Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2006

Ligegyldigt hvor meget vi prøver at nå at skrive om alt, vi finder spændende, lykkes det ikke. Men her ved årets afslutning vil vi i det mindste forsøge at samle op på nogle af de plader, der i første omgang strøg uden om vores radar.

Det ville – ikke mindst i disse tider, hvor enhver i al ubemærkethed kan udgive sin egen musik – være overmåde dristigt af os at hævde, at vi skriver om alt, der er interessant. Det skal vi nok holde os fra at påstå, for vi kan pr. definition ikke nå at komme rundt om alt det, vi gerne ville.

Men nu da 2006 er ved at rinde ud, vil en række af Undertoner-skribenterne dog give deres besyv med om en række plader, som i første omgang slap uden om vores spalter.

Martin Thimes
Det er sjældent, at Undertoner giver sig i kast med at anmelde opsamlingsplader. Men det burde der måske laves om på, for med Messthetics Greatest Hits (The Sounds of D.I.Y. 1977-80) har det lille amerikanske selskab Hyped 2 Death begået en af de mest inspirerende udgivelser i år. Navnet forsøger ikke at skjule, hvad det handler om: Pladen er et kludetæppe af mere eller mindre færdigtstrikkede idéer fra efterdønningerne af den første punkbølge.

Fra start blæser umiddelbarheden i numrene af sted i et underholdende tempo. Lyden er dårlig, og det er ikke særligt sammenhængende. Men med sangtitler som Danny and the Dressmakers‘ “Don’t Make Another Bass Guitar Mr. Rickenbacker”, er det svært ikke at holde af pladen. I det nye år vil Undertoner i øvrigt give en guide til den mere poppede afdeling af pladeselskabet Hyped 2 Death.

Kyle Thomas, der også er medlem af Feathers og Witch, indspillede i 2003 Mindblow i sit soveværelse under navnet King Tuff. I år blev sangene endelig tilgængelige. ‘Endelig’, fordi Mindblow er et venligt raseri af powerpopmelodier svøbt i punket vokal og masser af overstyret guitar. Og så lyder et nummer som “Connection” præcis sådan, som Ryan Adams ville lyde, hvis han evnede at forene det bittersøde fra sin countryside med den rockmusik, han ubehjælpeligt roder rundt i.

Rode gør amerikanske Espers også på deres anden fuldlængde, Espers II. Efter debuten og den fremragende ep The Weed Tree var forventningerne til II tårnhøje, og de skuffer ikke. Tværtimod. Pladens første nummer, “Dead King”, er frostklar psykedelisk folk med Meg Bairds vokal helt i front. Men hele tiden er de spidse anslag fra den akustiske guitar til stede i en sådan grad, at de stikker sig igennem huden og gør II til en af de absolut bedste udgivelser i 2006.

Et lille komma i årets udgivelsesstrøm har været I’m Not Comfy fra Animal Collective-medlemmet Panda Bear. Jeg anser hans soloplade Young Prayer for at være en af de bedste plader nogensinde, så det var umiddelbart overraskende at høre denne 7″. Mest bemærkelsesværdigt er den umiddelbare lighed med projektet Jane, som Panda Bear bestyrer sammen med Scott Mou.
Her er der en puls i musikken, som leder tankerne i retning af brusende og dog minimal elektronisk musik, samtidig med at den hjemmebryggede akustiske lejrbålstone ikke helt er forladt – der er bare kommet meget mere ekko på. Den kommende plade kan ikke blive andet end mesterlig.

Filip Granlie
Lambchop er med Damaged tilbage på sporet fra Is a Woman. Udtrykket er genkendeligt, der er blot skruet lidt ned for ironien og lidt op for alvoren. Sjælen er skåret, men Lambchops samtidigt rystende og helende alt. country lever.

Kurt Wagners furede klogskab skinner dystert og trøster uselvisk, selv om pladens sidste nummer, “The Decline of Country and Western Civilization”, er et foruroligende eksempel på benhård eksistens.

I maj anmeldte vi Tom Verlaines Songs and Other Things. Den var blot den ene af to samtidige udgivelser fra den gamle mesters rystende fingre. Instrumentalpladen Around lægger sig i en naturlig forlængelse af Warm and Cool fra 1992 og er ligeledes en samling sirlige skitser til den glade guitarmusiknørd. De overvejende korte stemningseksempler er et forsigtigt, men sikkert bevismateriale i sagen Tom Verlaine vs. de andre guitarister.

Midlake svømmer rundt i en god slat popmusik og et skvæt alternativ rock med kompetente vokalharmonier. The Trials of Van Occupanther er ikke nogen kæmpemæssig udfordring for lytteren, men bare meget kvalificeret, berettiget poprock. Der er flere glimrende sange at finde. Pladen holder dog desværre ikke helt, hvad den lover med åbneren “Roscoe”.

Like a Stuntman fra Tyskland spiller Pavement-inspireret skrammelrock med elektroelementer. Det er venskabeligt, uhøjtideligt og stærkt indtagende. Teksterne på Fresh Air Is Not the Worst Thing in Town dyrker en udsøgt ironi med fyndige titler som “Park the Trailer in the Park”, “Let’s Talk About Horses” og ikke mindst “They’re Yellow and So Are Mine” – en sang om tænder. Like a Stuntman er et dejligt bekendtskab, men bliver næppe nogensinde meget mere end et kuriøst band. Det er næppe heller intentionen.

Charlotte Gainsbourg svinger sig med 5:55 ikke op til far Serges virtuositet. Mindre kan også gøre det, og med Nigel Godrich som producer, Air som komponister og Jarvis Cocker, Neil Hannon og Air som tekstforfattere har Gainsbourg sat et stærkt sjak. Holdet giver fine skoleeksempler på moderne, fransk, halvlummer sengekammermusik. Albummet savner dog afgørende substans og glider hurtigt ud af erindringen igen.

Mikkel Arre
Jeg var sikker på, at canadiske The London Apartments var et soloprojekt, indtil jeg hørte Logistics & Navigation EP første gang. Så tænkte jeg, at jeg måtte huske forkert. Jeg vidste, at manden bag var en mand, nemlig 22-årige Justin Langlois – men vokalen måtte tilhøre en pige, var jeg overbevist om. Og jeg tog fejl.

Langlois’ meget lyse, androgyne stemme er særdeles bemærkelsesværdig – men heldigvis oversælger han den ikke. Tværtimod er den på store dele af ep’en snarere et instrument, der svæver vægtløst rundt oven på den i forvejen yderst sfæriske musik.

The London Apartments vækker mindelser om både Clue to Kalo og især múms mest langstrakte numre. Men samtidig formår Langlois at blande sine tågede, melankolske lydlandskaber med små-skramlede beats på en så afbalanceret og særegen måde, at han skiller sig ud. Godt nok kunne man godt ønske sig, at numrene hver især var lidt mere mindeværdige – men som helhed er ep’en en af de udgivelser, der langsomt og sikkert vokser sig større og større. Til sidst bliver den nærmest en uundværlig bestanddel af de stille søndage.

Helt så vellykket var svenske Tillmans‘ ep Run ikke. Men duoens debut rummede alligevel gode løfter. Et sted mellem My Bloody Valentine og landsmændene i Radio Dept. Leverer de to herrer alt andet end polerede indiepopsange, der, når de er bedst, røber fine melodier nede i mixet – og når de er værst, lyder for meget som en tynd kopi af Kevin Shields & co. Duoen mangler stadig at skrive et indie-hit, men med deres nogenlunde veludviklede sans for at ramme et spændende lydbillede lige på grænsen mellem det charmerende lofi og det uinteressant mudrede kan de sagtens komme af sted med at lave en god fuldlængdeplade om et år eller to.

Fuldlængdeplader har Tortoise udsendt fem af. Og ved siden af har de udgivet et utal af singler, remixes og andre svært opdrivelige numre. Dem samlede Chicago-bandet i 2006 en masse af på det helt overdådige boxsæt A Lazarus Taxon, der må betegnes som noget af et must – og det gælder ikke bare for kæmpefans af kvintetten. 3 cd’er (og også en dvd, opdagede jeg, da jeg skulle skrive dette) spækket med Tortoise i topform. Især er sættet anbefalelsesværdigt, fordi det viser, hvor mange forskellige retninger bandet egentlig har peget i henover årene – og hvor gode de har været til stort set det hele.

Mads Jensen
Laleh har efterhånden gjort sig så bemærket, at man ikke længere behøver at referere til hende som “hende den lækre fra Jalla Jalla.” Hun er iraner og nu bosat i Sverige. Det selvbetitlede debutalbum blev overdænget med roser og priser i Sverige. For mindre end en måned siden kom så den værdige opfølger Prinsessor. Ligesom forgængeren præges den af et world-agtigt poppet lydbillede og en blanding af politiske og personlige tekster på skiftevis svensk og engelsk. Det gør Prinsessor til en meget dynamisk plade. Laleh vil mere end være popstjerne. Hun har noget på hjerte, og musikken er et velkomment frisk pust på den ofte trivielle popscene.

Baby Shakes er tre energiske tøser fra New York City. De bringer absolut intet nyt til bords. Til gengæld spiller de energisk party-rock’n’roll. Det er oplagt som festmusik. Man skal ikke forvente at få løftet sin bevidsthed til et hidtil ukendt niveau, men det er heller ikke planen. Det er 1-2-3-4 og så bare derudad. Trioen har på nuværende tidspunkt kun udgivet to 7″ere. Man kan høre A-siderne på deres MySpace-side. Så må man bare håbe på, at 2007 byder på et album fra dem. Så er festen i hvert fald reddet.

Camilla Grausen
En af de bedste popplader fra 2006 står den amerikanske duo Mates of State for. Albummet hedder Bring It Back, og endnu engang har ægteparret skabt et album af svimlende glæde, sødme og skønne popmelodier.

Det seneste, vi hørte fra duoen før dette album, var ep’en All Day fra 2004, og numrene på denne ep er stadig en lille tak bedre end det nye album. Men niveauet hos Mates of State er i det hele taget så højt, at det er guddommelige popsange, de har at byde på over hele linjen.

The Knife hitter stadig med “Heartbeats” fra Deep Cuts fra 2004, men i år kom der også nyt fra det svenske søskendepar. Silent Shout er titlen, men albummet er alt andet end stille. Der er boblende electronica, soniske rejser og rå techno. Karen Dreijer Andersson, der også lagde vokal til det fænomenale Röyksopp-hit “What Else Is There”, har en særpræget sangstemme, der giver meget til musikken. Derfor er det ærgerligt, at vi hører den for lidt i sin rene form på Silent Shout.

Den seneste udgivelse fra Muse har skaffet bandet mange roser og megen opmærksomhed i 2006. Med Black Holes and Revelations har trioen for alvor meldt sig ind i de store bands’ rækker. Black Holes and Revelations er en stor plade – med store armbevægelser og grandiose kompositioner a la Queen og Pink Floyd. For gamle fans (som f.eks. undertegnede), der stadig anser Showbiz (1999) for Muses bedste værk, kan det godt blive lidt for storslået. Men Black Holes and Revelations er stadig et flot album, som viser, at Muse vil kunne fortsætte med udvikle sig mange år endnu.

Helt så meget udvikler Placebo sig ikke. Bandets formel er til gengæld også så stærk, at den store fornyelse heller ikke er nødvendig. Meds er lavet i samarbejde med bl.a. Flood, der unægteligt er en af de rigtig tunge drenge med tidligere projekter med U2, Depeche Mode og Smashing Pumpkins i ryggen, og noget af den ballast kan høres på Meds. Androgyne Brian Molko vrænger vanen tro i forgrunden på helstøbte rocknumre som “Infra-Red”, “Meds” og “Drag” og beviser, at vi stadig kan regne med Placebo.

Deltag i debat