Plader

Dirty Faces: Get Right With God

Skrevet af Filip Granlie

Pittsburgh, Pennsylvania, melder intet nyt under solen. Antinyheden er beskidt fuldemands-rock’n’roll, der udløser piskesmæld i form af både nåja-genkendende nik, århja-anerkendende nik og almindelige yeah-nik. Intet nyt er gerne kedeligt nyt, men hér er det også udmærket nyt.

Dirty Faces er udgivet af blåstempel-selskabet Jagjaguwars underselskab Brah og spiller notorisk beskidt og konsekvent punk-rock’n’roll. De balancerer nogenlunde dygtigt på grænsen til det pisseirriterende. Indimellem tipper de nemlig over, og i grænselandets fristelser handler de aktier, som de omsætter til hæs skrigvokal og venstrehåndsarbejde. Den tobakssvedne slaskerock er dog samtidig pladens styrke. Flere steder hører man en svimmel sammensmeltning af eksempelvis stenet Rolling Stones, et travlt Mark Lanegan Band og pladeselskabsbrødrene i Black Mountain. Alle synes at have sat en tydelig autokradser på Get Right With God.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, og det står hurtigt klart, at Dirty Faces i modsætning til ynglingene i Sugababes ikke er Angels With Dirty Faces. Det her er grimt fra første øjeblik, udenpå og indeni.
Der er skidt på hænderne lige fra allerførste sang, “Dead Man’s Boots”, som begynder med et tekstmæssigt bluestema om at stå op om morgenen og arbejde hårdt. Hvis Charles Bukowski var et band, ville det lyde sådan her, og forsanger T. Glitter samtykker: »’cause I’m a jerk.« Men det er kun kvik opvarmning, og pladen starter for alvor med “Somnambulist’s Vacation”. Det er en grel, stinkende og præcis punkrock-sang med det mundrette omkvæd: »Run away! Run away! Run away! Run! (gange x)«

Der er nemlig noget at stikke af fra, for Dirty Faces er bedst, når de skruer lidt ned for larmen og tempoet. Det er tydeligt i “Like a Thief”, som er pladens bedste sang. Vildskaben er tæmmet, men eksisterer mærkbart under slacker-stemningen. Det lugter af over-underskud og sejhed. Omkvædet er en musikalsk ekskursion til England; koret er som klemt ud af en bums på Rolling Stones, og det er fremført med en skødesløshed af Shaun Ryderske dimensioner, der i øvrigt videreføres i et gæstevokalvers. Det er tungt og appetitvækkende. Det er foie gras-rock’n’roll.

“Watching the War From Above” er slæbende, hårdhudet rock med bluesstemning. Et simpelt, klart defineret saloon-klaver arbejder sig igennem sangen og giver en fin, underbyggende kontrast til distortion-vokal og ørkenguitar. Også “Slow Train” udmærker sig med en næsten reaktionær drøjhed.
I den anden grøft ligger “Punkin Pie” som en velfungerende rapfodet sang. Den er god, men afslører samtidig Dirty Faces’ begrænsede muligheder. De spiller ikke rigtig på flere end to heste: Den hurtige, skamskudte krigskrikke og den seje, slidte arbejdspruhest.

En ekstra feature ved Get Right With God er dog sammenhængen mellem sjette og tolvte sang. “… Along (Again)” fader ind, hvor “Push It… (Begin)” fadede ud. Den berusede lytter, der kender pladen, men lider under fuldskabens korttidshukommelse, vil ved lp’ens begge siders sidste sang ikke huske, om han er kommet til side a eller b, og pladen vil således blive vendt og vendt i en uendelig rock’n’roll-rus. Det er i øvrigt lidt ærgerligt, at denne sang får så meget plads, for den er faktisk ikke rigtigt noget ved. Intentionen er god med fart og smadder. Det rykker, men det drukner i intentionen selv, så sangen selv ikke får lov at være til stede.

Get Right With God fungerer fint, men den savner at ville mere end bare at være en udgivelse. Det er klart, at Dirty Faces ikke er alkymistiske kunstnere, det forlanger vist ingen, og pladen er bestemt lytteværdig, men det er ikke rigtigt nok. Helheden mangler finesse, og selv om grimheden er pladens vellykkede æstetik, giver det ikke tilstrækkelig mening. Det er hovedløst og irrationelt som rusen, og … nåja, jeg er også selv fuld i ny og næ.

★★★★☆☆

Deltag i debat