Klassikeren

Ballet Mécanique: The Icecold Waters of the Egocentric Calculation – prætentiøst og grænseoverskridende

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Ballet Mécaniques debutalbum er et af den danske rockhistories mest ambitiøse værker – på én gang ekstremt tidstypisk for de tidligere 80’ere og frigjort fra tid og sted.

Ballet Mécanique, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, CBS, 1981

Ballet Mécanique- The Icecold Waters of the Egocentric Calculation Denne måneds klassiker hører til i de dystre start-80’ere, hvor en lille del af den danske musikscene for alvor havde fået taget tidens internationale trend om ny- og opbrud til sig. Og Ballet Mécanique havde fra starten nogle klare ambitioner om nyfortolkning af grænserne for rockmusikken.

Alene titlen The Icecold Waters of the Egocentric Calculation sender nogle helt klare signaler om, hvilket ambitionsniveau, der bliver lagt for dagen. Ballet Mécanique var Danmarks første introduktion til Martin Hall, der på mange måder har været en central figur på den danske musikscene siden da, selv om den brede befolkning næppe er vidende om det. De Martin Hall-plader (læs: Hanne Boel-plader), som hr. og fru Danmark har i reolen, er det nok de færreste, der har købt på grund af Martin Hall. Hall har altid bevæget sig inden for den ekstremt prætentiøse del af musikkens kunstneriske dimension, men har, som Hanne Boel-samarbejderne vidner om, aldrig været bange for også at bevæge sig uden for den snævre inderkreds.

Postpunk i kompromisernes tid
De sidste par år har der været et ekstremt stort fokus på den musik, der fulgte i kølvandet i punken i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne, men sjovt nok har det ikke affødt den helt store interesse for den danske musikscene i samme periode. Det kan faktisk undre, da Danmark faktisk var leveringsdygtige i indtil flere bands fra den tid, der sagtens kan måle sig i international sammenhæng.

Her tænker jeg på Sort Sol og Kliché, men også de langt mere ukendte Ballet Mécanique kunne godt tåle mere opmærksomhed. Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at påstå, at en plade som The Icecold Waters of the Egocentric Calculation ikke får ret mange klokker til at ringe hos den brede befolkning. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at pladen er en enestående plade, der fortjener en helt særlig plads som klassiker i den danske rockhistorie.

Men hvorfor gør den så det? Først og fremmest, fordi den på godt og ondt er en af de mest gennemførte og kompromisløse plader, der er udsendt af en dansk gruppe, og den fortjener især klassikerstatus for det at være netop kompromisløs i en periode, hvor dét ellers absolut ikke var almindeligt for en dansk plade.

Oprør mod fortiden
Hvis man skal forstå betydningen af The Icecold Waters of the Egocentric Calculation (og punk- og postpunk-scenen i det hele taget), er det værd at bruge lidt tid på at sætte sig ind i, hvordan det danske musiklandskab så ud på daværende tidspunkt. Ud over Gasolin, der nåede ud i hver en afkrog af landet, var scenen præget af hele hippiebølgen af velmenende rockorkestre, for hvem de politiske budskaber betød mere end det at lave musik af høj kvalitet. Når man dertil lægger, at perioden mod slutningen af 70’erne så småt var ved at være præget af det ene mere velpolerede funk-rock-orkester efter det andet, der var begyndt at indvarsle danskrockens glansperiode i 80’erne, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at eksperimenterende og grænsesøgende orkestre, der oven i købet sang på engelsk, var noget af en nyskabelse.

The Icecold Waters of the Egocentric Calculation er på godt og ondt et produkt af Martin Halls ekstremt store ambitionsniveau, der her viser sig som tydeligt veludviklet, selv om han stadig kun var teenager. Men når det er sagt, er denne debutplade også et godt eksempel på, at produktet af Martin Halls ambitioner ikke altid kan leve op til intentionerne – efter min mening et gennemgående fænomen i Martin Halls karriere. Det kan dog ikke ændre ved, at pladen er glimrende, og mange steder grænsende til det fremragende, men indimellem sidder man tilbage med fornemmelsen af, at konceptet er bedre end den musik, der rent faktisk er indspillet. Men det er også dét, der gør pladen så speciel: Der lefles på ingen måde for noget eller nogen.

Promotion anno 1981

Promotion anno 1981

Tilbage til musikken
Trioen Ballet Mécanique havde sine rødder i punkscenen, men på debutalbummet er der ikke meget af punkens oprindelige energi og aggressive vildskab tilbage. Til gengæld er pladen lyden af en langt mere eksperimenterende postpunk, hvor man ikke gennem ukontrollabel larm, men gennem abstrakte og indimellem støjende lydlandskaber udvidede grænserne for datidens rockmusik.

Den form for musik er for den moderne lytter med interesse for undergrundsmusik en hverdagssag, men dengang lå den slags langt væk fra den gængse rockmusik. Og selv om tidens strømninger internationalt set allerede i et par år var gået i den retning, var det ikke noget, der havde smittet af på Danmark – bortset fra et lille indspist rockmiljø.

Mange af numrene fremstår mere som en slags lydskulpturer end egentlige sange med vers og omkvæd. Der er også mere ligefremme numre som åbningsnummeret “An Attempt of Interruption”, men essensen af pladen er de langt mere abstrakte lydforløb. De sidste par års store inspiration fra postpunk-scenen har især fokuseret på den mere dansable eller funk-orienterede gren, hvor især samspillet mellem bas og trommer har været i fokus, men den oprindelige postpunk scene var meget mere end det.

Pladen starter næsten som en slags remixet jazz-plade med klaver og trommer, inden en dyster basgang sætter ind, og kort efter får Martin Halls dybe vokal det til at lyde, som om verden er ved at gå under, og minder om, at Ian Curtis bestemt ikke levede forgæves. I “Lied” danner dommedagstrommer og en næsten langstrakt guitarflade bund for selve clouet i nummeret: en skinger violin, der spiller et repeterende tema. Nummeret er et godt eksempel på medrivende musik, der er løsrevet fra den traditionelle rock-skabelon.

Ballet Mécanique i Odd Fellow Palæet 1981, foto: martinhall.com

Ballet Mécanique i Odd Fellow Palæet 1981, foto: martinhall.com

Afslutningsnummeret “Veins”, der igen er ude i den mere svævende ende af det musikalske spektrum, er i sig selv helt specielt. Det syv minutter lange nummer starter helt stille og ultra-dystert med en vokal, der på en gang lyder helt afklaret og totalt desperat – på vej ud over afgrunden. Musikken er helt skruet ned i tempo, og violinen lægger en meget urovækkende kulisse, (strygere er i den her sammenhæng meget langt fra den pæne og velpolerede måde, de ofte bruges på i moderne rockmusik).

Men bedst som man som lytter er lukket ind i det dystre musikalske univers flås tankerne væk med guitarlarm og rigtig punkintensitet, og pladen afsluttes med, at gruppen bringer musikken tilbage til den form for punk, der satte hele musikrevolutionen i gang et halvt årti inden pladens udgivelse. Fremhæves skal også “Leathern”. Guitaren er her stemt helt ned og kan lede tankerne hen på Black Sabbath, men trods den tunge guitarlyd og de hårde trommeslag, virker stemningen i nummeret som om, at tempoet er trukket helt ud. En fantastisk virkning, der blandt andet skyldes brugen af en næsten ambient og minimalistisk klaverfigur, der står som en stærk kontrast til den tunge underlægning.

Men pladen har også sine mindre stærke øjeblikke. Et af dem er den sidste del af “Poem”, der ellers starter forrygende, men i de sidste par minutter går vokalen helt galt i byen. Der er tale om en ordløs »la lo le la«-vokal, men i stedet for at virke teatralsk kommer det til at lyde alt for meget af en blanding af stemmeopvarmning og et gymnasiemusikhold, der spiller musical. Det er alt for ligegyldigt. Ligegyldig i den store sammenhæng er også “Threads”, der trods sin jungletromme-lyd fremstår underligt uengageret sammenlignet med pladens øvrige kompositioner, hvormed det kommer til at fremstå mest som et mellemspil inden afslutningsnummeret.

Teatralsk vokal
Men størstedelen af The Icecold Waters of the Egocentric Calculation er særdeles lytteværdig, og ambitionsniveauet indfries for det meste. Det skyldes blandt andet Martin Halls vokal, der måske ikke er teknisk stor, men til gengæld er den virkningsfuld. Han synger ofte ikke specielt “naturligt”, men stræber enten efter det helt dybe eller det højstemte, og det er virkningsfuldt og hjælper med at fuldende udtrykket og at få musikken til at lyde endnu mere teatralsk. Det hjælper også, at han stort set gennem hele pladen lyder ekstremt nærværende, og det suger virkeligt lytteren ind i musikken.

På sin vis kan man trække en parallel til et nyt navn som Anthony and the Johnsons, der efter min mening har mindst lige så meget musikalsk slægtskab med Ballet Mécanique som de fleste af de grupper, der kategoriseres i den nye postpunkbølge. For mig at se er det helt essentielle i det musikalske udtryk på The Icecold Waters of the Egocentric Calculation nemlig musikkens teatralske virkning. Det er musik, der er skabt til hovedet frem for til kroppen, og på sin vis vendte musikken med den gren af postpunken dermed tilbage til noget af det, som den oprindelige punk egentlig var et oprør imod – nemlig den ekstremt ambitiøse prog-rock. Forskellen var bare, at det centrale ikke længere var den tekniske kunnen, men derimod selve udtrykket og iscenesættelsen.

Nu tilgængelig for alle rockarkæologer
The Icecold Waters of the Egocentric Calculation er på mange måder et billede på sin tid, men kan man så bruge den til noget i dag, hvis man ikke har oplevet punken på sin egen krop? Svaret er bestemt ja. Selv om albummet har visse svage punkter, så er det en plade, der både indfanger og er indfanget i en bestemt tid, men det er samtidig også en plade, der er så gennemført, at klicheen tidløs bliver nærliggende at bruge.

Albummet er nu endelig udkommet på cd. Det er sket i form af en meget lækker dobbelt-cd med et gennemført cover, masser af bonusmateriale og et informativt og velskrevet essay i bookletten. Det er første gang, at jeg ser en så fornem dansk genudgivelse, der lever op til den behandling, der efterhånden gives til de fleste udenlandske plader, der har bare en lille ansats til klassikerstatus. Bonusnumrene ligger på en separat cd, hvilket burde være en standard-fremgangsmåde, så man kan nyde det oprindelige værk i sin helhed, uden at der kommer ligegyldige outtakes, liveudgaver eller lignende efter de oprindelige numre.

Bonusmaterialet på denne udgivelse er klart mest interessant set ud fra en rockarkæologisk synsvinkel. Blandt de mere kuriøse indslag er et interview med Martin Hall fra Roskilde Festival anno 1982. Det viser, at han allerede dengang havde et helt særligt talent for iscenesætte sig selv og adskille sig fra den gennemsnitlige rocksanger, hvilket også høres i en sekvens fra Ballet Mécaniques afskedskoncert, hvor Martin Hall oplæser en opløsningsdeklaration – og ret meget mere prætentiøst bliver det vel ikke?

Ellers består ekstramaterialet primært af liveudgaver af albummets sange og nogle stykker, der ikke fandt vej til albummet. Selv om lyden gennemgående er ret dårlig, giver det et indtryk af, hvordan tidens lyd var til punkkoncerterne i København. Det giver samtidig indtryk af, at musikken til koncerterne var ret så kaotisk, og musikken er langt mere rå end i studieudgaverne. Ja, “Terminal Memory” er nærmest ved at drukne helt i et støjinferno.

Men når man har hørt bonusmaterialet et par gange, er der dog ingen tvivl om, at det er selve albummet, der står tilbage som det centrale. Et album, der fortjener at have status som klassiker i den danske musikhistorie.

Trackliste:
1. An Attempt of Interruption
2. Poem
3. Sweetened
4. Lied
5. Theory
6. Ism
7. Leathern
8. Threads
9. Veins

Bonustracks:
1. An Attempt of Interruption
2. Idolized Values
3. Somatic Verb
4. Ism
5. Theory
6. Terminal Memory
7. Veins
8. Publikum
9. De Vere Gardens
10. P3 indslag om Ballet Mécanique på Roskilde Festival 1981
11. Intellectual Self Mutilation
12. Opløsningsdeklaration

Deltag i debat