Plader

Donato Wharton: Body Isolations

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Efter en fin, men anonym debutplade er Donato Wharton tilbage. Og hvis man dengang afskrev ham, kan man godt gøre den beslutning om, for med Body Isolations har han taget enorme kunstneriske skridt. Væk er den bløde electronica, og i stedet er kommet et vedkommende lydbillede.

Forrige år udgav Donato Wharton sit debutalbum, Trabanten. Det var en blød electronica-plade, som gled lige ind i øret – og den gled næsten lige så let ind i mængden af mange lignende udgivelser på City Centre Offices. Det var som sådan ikke et dårligt album, men musikken var måske en kende anonymt og uoriginalt.

Nu er Wharton så tilbage med efterfølgeren, der har fået navnet Body Isolations. Selskabet er stadig City Centre Offices, men Wharton har skiftet store dele af lydbilledet ud. Han benytter i højere grad guitar og klaver og ofte i dissonans, hvilket der ikke var meget af på debuten, som var mere fokuseret omkring at levere små, organiske melodier i trommemaskinens nærhed.

Denne anden plade bringer rent kunstnerisk Wharton fremad med stormskridt. Det er i højere grad en eksperimenterende plade end et egentlig elektronisk album, han har lavet, idet Wharton benytter sig meget af flader og lange, bølgende melodifigurer, mens rytmesektionen ofte er fraværende. Musikken er måske ikke så umiddelbart lyttevenlig som før, men den er langt mere interessant.

I begyndelsen skal man finde tålmodigheden frem. Både fordi albummets to første numre ikke rigtig har væsen – “Blue Skied Deamon” har som det eneste nummer Wharton på vokal og falder dermed helt udenfor resten af albummet – men også fordi Whartons numre besidder en langstrakthed, som ikke umiddelbart fæstner sig i kroppen og hjernen. Efter et par gennemlytninger åbner albummets storladenhed og kompleksitet sig dog.

Det er især albummet midterste del, som viser Whartons blanding af musik, der kradser i ørerne samtidig med, at skønheden er åbenbar. “Transparencies” er en opklippet leg mellem klaver og guitar, hvor de to instrumenter leger en slags kispus og efterligner hinandens repetitive figurer.
“Underwave” skærer igennem med en flosset, forvrænget guitar – men det er faktisk kun som kontrast til det foregående nummer, at guitarens klinge føles skarp. Efter et halv minuts tid lyder guitarfladerne som bløde tæpper af musik, der ikke ligger langt fra danske Manuals guitarbølger, som ofte mimer havets brænding.

Og Wharton bliver ved med at variere det samme svævende, rungende udtryk albummet ud. “Puget Sound” har en mere hastigt ringende karakter af klokker, der slås an hurtigt og alligevel blidt. Sammenhængen skabes af en fortsat synth-flade, der ligger som bund hele nummeret igennem. Mod slutningen åbnes lyden op, og der antydes en form for crescendo, uden at det virker forceret. “The End of the American Century” trækker igen tempoet ned med sin knitrende, famlende jazz.

Hvis man skal klandre Wharton for noget, er det, at de enkelte numre ikke udvikler sig meget, når de først har fundet stemningen. Men det er en mindre detalje, som nedtones, fordi Wharton ofte rammer stemningerne perfekt.

Det er imponerende, at Whartons numre føles, som om de er meget længere end de fire minutter, som de fleste skæringer har som længde. Selv om det føles abrupt, når et nummer, der har en meditativ tidsløshed, slutter efter så kort tid, er det virkelig beundringsværdigt, at Wharton på få minutter kan skabe en stemning, der trækker lytteren langt, langt væk fra virkeligheden. Denne mangel på vilde udslag er Whartons stille triumf.

★★★★½☆

Deltag i debat