Plader

The Blood Brothers: Young Machetes

Du kender sikkert paradokset: Du elsker alle de instrumentale dele, men du hader sangeren. Velkommen til The Blood Brothers – universet for den modstridende musik. The Blood Brothers er ikke indierock, ej heller hardcore, men forsøger at lande et sted i midten.

The Blood Brothers har haft et perfekt tilløb til at opbygge en stærk karriere. I perioden 2002-2003 havde bandet heftig omgang med en særegen hardcore/screamo-fusion, der appellerede langt bredere, end disse hårdtslående genrer ellers magter. De amerikanske collegeradioer tog bandet til sig, udsolgte koncerter var nærmest hverdag, og alt gik over al forventning. Selv de store selskaber begyndte at folde ørerne ud, og med 2004-pladen Crimes befandt The Blood Brothers sig pludselig i stalden hos V2. Crimes var på flere måder et vendepunkt for bandet, som forsøgte sig med øget fokus på melodi. Ikke et tosset valg, og man kunne håbe, at de ville gå videre med det på den nye plade, Young Machetes. Men det gør de åbenbart ikke helt…

Uanset om de forsøger at være tilgængelige eller decideret utilnærmelige, tilbagelænede eller intense, ender The Blood Brothers ofte med at lyde som en gruppe unge, der får hældt glasskår i øjnene. De starter og stopper og skifter tempo uden hensyn til éns nakkemuskler, og så ved de ikke helt, hvornår de skal stoppe.

The Blood Brothers synes nu at kæmpe med egen identitet og musikalske ståsted. På Young Machetes træder de et skridt tilbage og forsøger at inkorporere nogle af de dynamiske start/stop-post-hardcore-elementer fra Burn Piano Island, Burn, som var den plade, bandet i første omgang fik deres major label-pladekontrakt på baggrund af.

Young Machetes gør en stor indsats for at stramme op på Blood Brothers’ lydsignatur (Guy Picciotto fra Fugazi har igen markeret sig som en fantastisk producer). Foden lettes en smule fra speederen, og bandet udelader mange af de epileptiske energianfald, der var allestedsnærværende på de første udgivelser. På Young Machetes bruges guitarerne som instrumenter frem for som slagvåben og issyle, og arrangementerne åbnes, så Johnny Whitneys orgler kan få plads i lydbilledet som et sidestillet instrument fremfor blot at smide tilfældige lyde ind i virvaret. Bandet søger mod langsommere tempi, mere struktureret sangskrivning og dybde – i særdeleshed på pladens sidste tredjedel.

I centrum står stadig de to duellerende vokaler fra Johnny Whitney og Jordan Blilie – og her strammer tingene til. For hvad nu, hvis man direkte afskyr vokalarbejdet, som tilfældet her er med især Johnny Whitney? Whitneys spidse hyl/skrig skærer hul i trommehinden på en måde, som kun de færreste kan udholde, og det er fantastisk uheldigt, når et så fremragende åbningsnummer som “Set Fire to the Face on Fire” ellers rammer plet.

Singleudspillet “Laser Life” er noget af det mest groovy, denne anmelder har lagt øre til i år. Med en elektrisk Wurlitzer-intro lyder Blood Brothers pludselig som Spoon; med gyngende puls og stor vellyd kommer man pludselig i tvivl, om man lytter til det samme band … indtil Whitneys sang indtræder, og afskrækkelsen er tilbage.
Nogle gange skal man lære at lytte til musikken uden at fokusere så meget på vokalen. Og det ville jeg også mægtig gerne, men det er immervæk svært, når de højt pitchede vokaler ringer med en volumen, der komplet overdænger det aldeles fremragende instrumentale korpus.

The Blood Brothers viser hermed, at de forsøger at opgradere med, hvad de nu har i deres hænder. Det er beklageligt for mig som anmelder at skulle lægge så megen fokus på netop vokalen, men det er vitterlig et markant element, der ødelægger mere, end det gavner – især når nu alt andet peger fremad for bandet.

“Vital Beach” slipper interessante horder af guitarer løs og sætter forventningen helt i vejret, kun for at lade den falde til jords pga. Blilies nasale bjæfferi – efterfulgt af piskesmæld fra Whitneys primalskrig. “Giant Swan” tager på ekskusion med minimalistisk guitarspil og sløve rytmer – mens “Nausea Shreds Yr Head” synes at have fået lavet en låneaftale med både Yeah Yeah Yeahs, Arab on Radar og The Locust.

I sidste ende er det vokalerne, der skiller vandene. Der er absolut ingenting at udsætte på musikken, som er fremragende. Måske skal The Blood Brothers huske på, at man ikke behøver at skrige for at blive hørt. Deres melodiske udvikling peger mod langt mere spændende ting – og stod det til mig, fandt bandet en ny vokalist, men sådan er der jo så meget.

★★★★☆☆

Deltag i debat