Plader

múm: The Peel Session

Skrevet af Mikkel Arre

Under navnkundige John Peels opsyn leverede islandske múm i oktober 2002 en lille tuttenuttet kraftpræstation i BBC’s studier. Optagelserne er nu udsendt som en ep, der må være perfekt for nye lyttere. For gamle fans er der ikke helt så meget at komme efter, men det føles rart at opleve bandet være på sit højeste.

Inden for mange kunstarter, heriblandt også musikken, er overgangen fra barn til voksen og især stationerne på vejen mellem de to tilstande blevet skildret igen og igen. I populærmusikken har det i de seneste år virket, som om der kun for alvor var to måder at skildre dén udvikling på. Enten ved at pointere, at selv 13-årige tøzer er independent women (læs evt.: girl power), eller ved at lade den mørke make-up være et afgørende element i en lettere ynkelig forvrængning af emo-genren.

Tilgiv mig, at jeg ikke kommer ind på Britney Spears’ “I’m Not a Girl, Not Yet a Woman” – men jeg vil gerne videre til en noget anderledes måde at fortælle om den famøse overgangsfase. Islandske múm har siden årtusindskiftet leveret en anderledes afbalanceret, sørgmunter fortolkning af temaet, og med deres nyligt udkomne ep The Peel Session demonstrerer bandet, hvor fornemt de i deres storhedstid skildrede de sarte år.

De fire numre, som múm indspillede i oktober 2002 hos BBC-værten John Peel, er noget af det sidste, der blev optaget, inden kvartetten blev til en trio, da cellisten og sangerinden Gyða Valtysdöttir forlod gruppen. Tidligere i år sagde hendes tvillingesøster Kristín Anna også farvel, så múm nu blot er en duo. Hvordan de lyder i dag, får vi måske at vide i løbet af det kommende år, men det er i hvert fald ingen hemmelighed, at BBC-optagelsen har fanget dem, mens de var på toppen – inden lidt af en musikalsk rutsjetur.

Men lad os glemme, at 2004-albummet Summer Make Good var overmåde tamt. I stedet er det på sin plads at glæde sig over, at John Peel fik det allerbedste frem i múm. Åbningsnummeret, der består af elementer fra to af numrene på debutpladen Yesterday Was Dramatic, Today Is OK, åbner med langsom klokke-ringlen, som afløses af en spinkel, lys melodi og et af de elastisk smældende beats, som gjorde debutpladen så livlig og spraglet. Og så er der ellers heftig aktivitet den næste håndfuld minutter, hvor xylofon-, klaver- og cello-toner fremmaner inderlige, oprigtigt naive melodier, der hele tiden forandrer sig. Musikkens energi er barnligt glad, mens stemningerne er omskiftelige som en teenagers sind.

I “Awake on a Train” er melankolien mere udtalt, ikke mindst på grund af en nedtrykt harmonika-melodi, der især i et roligt mellemstykke spreder ærkeskandinavisk tristesse. Nummeret bæres af et beat, der lyder som stiliseret damplokomotiv-bumlen, og som i løbet af nummeret får med- og modspil fra rigtige trommer. Hvor “Scratched Bicycle/Smell Memory” ligger i et humørmæssigt limbo, er múm med “Awake on a Train” snarere rykket et skridt tættere på at sige farvel til barndommen. Det ubekymrede la-la-la-kor i sangens indledning kommer aldrig tilbage, mens harmonikaens suk ikke er til at flygte fra – heller ikke selv om lokomotivet i nummerets slutning øger tempoet.

Med “Now There Is That Fear Again” er overgangsfasen ved at være overstået. Frygten er flyttet ind, men samtidig er der en mere stabil ro nederst nede. Lange cello-strøg og orgeltoner skaber en nærmest urokkelig fylde, og oven på den ligger de to søstres alfestemmer – luftige, men ikke i nærheden af at være skabede. Denne live-udgave afviger sådan set ikke voldsomt fra originaludgaven (bortset fra at den her er med islandsk tekst), men alligevel er der en anden intensitet i det afsluttende klimaks, hvor ekstra bækkensmæld og tydeligere cello skaber en mere overvældende afslutning end vanligt.

Hvorfor múm så har valgt at inkludere “The Ballad of the Broken String” er et åbent spørgsmål. Godt nok træder den modfaldne stemning tydeligere frem end i originaludgaven, men nummeret er stadig for statisk og kommer til at stå som en unødvendig kontrast til den rigdom af melodier og finurlige rytme-detaljer, som præger de øvrige numre.

For lyttere uden den store erfaring med múm er denne ep en fremragende introduktion til et af de ypperste navne inden for folktronica-genren. For os, der allerede har hørt en del til de fire islændinges blanding af håndspillede folkemelodier og lifligt sprælske digitale indslag, er der knap så meget at komme efter. Men det ændrer ikke på, at det er en fornøjelse at høre et normalt ikke videre godt live-band være så intenst nærværende.

★★★★½☆

Deltag i debat