et mekanikerværksted – det er i alle tilfælde svært at forestille sig Waits’ sange bragt til verden i et moderne studie. Autenticiteten og den romantiske forestilling om forgangne tider går igen på alle tre plader – på hver sin måde og med hver sin styrke.

Brawlers er nok den type Waits, mange først søger mod. Pladen repræsenteres bl.a. af den uregerlige Elvis-lydende rockabilly “Lie to Me”, den samba-inspirerede “Puttin’ on the Dog”, de savtakkede vokaler i vagabond-hymnen “Bottom of the World” og den skævvredne rendestensblues “2:19”.

Også det human beatbox-prydede Real Gone-afkast “Lucinda” vinder med stærk energi og møgbeskidt lydbillede, mens man i en helt anden boldgade finder Waits’ smukke fortolkning af “Sea of Love” fra filmen af samme navn.
Midt på Brawlers dukker den syv minutter lange “Road to Peace” op – en bluesdreven, politisk ladet sag, hvor Waits anskuer konflikten i Mellemøsten og køligt konkluderer: »Neither side will ever give up their smallest right along the road to peace.«

Bawlers leverer Waits bittersøde melodier med afsæt i alt fra vuggeviser og valse til marchmusik og dvælende jazz. Pladen fremhæver virkelig Tom Waits som den klassiske sangskriver, der mestrer mange genrer.
Tag f.eks. den ensomme pedal steel-ladede “Tell It to Me”, den jazzede “It’s Over” og den skønne, loungede klaverballade “Little Man”. Og i det ømfølte cover af Ramones’ “Danny Says” lærer man, hvordan en sang får en helt ny følelsesladet kontekst.

Bawlers er den mest konsistente skive, hvad stemning angår; dog er det ikke alle numre, der appellerer til de bløde følelsesstrenge. Den grumme blues i “Down There by the Train” (som Johnny Cash har lavet et cover af) bryder strømmen, mens Waits’ omgang med den traditionelle sang “Goodnight Irene” sætter lytteren på prøve med en flerstemmig fuldemands-godnatvise.

Bastards er som nævnt afsat til de mere løse ender, der stammer fra Waits’ skræmmende, skøre og underholdende side. Her er en blanding af covernumre, skræmmehistorier, dumpe demoer og skrammelversioner af Sparklehorses “Dog Door” og Daniel Johnstons “King Kong”.
Der er også plads til et Charles Bukowski-digt, en Jack Kerouac-sang og en svært genkendelig modifikation af Disney-sangen “Heigh Ho”. Og så er der hele syv spoken word-indslag, som Waits flere gange tidligere har prøvet kræfter med. De er alle stemningsfyldte og underholdende og giver én lyst til at høre lydbøger med Tom Waits som fortæller.

Orphans er en aldeles fremragende trilogi, som både henvender sig til fans som til nye tilkommere. Der er næsten for meget indhold på én gang, men hvis man vil forkæle sig selv, er Orphans et overflødighedshorn at gå i gang med – og så er det jo heller ikke så ofte, at Tom Waits udgiver en ny plade.

★★★★★☆

Lyt til “Bottom of the World”:
[audio:http://media.anti.com/tom_waits/orphans/bottomoftheworld.mp3]

Lyt til “Road to Peace”:
[audio:http://media.anti.com/tom_waits/orphans/roadtopeace.mp3]

Lyt til “You Can Never Hold Back Spring”:
[audio:http://media.anti.com/tom_waits/orphans/youcanneverholdbackspring.mp3]

Deltag i debat