Plader

Clinic: Visitations

Skrevet af Søren Jakobsen

Clinics fjerde album er lyden af et band, der protesterer mod sin egen stagnation. Kvartetten pumper nyt blod i alle deres hidtidige kendetegn, og musikken fremstår mere potent end før. Undertiden lyder Clinic faktisk, som The Raveonettes ville gøre, hvis Sune Wagner kom fra Helvede og ikke fra Sønderborg.

Det er alt for sjældent, man hører eksplosioner i moderne musik. Hvem har brug for stille musikterapi, subtile melodier, der antyder sorg, vrede, sult eller lystløgn, når man nu lige så godt kan smække en eksplosion ind i et hvilket som helst nummer og på den måde gøre det dobbelt så godt. Åbningsnummeret “Family” fra Liverpool-baserede Clinics nye plade afsluttes netop med en befriende motherfucker af en eksplosion. Det alarmerer, det er komplet ubegrundet – og det virker.
I det hele taget er kvartettens fjerde album, Visitations, præget af en dunkel, buldrende lyst til at komme det subtile til livs og æde det. Bandets første tre plader er båret af flere røde tråde, hvoraf de stenalder-trampende trommer og sanger Ade Blackburns sammenbidte vokal er de mest fremtrædende.

Den karakteristiske lyd gør det altid let at høre, at man lytter til Clinic, men har også medført, at bandet ikke har udviklet sig væsentligt over årene. Men på Visitations lyder det, som om Blackburn & co. har fået nok. Bandets særkende er stadig til stede, men har fået et skud napalm i kranspulsåren, hvilket klæder Clinic umådeligt godt.

Andensinglen “Harvest (Within You)” er sammen med det garagerockede åbningsnummer de bedste eksempler på det. Blackburns tænder må i hvert fald have haft brug for både kroner, retninger og kunstig emalje efter indspilningen af pladen. “Harvest (Within You)” kører et kværnende ridt, der lidt efter lidt bliver til et postpunket bæst af et nummer, som har fortjent en smuk skæbne. Hammondorgel, spøgelseskor og spontane breaks klæder uden tvivl Clinic, og viser at de har en bredere palet end som så at male med.

At træerne ikke vokser ind i himmelen, er førstesinglen “Tusk” dog et fint bevis på. Det er et over-the-top punknummer, der er sjovere, end det er specielt godt. Og meget mere er der faktisk ikke at sige om det, andet end at enhver sejr kræver ofre.

For albummet er absolut en sejr for Clinic. Den nærmest morderiske produktion får bandet til at virke mere vitalt end nogensinde før, og ofte svæver The Jesus and Mary Chains fortabte sjæl over numrene. Vel at mærke et JAMC, der har fået en humoristisk sans. Pladen byder både på Batman-bas, førnævnte spøgelseskor, lyden af en sav (der saver!) og et nummer, der hedder “Children of Kellogg”.
Visitations bliver ved og ved med at udvide sig i utallige retninger, der på trods af numrenes korte varighed ikke byder på deciderede fejlskud. Blot pudsigheder.

Man kan ikke sige, at Clinic har genopfundet sig selv. Dertil er pladen ikke sammenhængende eller revolutionerende nok. Men de har formået at få lagt nyt græs på den musikalske græsplæne og igen bragt sig i spil som et af de mest væsentlige bands fra Liverpool lige nu. Og man må ikke tage fejl. Langt hen ad vejen er der faktisk tale om pop, der bør behandles som pop og ikke så skrækkeligt meget andet. Det er bare ond pop.

★★★★½☆

Deltag i debat