Nyheder

Nyt fra Super Furry Animals-frontmand

Det er godt og vel et års tid siden, vi sidst hørte noget nyt fra walisiske Super Furry Animals. Men tro ikke, at forsanger Gruff Rhys har ligget på den lade side. Tværtimod udsender han d. 8. januar albummet Candylion, hvorfra førstesinglen med samme navn allerede er udkommet.

Det nummer samt tre andre fra den nye plade kan høres på Rhys’ Myspace-side – og hér kan du se en særdeles Jørgen Clevin-inspireret video til netop førstesinglen.

Når man først er kommet i gang med at levere nyt om Super Furry Animals, er det svært at stoppe igen. F.eks. kan vi takket være et tidsskrift ved navn NME fortælle, at bandet p.t. arbejder på så mange forskellige sange, at der er stof til tre forskellige plader. Men i første omgang har waliserne mixet ét album, som der dog ikke er nogen udgivelsesdato på endnu.

Samtidig har et af de øvrige bandmedlemmer, Dafydd (ja, walisisk retstavning er en af vores kernekompetencer, red.), og resten af hans sideprojekt med navnet The Peth lagt deres første numre på Myspace – herunder den ganske fængende “Let’s Go Fucking Mental”.

Leave a Reply