Plader

Mahogany: Connectivity!

Skrevet af Mikkel Arre

New York-oktetten Mahogany ofrer noget af debutpladens skrøbelige sfæriskhed til fordel for en massiv og ofte decideret overvældende blanding af 80’er-dream pop og neo-klassiske tendenser. Resultatet er en af årets allerbedste plader.

“Cities seem to have an effect on music, it can mean that your tempos are faster, or that you choose specific keys or time signatures, that you end up emulating the machinery around you in your music,” svarede Mahoganys hoveddrivkraft Andrew Prinz tidligere på året, da internetmagasinet Erasing Clouds spurgte ham, hvilken indflydelse den by, en musiker bor i, har på musikken.
Hans bandkollega Robert Pietrusko uddybede det: “New York City is an ideal place to romanticize one’s life. If that life includes the making of music, something about being in New York makes it feel that much more urgent and part of the lineage of forwarding American culture. It’s grandiose sure, but that’s the nature of this city– ambition and a bit of arrogance.”

Det er lige netop dér, oktetten Mahoganys andet og fremragende album, Connectivity!, befinder sig: midt i et særdeles vellykket forsøg på at få byens opskruede, malende tempo til at smelte sammen med en romantisk livsfilosofi om, at de teknologiske fremskridt kan få lov at komme alle enkeltindivider til gode.
Det er svært at gøre Andrew Prinz’ tankesæt ret meget mere konkret. Men med en lidt banal formulering kan man sige, at når Mahogany beskæftiger sig med f.eks. arkitektur, skyldes det ønsket om, at arkitekturen kan gøre menneskers liv bedre ved at skabe rum, der lægger op til gode liv. »Changing space in a mass impression / This is the way to the new connectivity!« som det hedder i “One Plus One Equals Three or More”.

Prinz’ abstrakte tekstunivers er imidlertid på ingen måde nøglen til at få noget godt ud af Connectivtity!. Tværtimod er Mahoganys noget nær sublime og unikke nyfortolkning af 80’ernes dream pop ganske let tilgængelig. Et navn som Cocteau Twins er umuligt at komme udenom, hvis man vil opremse Mahoganys inspirationskilder – og selv samme bands guitarist Robin Guthrie har co-produceret en del af pladen. Men når Mahogany ikke desto mindre er enestående, skyldes det, at gruppen på minutiøs vis blander drømme-pop-impulserne med klassiske instrumenter som celloer og spagfærdige horn samt klokkespil – og på fin vis skaber plads til alle detaljerne i et på én gang massivt og knivskarpt lydbillede.

Allerede fra åbningsnummeret, “Tesselation, Formerly Plateau One”, demonstrerer Mahogany, hvor smukt de får strygere, guitarstrenge og subtile programmeringer til at spille sammen. Mildt brusende cellostrøg baner vejen for en fyldig, monoton basgang. Klavertoner fletter sig ind mellem bassen og de tikkende trommeprogrammeringer, og oven på det hele flyder Katrina Rudmins meget lyse og let kokette vokal, der bærer et vist klassisk præg. Nummeret bølger ud og ind af voldsomme klimakser, hvor bassen og dybe klavertoner runger, mens programmeringerne lyder som en kraftigt forstærket optagelse af flaksende sommerfugle.

De næste tre numre, der alle er mere ligefremme og energiske, er mindst lige så gode. Igen er basgangene meget markante, når de driver sangene fremad i et hastigt tempo, der spejler New Yorks hurtighed. Og hele tiden finder Mahogany interessante kontraster – mellem celloen og boblende synthesizereffekter, mellem et hurtigt pumpende beat og tågede reverb-klædte vokaler fra Prinz som i “Supervitesse” – samtidig med at Rudmin og gæstevokalisten Isol (ex-Entre Ríos) lader deres himmelstræbende vokaler svæve op, op, op.

De første fire numre holder en fantastisk balance mellem dels energisk fremdrift takket være basgange og trommemaskiner og dels yndefuld udsmykning via klokkespil og tindrende vokalharmonier. Faktisk en så fantastisk balance, at det er forståeligt, at resten af pladen ikke når samme niveau. Det gør nu ikke det store, for der ligger ikke et eneste dårligt nummer og venter på én i løbet af Connectivity!. At der så gerne måtte have været et enkelt eller to decideret fængende sange på albummet, er en af de eneste anker.

Men generelt holder Mahogany altså et imponerende niveau, uanset om de spiller drømme-pop med 140 taktslag i minuttet, eller om de lægger sig på ryggen i græsset i et nummer som “Mantissa”. Sangen starter stilfærdigt, men bygger langsomt op til en slags klimaks, der godt nok er roligt i forhold til resten af pladen, men som takket være den afdæmpede optakt virker overvældende – især hvis man sammenligner med Mahoganys første plade, The Dream of a Modern Day, fra 2000, som var mere sart og sfærisk.

“Neo-Plastic Boogie-Woogie”, der er kraut-pop, som Belle & Sebastian ville spille det, markerer overgangen til pladens mørkere, lidt mere indadvendte halvdel. I “Domino Ladder Beta” rumler bassen som hos The Cure i den mest eyeliner-tunge udgave, mens cellotonerne er triste. Imidlertid bliver nummeret ikke forløst helt, hvilket er en skam, i og med at der på bonus-cd’en ligger en udgave af sangen, hvor Robin Guthries ekstra guitarflader samt en flok smældende bækkener gør “Domino Ladder Beta” fuldendt.

På bonus-cd’en er der ligeledes en ny udgave af “My Bed Is My Castle”. Det nye er, at Katrina Rudmin er blevet skiftet ud med Lucy Belle Guthrie, datter af Robin Guthrie og Cocteau Twins-sangerinden Elizabeth Fraser. Og det er næsten skræmmende, men også ganske betagende at høre, hvor meget hun lyder som sin mor, som hun lød på f.eks. Heaven or Las Vegas.

Imidlertid er det nok godt, at hun ikke synger på hele pladen, for så ville Cocteau Twins-forgabelsen nok have kammet over. Men det gør den ikke. Tværtimod har Mahogany i modsætning til mange andre dream pop- og shoegazer-inspirerede bands valgt kun at bruge fortiden som et afsæt på vejen mod et unikt, særegent udtryk, som gør Connectivity! værd at udforske rigtig, rigtig mange gange.

★★★★★½

Deltag i debat