Artikler

2006 – et mp3-tilbageblik

Vi kan skrive nok så meget, men uden musikken er der intet. Så efter at have stemt og skrevet om årets bedste plader, er det på tide at pege på nogle af årets stærkeste sange – vel at mærke med direkte adgang til download. Vi har samlet 15 numre på denne 2006-compilation – og lavet et fint lille cover til.

(29.12.06)Det er de færreste, der ved det, men Undertoner var om ikke millimeter, så i hvert fald centimeter fra at vinde auktionen om dén landsdækkende radiokanal, som TV 2 endte med at købe.

Hvis ikke lige vores taxa havde været forsinket, og hvis der var nogen, der havde fortalt os, hvor auktionen egentlig foregik, og hvis vi i øvrigt havde haft lidt mere end 100 kroner på kontoen, var kanalen med statsgaranti blevet vores.

I så fald havde Jens Rohde stadig siddet, hvor han engang sad, og TV 2 havde måske valgt at købe en helikopter eller to mere til deres nyhedskanal. Og nå-ja, så havde vi også haft muligheden for at spille al den gode musik for jer i stedet for at skrive om den.

Men mens vi venter på, at Kulturministeriet opdager fejlen og lader auktionen gå om (gør det bare, Brian – nu har vi mindst 150 kr. at byde), må vi nøjes med at samle gode links sammen til jer læsere. Og hvad er mere oplagt end at gøre den slags her ved årsskiftet?
Ergo er her 16 af de stærkeste sange fra 2006, klar-parat-start til download. Nedenunder ligger der tilmed et cover, som det burde være en smal sag at få printet ud. Når det er gjort, papiret er klippet til, og den brændte cd så er hørt grundigt igennem, kan opsamlingen arkiveres og hives frem, når børn og børnebørn engang spørger, hvordan 2006 egentlig lød.

Trackliste:
1. Yo La Tengo: Pass the Hatchet, I Think I’m Goodkind
2. The Black Angels: The First Vietnamese War
3. Mission of Burma: 2wice
4. [ingenting]: Punkdrömmar
5. Someone Still Loves You Boriz Yeltsin: Oregon Girl
6. Danielson: Ships
7. Camera Obscura: Let’s Get Out of This Country
8. Belle and Sebastian: Another Sunny Day
9. Grizzly Bear: On a Neck, on a Spit
10. Cat Power: The Greatest
11. Under Byen: Samme stof som stof
12. Aloha: Your Eyes
13. Casiotone for the Painfully Alone: Young Shields
14. The Radio Dept.: The Worst Taste in Music
15. Jab Mica och El: Biohjelm Lightspeed
16. Matmos: Roses and Teeth for Ludwig Wittgenstein

Samtlige filer på compilationen er lovlige og befinder sig hos de pågældende kunstnere, deres pladeselskab eller pr-firmaer, der samarbejder med pladeselskabet. Alle rettigheder forbliver hos kunstnerne og pladeselskaberne, og enhver udnyttelse i kommercielt øjemed er illegal.

Deltag i debat