Anbefalet

Julegaver

Hvad er bedre end at forære plader, man selv elsker, til andre? Og hvad er værre end at have på fornemmelsen, at modtageren ikke er modtagelig for den vidunderlige musik. Vi forsøger at give en bunke tips til, hvordan du blødgør selv de mest stivsindede familiemedlemmer. (15.12.06)Det er juleaften. Juleanden og rødkålen er fortæret i mere end sunde mængder, og den første familiekrise, hvor klanens yngste medlemmer var ved at komme i totterne på hinanden på grund af mandlen i ris a la manden, er afværget.

Nu sidder I spredt omkring juletræet i stuens bløde møbler. Og den næste krise er på vej. Gaverne skal deles ud af din far, som har klædt sig ud som julemand. Dine tre små kusiner skændes om at få den første pakke, men du er mindst lige så nervøs som dem.

For i år har du bestemt dig for, at alle i familien skal have en cd med noget musik, de ikke kender. Derfor er du spændt på reaktionerne fra familien. Du frygter, at pladerne ryger direkte på hylden – men heldigvis har du forberedt tre taler, som måske kan overtale 1) din røvballerock-far 2) din goth/emo-søster og 3) din techno-fætter til at give deres gaver et forsøg.

Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.


Jakob Lisbjerg


Destroyer: Destroyer’s Rubies (2006)

Kære far. I dine ører lyder Destroyer måske ikke som Henning Stærk. Men lyt lige igen. Daniel Bejar er en af USA’s fremmeste sangskrivere. Hvis du lytter efter, kan du høre inspirationen fra Bob Dylan et sted. Det lange åbningsnummer tager måske pusten fra dig, men spring lidt længere hen på albummet og nyd, hvordan rock blandes med pop – og endda med tekster, som er fremragende at lytte til. Jeg ved, du ikke er til poesi, men vil du ikke forsøge at give Bejar en chance?


Golden Boy with Miss Kittin: Or (2002)

Kære fætter. Jeg ved, du kan lide at danse til elektronisk, pumpende musik, der bygger op mod et klimaks, hvor du kan stå og plukke æbler. Dette album er en blidere udgave, der hverken er helt så pumpende eller helt så crescendo-søgende, som du er vant til. Men der er både tempo og melodi nok til, at du kan danse. Med hjælp fra franske Miss Kitten er der gode hits som “1234” og “Rippin Kittin”. Dans lidt til det – og se, om du ikke godt kan lide det.


Karate: The Bed Is In The Ocean (1998)

Kære søster. Jeg ved, du har skamredet det nyeste Panic! At the Disco-album hele december, men vidste du, at emo-rock slet ikke er en ny opfindelse? Karate er måske ikke den mest åbenbare reference til emo, men der er på bandets tredje album alligevel følelsesmæssige hints i teksterne. Musikken er en smule mere tilbagelænet, nogle vil sige jazzet, men har stadig en rå kant, som du forhåbentlig vil finde interessant.


Lasse Dahl Langbak


Royal Trux: Veterans of Disorder (1999)

Kære far. Royal Trux er inspireret af god gammeldaws rock. Især Rolling Stones, som du jo ejer alt med. Faktisk har det ene medlem af duoen, Neil Hagerty, genindspillet hele Exile on Main Street i bandet Pussy Galore. Men som du kan se bag på pladen, er han og Jennifer Herrema temmelig langt ude i tovene. Og det kan høres på pladen, der ikke byder på bluesrock i klassisk forstand, men derimod møgbeskidt smadderrock med stærke tobaksvokaler.


Radio 4: Gotham! (2001)

Kære fætter. Når du gi’r den gas og skaber dig Bacardi Breezer-tosset, er det til tonerne af det, jeg vil kalde tysk tonser-techno. Selv om Radio 4 er gennemvædet af elektroniske toner, har det intet med techno at gøre. Det er derimod en yderst dansevenlig, funkinspireret punkrock, der – sammen med LCD Soundstation og Rapture – var det hotteste hotte i New York for nogle år siden. Det er ikke længere det nye disco, men det bør stadig sætte kog i enhver fest. Også i Nørre Uttrup.


Silverbullit: Arclight (2004)

Kære søster. Du ønskede dig My Chemical Romance og det nye Tekken, ikke? Arclight er godt nok ikke teatralsk og pompøs, men det må være det perfekte soundtrack til en smådepressiv teenagers liv. Det er en dyster plade med en massiv lyd, der det ene øjeblik er aggressiv, det næste hypnotisk. Du kan derfor både komme af med noget vrede og lade dine tanker flyve. Tekken? Nå, ja computerspils-agtig synth er en væsentlig del af Silverbullits dystre lydbillede.


Astrid Kirstine Dynesen


V/A: Hedwig and the Angry Inch – Original Motion Picture Soundtrack (2001)

Kære far. Lad dig nu ikke skræmme for tidligt af det transseksuelle musicaltema og det faktum, at jeg forærer dig et soundtrack til en film, du aldrig har set. På trods af at pladen er produceret i det 21. århundrede, er det en suveræn og original skive spækket med energiske og klassiske numre, der til sammenligning får Bossen til at ligne vor tids fordrukne, fedladne Elvis. Et uundværligt og ærligt kunststykke, som en rockelsker som dig burde give en chance.


Bush: Reconstructed (1997)

Kære fætter. Du tænker nok: “hvad dælen kan en rockplade gøre for mine Buffalo-sko?” Men stop en halv, for selv om Deconstructed byder på det gode fra to verdener, er dette mere en pulserende, elektronisk opdagelsesrejse end noget andet. 11 dj’s har plukket hver deres nummer ud af Bushs hårde rock-repetoire, revet dem fra hinanden, pillet et par stumper op og flettet dem ind i deres egne, maskinelle synth-fortolkninger – og resultatet er både medrivende, dansabelt og originalerne værdigt.


The Divine Comedy: A Short Album About Love (1997)

Kære søster. Dette er ikke et halloween-kostume, men det er næsten ligeså godt. A Short Album About Love er nemlig pompøst og storladent på ydersiden, men lad dig ikke narre af de melodiøse og akkordspækkede kompositioner. Under det glatte lag gemmer Neil Hannon nemlig et ulmende univers af sortsynet lyrik, og med numre som “In Pursuit of Happiness” og “If I Were” er der garanti for, at denne plade ikke vil skuffe dig, hvad angår musikalske, emotionelle rutsjeture.

Deltag i debat