Plader

Tamara Williamson: The Boat

Skrevet af Mikkel Mortensen

Den amerikanske singer/songwriters manglende opfindsomhed, hvad angår sangtitler, er heldigvis ikke betegnende for kvaliteten af hendes musik. Albummet er dog en smule ujævnt.

Det er svært ikke at blive lidt nervøs, når man ser tracklisten til den amerikanske singer/songwriter Tamara Williamsons nye album. Alle sange undtagen én begynder med “The”. Albummets første sang hedder “The Beginning”, den sidste “The End”. En sådan uopfindsomhed, hvad angår sangtitler, kunne sagtens være sigende for Williamsons musikalske ditto. Men det kunne naturligvis også betyde, at Williamson brugte al sin opfindsomhed på musikken og ikke gad bruge tid på at give sangene andet end intetsigende titler. Hvis der er et entydigt svar, er det heldigvis tættest på sidstnævnte.

Det lader ikke til, at tingene går, som de skal i Tamara Williamsons verden. Det er i hvert fald en ganske traurig samling sange, der udgør The Boat. Heldigvis er hendes tristesse ikke af den selvmedlidende slags, der i længden bliver ulidelig at høre på. Det er bestemt muligt at relatere til den smerte, Williamson beskriver i sine sange, og derfor kommer hun aldrig til at virke hverken patetisk eller latterlig.

Albummets bedste sang er “The Journey”, hvor Tamara Williamson virkelig viser tænder. I sangens klimaks lader hun for første gang sin stemme hæve sig over det sagte sangforedrag, der ellers præger det meste af albummet, og her anes ligeledes en vrede, der er fraværende på resten af albummet, der mest præges af en resignerende melankoli. Derudover fremviser Williamson en ganske imponerende kompositorisk evne, da hun er i stand til at få sangens mere end ni minutter til ikke at føles langtrukne.

Samme egenskab besidder også den næsten syv minutter lange “The Dream”, hvor trommerne er elegant jazzede, og synthtonerne er mere end overordentligt spooky, mens Williamsons vokal effektfuldt bliver doubletracked. Ligeledes glimrende er den korte, dystert gospel inspirerede “The Self Boubt” og den optimistiske “The Land”, hvor Williamson for første og eneste gang lyder, som om alt ikke nødvendigvis går helt ad helvede til.

The Boat har dog også sine svage steder. Hvorfor albummet skal indeholde to korte instrumentaler er uvist, da de ikke bidrager med andet end at gøre albummet to minutter længere.
“The Story” er næsten syv minutter i selskab med en ulideligt svag melodi, som Tamara Williamson vælger at krydre med den fikse idé, at det sidste ord i hver linje skal synges i falset. Dårlig idé.

Den korte “The Man”, kommer ikke rigtig ud af stedet, og den overdrevne brug af ekko gavner ikke ligefrem Williamsons stemme. Værst er dog den afsluttende “The End”, der absolut skal indeholde et lydløst hul på fire minutter (efter halvandet minuts akustisk guitarspil) for derefter at bruge yderlige halvandet minut på noget, der burde være blevet i demoskuffen.

The Boat er en noget ujævn omgang, men når Tamara Williamson lader talentet skinne igennem, er der ingen tvivl om, at hun bestemt har potentiale til noget større og bedre end dette. Det kræver dog en noget mere kritisk hånd, hvad angår udvælgelsen af materialet, og ligeledes en større trang til at eksperimentere, både med sangskrivningen – der lidt for ofte sætter sig fast i balladeterritorium med monotoni som bivirkning – og med instrumenteringen, der ofte bliver en smule for snæver og uinspireret.

★★★☆☆☆

Deltag i debat