Plader

Ladyfinger (ne): Heavy Hands

Et mislykket forsøg fra pladeselskabet Saddle Creek på at levere interessant emorock. Melodierne er stærkt forglemmelige, og materialet flyder sammen til en middelmådig suppedas. Om igen.

Aftenmørket har lagt sig over Omaha, Nebraska, men inde hos pladeselskabet Saddle Creek er lyset stadig tændt. Direktøren har indkaldt selskabets A&R-mand for at høre om hans seneste fund, Ladyfinger (ne).

Direktør: Ok, vi har brug for noget frisk blod, så vi kan erobre musikbladenes forsider igen. Lad mig høre, hvilke morgendagens stjerner du har fundet frem til.

A&R-mand: Jeg har tænkt meget over, hvad det er for en lyd, vi er ude efter for tiden. Det lader til, at den der post-postpunk-bølge er ved at have lagt sig, så den vej skal vi ikke gå. Folk-inspirationerne er stadig oppe i tiden, men det klarer Bright Eyes i dén grad for os. Nej, jeg tænker rock. Vi har haft Beep Beep og Criteria, men ingen af dem formåede rigtig at løfte opgaven, og nu hvor Tim Kashers to projekter Cursive og The Good Life er begyndt at nærme sig hinanden mere og mere, og ingen af dem sådan rigtig gider at rocke mere, så skal vi da have et decideret rockband.

Direktør: Rock?! Er det ikke sådan lidt old-school?

A&R-mand: Lige netop! Retromoden har sgu’ altid været in. Den fokuserer sådan skiftevist på årtierne. Tænk over det … alt fra 60’er til 80’er gik rent ind.

Direktør: Så nu skal vi måske længere tilbage i tiden?

A&R-mand: Næ, tværtimod. Vi skal længere frem.

Direktør: 90’erne?

A&R-mand: Jeps. Faktisk midt-90’erne for at være helt præcis. Jeg har fundet et band…

Direktør: Er de fra Nebraska? Det må være mindstekravet.

A&R-mand: Haha, bare rolig, det er de skam. De hedder faktisk Ladyfinger (ne), så det er ikke til at tage fejl af, hvor de er fra. Og nu skal du bare høre, hvad vi er ude i.

A&R-manden bevæger sig over til reolen, hvor han sætter en cd på anlægget. Åbningsnummeret “œSmuggler” sætter i gang med punkede akkorder og en pågående vokal.

A&R-mand: Vi kommer til at sætte dagsordenen for nutidens retro med disse gutter. De lyder, som hvis man parrer Jawbox med Jesus Lizard og Drive Like Jehu, og så har de en rockattitude, som peger i retning af Motörhead. Med alt det plastik-emo, der cirkulerer som luftbårne bakterier for tiden, bør vi da vise, at genren engang havde sjæl.

Direktør: Puha, det ved jeg ikke helt. Emo alligevel, hva’? Er det Saddle Creek-materiale?

Åbningsnummeret glider direkte over i “œWho Believes Enough,” som igen ubemærket bliver til “œSea Legs.” Direktøren viger fra A&R-mandens entusiastiske blik og kigger undslippende op mod højtalerne som for at henvende sig direkte til bandet.

Direktør: Det er da godt nok også et langt nummer, synes jeg. Og Ladyfinger… navnet lyder ikke af rock. Er det i øvrigt ikke navnet på en kage – eller er det et sexlegetøj?

A&R-mand: Hvad? Nej nej, vi er inde i tredje skæring nu. Det kører lidt i samme tempo, men det kan vi arbejde med. Det samme med navnet. Men jeg mener det skam: Ladyfi… drengene hér tager da tråden op, hvor Cursive efterlod den omkring Domestica. Det er dybtfølt og ægte emo; prøv at høre den linje her: »How much love can two hearts beat to death.«
Eller lad mig lige gå frem til “œDon’t Lose Your Shadow” [han trykker febrilsk på skip-knappen]. Den har sådan et fedt klimaks, hvor den instrumentale backing er i det røde, og sangeren er helt oppe at ringe med linjerne: »I feel you’ve given way more than you deserve / But who am I to fault the design / Of such a seasonal interest.«

Direktør: Den sang lyder som alle de andre sange. Jeg beklager, men det kan da godt være, at de tæver hårdt i trommerne og flår i strengene, men hvor er energien henne? De rører mig ikke rigtig.

A&R-mand: Og netop derfor er det, at du passer pengene, og jeg finder bandene. Jeg kan høre gnisten. Midt-90’ernes hårdrock-revolution er lige om hjørnet.

Direktør: Ja, jeg passer økonomien, og du er lige blevet ansat, så du har ikke fundet nogle bands endnu. Og jeg er ærlig talt i tvivl, om dette er værd at spytte penge i.

A&R-mand: Vent nu… skulle revolutionen udeblive, har Saddle Creek i det mindste så stor en fanbase, der køber alt, vi udgiver, så pladen i det mindste nok skal tjene sig selv hjem. Og så genbruger vi bare den indspilning, bandet har givet mig, så vi ikke skal ud og bruge penge på studietid.

Direktør: Suk! Ok da, så lad os prøve…

A&R-mand: Perfekt! Jeg har allerede et navn til pladen. Heavy Hands. Hvad siger du så? Så er man da ikke i tvivl om, at der er tale om noget hårdtslående. Bare vent til du ser anmeldelserne, chef. De kommer til at tale deres tydelige sprog om denne plade.

★★★☆☆☆

Deltag i debat