Plader

31Knots: ep:Polemics

31Knots har en forkærlighed for mathrock og progrock, som de lader sammensmelte til sange, der vil en frygtelig masse på én gang. ep:Polemics er et mellemspil, mens vi venter på den næste fuldlængde – og den belyser bandets styrker og svagheder.

Der er noget appellerende ved 31Knots, som får mig til at vende tilbage til bandet igen og igen, efter atjeg første gang hørte dem i 2002 i forbindelse med deres første plade A Word Is Also a Picture of a Word. 31Knots er et af de bands, der nægter at lader sig putte i kasser. De bevæger sig i grænselandet mellem indie-, prog- og mathrock uden helt at forfalde til nogle af delene. Sange bygges op med stor opfindsomhed og rummer ganske givet masser af skift og varierende stykker.

ep:Polemics er 31Knots’ intermezzo-ep, som fans kan tygge på, mens de venter på bandets næste fuldlængde, som i skrivende stund er ved at blive indspillet. På ep:Polemics fortsætter 31Knots deres turen ud i progressiv rock med komplekse rytmer, guitarakrobatik og melodier, der søger ud mod alle afkroge. Bløde lyde skyller ind mod højlydte guitarer og råbende vokaler uden nogen egentlig bemærkelsesværdig overgang. Musikken flyder som en vandstrøm, der tager fart på turen mod vandfaldet, indtil den gradvist bliver til en rasende lyd- og energieksplosion, som den vælter ud over skrænten.

Og alligevel udebliver tilfredsheden. Alligevel forbliver forbeholdet. Igen mangler den endelige forløsning af et stort talent.
Hvad der er 31Knots styrke, viser sig nemlig også at være deres svaghed. Hvad der i et moment forekommer som leg og udfordring, står i sidste ende som mangel på fokus. De evigt skiftende stykker og legen med kompleksitet i sangene passerer for det indre øje som liv i revy, og man når at fornemme at masse suse forbi, men får aldrig chancen for at kunne fordybe sig i et moment, før det er forsvundet.

Introen til ep:Polemics, som ganske passende hedder “Sounding Our Uncertainty”, rummer en mystik og et virvar, der er tilstrækkeligt tillokkende til at hive lytteren ind. Et mandekor besynger en mystik, som bryder lydharmonien med en helt kortvarig skrigende støj, der følges på vej af en ulmende summen – som den evindelige baggrundsbrumlen, man kender fra David Lynchs Eraserhead. 49 sekunder og så er vi videre.

ep:Polemics har navn fra det tekstlige tema i sangene, som repræsenterer diskussioner med parters forskellige synspunkter. Polemikken belyser således også denne flyvske forskelligartethed, som alle sange – både for sig og hinanden imellem – er i kast med.
Det er fint illustreret i “Black Ship Auction”, som indledningsvis lyder som en gudsfrygtig salme, der efterfølgende forvandler sig til en calypso-præget sag i heftig flirt med The Mars Volta. Jo tak, det lyder som noget af en mundfuld.

Bedst bliver det i “Sedition’s Wish”, som lader post-hardcore-guitarer slås med sangmelodier som taget ud af Karates bagkatalog tilsat Cursive-støj. Sammen med “Vanish” er det ep’ens nemmest tilgængelige nummer. De viser styrken i 31Knots’ melodimateriale, som bandet bør lade udfolde i langt højere grad og lade kompleksiteterne være et underliggende supplement fremfor helt at skulle bære overtage sangene.

Når det er bedst, fryder man sig over 31Knots’ kvaliteter, for de gemmer på et talent, som kan afføde fantastiske sange. At disse sange nærmest hører sjældenhederne til og gemmer sig blandt langt mere banale og middelmådige af slagsen på bandets udspil, er en skam. Men håbet for bandet lyser endnu hos denne anmelder, som stadig venter på den helt igennem fremragende plade fra 31Knots. Som det ser ud nu, må man nøjes med enkelte lyspunkter i mørket.

★★★½☆☆

Deltag i debat