Plader

moi Caprice: The Art of Kissing Properly

Skrevet af Mads Jensen

Det tredje udspil fra moi Caprice er længe ventet. Ikke fordi det er længe siden, at det sidste udkom – men fordi man altid forventer indiepop af høj kvalitet, når bandet går i studiet. Forventningerne bliver til fulde indfriet på The Art of Kissing Properly.

I Undertoners anmeldelse af det seneste moi Caprice-album, You Can’t Say No Forever, blev deres lyd beskrevet som “storbylængsel”. Den beskrivelse passer rigtig godt. Deres indiepop er melankolsk og meget drømmende, hvilket teksterne matcher.

Musikken passer perfekt til en spadseretur gennem en tusmørkeomfavnet storby i efteråret. moi Caprice drømmer om kærlighed, om højt til loftet og først og fremmest om noget andet. Kærligheden har det ikke godt på The Art of Kissing Properly, men håbet om den lever. Det er en trist, men alligevel behagelig plade, som man har svært ved at få nok af.

Vokalen smyger sig behageligt langs instrumenterne og fungerer på den måde selv som et sådant. Michael Møllers vokal er en fornøjelse at lytte til, og den er gennemsyret af samme længsel som musikken og teksterne. I princippet kunne man altså sagtens nyde pladen, uden at teksterne var noget synderligt. Verdens mysterier opklares da heller ikke undervejs, men det er nærværende tekster, der længes – længes efter kærlighed.

Og netop kærlighedeen er, som titlen antyder, temaet for albummet. Det handler om et forhold, hvor parret glider fra hinanden, og det handler om at ønske, at man kunne tage sig sammen til at prøve at få fat i pigen, man er forelsket i.
Det sidste gør sig f.eks. gældende i “For Once in Your Life Try to Fight for Something You Believe In”, som der også synges i sangen. Titlen refererer til den stemme, der fortæller én, at man skal prøve lykken, om det så brister eller bærer. Eller rettere: Man prøver ikke, selv om man ved, man bør. Melodien understreger vemodet.

Musikken er behagelig, men nærværende og involverende drømme-pop. Numrene flyder sammen til en helhed, hvilket på nogle udgivelser betyder, at pladen bliver kedelig i længden. moi Caprice har imidlertid succes med at skabe et univers, man blot vil længere ind i.
Hvis man lægger sig på sofaen for at lytte til The Art of Kissing Properly, kan man godt døse hen, men det er ikke, fordi musikken er kedelig. Den er bare så sfærisk, at den får lytteren til at slappe af og giver tankerne frit løb. Derfor kan man godt risikere, at man småsover, når pladen er slut – men man drømmer sødt.

Lyden på albummet minder en del om de tidligere udgivelser. Den fejlede heller ikke noget, så der er naturligvis ingen grund til at ændre for meget på den. Her virker den dog mere helstøbt. Lyden er mere konsekvent hele albummet igennem, og det klæder det.

På den måde lykkes det på The Art of Kissing Properly at få teksterne til at gå op i en højere enhed med vokal og musik. Det hele smeltes sammen til en smuk og melankolsk drømme-indiepop-udgivelse. Selv albummets artwork passer perfekt sammen med det univers, moi Caprice skaber med deres lyd.

moi Caprices hyldest til den evige længsel, som et melankolsk sind besidder, er yderst vellykket. Det er en plade, man får lyst til at høre igen og igen – og samtidig bliver man gladere for den hver gang, den sættes i afspilleren. Det eneste lille ankepunkt er, at albummet er en så naturlig forlængelse af det tidligere, at der for så vidt ikke er meget nyt i det. Hvis karakteren skulle have været helt i top, skulle moi Caprice i højere grad have udforsket nye territorier. Ikke desto mindre er det et rigtig godt album fra et rigtig godt band.

★★★★★☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar