Plader

The Penelopes: Summerdew Avenue

Skrevet af Martin Thimes

Her er beviset på, at gode popmelodier på +/- fire minutter alene kan hæve en plade langt over gennemsnittet – endda uden at have den mindste intention om at opfinde nye formler for den ærkeklassiske The Beatles-meloditradition.

Det er løgn? Det kan man da ikke? Det er svært at opretholde en sej facade, når The Penelopes giver sig i kast med at spille popmusik. Den japanske duo udi melodihåndværket har udgivet plader siden 1992, men det burde overhovedet ikke være så godt, som det faktisk er. Med en produktionen der mildt sagt er papirstynd og en instrumentering, der mest af alt lyder, som om den var optaget med skjult mikrofon på en karaokebar i Tokyo, har Summerdew Avenue nærmest alle odds imod sig. Det er faktisk tåkrummende. Men – for sådan ét er der selvfølgelig – bagved det umiddelbart utiltalende første indtryk befinder sig 11 popsange, der alle som én er så irriterende fængende, at man tager sig i at synge med, så snart omkvædene sætter ind.

Det britiske aftryk er meget stort på Summerdew Avenue, og blandt andet The Smiths, The Kinks og især The Housemartins må være stolte af det indtryk, de har gjort i Solens Rige.
I “Light and Shade” er der referencer til Beach Boys-hymnen “Heroes and Villains”, imens den ene fængende melodilinje efter den anden fumler sig vej ind i hjernen. Det føles lidt syndigt at synge med; som når man skvatter på trapperne og tror, at ingen har set det, uden det direkte ydmygende element. Og sådan fortsætter det pladen igennem.

På “Melt the Snow” sniger forsanger og sangskriver Tatsuhiko Watanabes tro følgesvend, rytmeboksen, sig lystigt af sted under en simpel og meget melodisk baslinje, mens vokalen lystigt hopper fra højre til venstre side af lydbilledet og skaber en faux-effekt af flerstemmighed. Det simple udtyk bliver kun forstærket af omkvædet, der folder sig ud som en todelt sms til en gammel flamme i al dens teenagenaivitet: »Melt the snow / The summer sun is near / Don’t make me feel, I love to try to be alone / Melt the snow / All winter birds have flown / Don’t make me feel, I love to try to be alone.« Og så gør den håbløst charmerende enmandsharmoni i slutningen af sangen bare det hele endnu bedre.

Summerdew Avenue er anden del af en årstids-kvartet fra pladeselskabet Vaudeville Park Records, og at den omhandler de varmere måneder midt på året er svært ikke at opdage. Især den tågede “Colour Shades of Summer” (den britiske stavemåde er helt sikkert ikke tilfældig!) eksemplificerer den dovne følelse af at slentre på en strandpromenade med en kærlighedsaffære i tankerne. Ja, det lyder som en dårlig kliché, men sådan er musikken faktisk. Det er ikke så fjernt fra den tone, engelske The Clientele rammer, men her er der dog stadig lidt lys tilbage fra solen, og regnvejret holder sig også væk.

Det er svært at adskille det ene nummer fra det andet, og dét, at der ikke er enkelte numre, der stikker ud som pladens absolut bedste, kunne være tegn på, at Summerdew Avenue er middelmådig. Heldigvis er det ikke tilfældet. Pladens største kvalitet er, at melodiernes insisterende hitkvaliteter overskygger alle tanker om rædderlig produktion og gebrokkent karaoke-engelsk. Heldigvis er den dog ikke mere end 11 sange lang, for mere kunne – som det var tilfældet, da Undertoner anmeldte den forrige udgivelse, Eternal Spring – godt ødelægge det positive indtryk. Men når foden tramper med på den stramme trommeboks-rytme, og den indre nynnen for alvor sætter ind, går det op for én, at Summerdew Avenue faktisk er intet mindre end en virkelig god plade.

★★★★★☆

Deltag i debat