Plader

Said the Shark: Always Prattling On About Wolves

Dansk-canadiske Said the Shark råber ikke særlig højt. Men trods den stilfærdige stil springer duoens nærmest meditative debutplade i øjnene – ikke mindst fordi kontrasten mellem Maya Saxells apatiske stemme og Kim Oxlunds underlægningsmusik er yderst interessant.

Musik, man frygter, går i stå.
Det er, hvad den dansk-canadiske duo Said the Shark tilbyder på debutalbummet Always Prattling On About Wolves. Men frygten skyldes udelukkende positive ting. Albummets drævende og næsten forsinkede lyd spiller en væsentlig rolle. Det samme gør et ønske, man som lytter sidder tilbage med – nemlig ønsket om mere af den storladenhed, som er en af pladens styrker. Kombinationen af skæve harmonier og ophøjede lydbilleder smager ganske enkelt af mere.

Det overordnede billede af Always Prattling On About Wolves er nærmest forvirrende. Stilen er skødesløs og drømmeagtig. Tilbage sidder man med forestillingen om en usædvanligt glad P.J. Harvey, som improviserer over en række Sigur Rós-numre.
Imidlertid er heller ikke hverken støjrock eller lofi ubekendte for Said the Shark. Ganske vist er disse genrer ikke dominerende eller kendetegnende for albummet, men alligevel får man små smagsprøver på det vintermørke, som også er en del af orkestrets verden.

Et eksempel er pladens første nummer, “Joanne”, hvis lidt aggressive guitar og dovne vokal indledningsvist mest af alt for én til at tro, at man har sat Sonic Youths Goo på. Vokalen minder da til tider også lidt om Kim Gordons, og den reference dukker op på hele albummet. F.eks. i et af de bedste numre, “Think You’re Mine”, hvis melankolske og lidt uhyggelige indledning afbrydes af en art marchtrommer, der mest af alt må betegnes som stilbrud i et nummer, hvis øvrige instrumentering hovedsagligt består af en slags countryguitar og en hi-hat.

Kontrasten mellem vokalen og det resterende lydbillede spiller en væsentlig rolle i udtrykket. Mens Maya Saxell holder sig til sit dejligt ligegyldige og apatiske stemmeleje, presses lydlandskaberne til større udsving: Fra det underspillede kaster de sig op i det aggressive – de nærmer sig Saxell og falder så ned igen.

Resultatet er ét langt, næsten forsvindende meditativt, landskab af lyd med nogle få kulminationer. Der er en homogenitet over albummet, som gør, at man ikke nødvendigvis bemærker opdelingen i 12 forskellige numre. Det lyder måske kedeligt, men Said the Sharks blide og reflekterede lyde vil være tiltalende for enhver med hang til melankoli og tristesse i mangefarvet indpakning med sort bånd.

Den eneste anke mod musikken går på den lidt svingende kvalitet på Always Prattling On About Wolves. Som helhed er albummet endda meget udmærket, og derfor er det ærgerligt, at føle fristelsen til at springe enkelte numre over for at nå frem til de rigtig gode.
Fra den omtalte lidt misledende, men ikke desto mindre nydelige, begyndelse tager pladen et dyk i “Runaround”, men løftes dog heldigvis med de to følgende numre, “All You Want” og “December”.

Også “Blame the View” er en bølgedal. Fælles for de lidt svage numre er deres mangel på den omtalte kontrast mellem musik og vokal, men også de udeblivende kulminationer, som virker som hele formålet med de udstrakte og næsten gennemførte forsøg på at gå i stå.

Hvad teksterne angår, må det konstateres, at de ikke er imponerende – og desuden at det egentlig ikke gør så meget. »Joanne never was a child / Reckless look of waste and wild,« får vi at vide i det første nummer, og det har vi jo hørt før. Albummets hele karakter af livsunderlægningsmusik gør det dog ud for de sprogligt lidt mangelfulde lyriske kvaliteter, og hvis bare man får det, man er kommet efter, er det jo ligegyldigt, hvor man får det fra.

Skal yderligere et par enkelte linjer alligevel citeres, bør det være de henholdsvis halv-selvbedragende og forhåbentligt profetiske sætninger i omkvædet i “Stops to Pull”. Hvis vi hiver dem ud af deres kontekst, fortæller de os nemlig, at »there’s no need to patch holes / there are no more stops to pull.« Forhåbentlig stopper Said the Shark ikke deres virke foreløbig, og forhåbentlig får duoen lukket de små huller, som den aktuelle plade trods alt har.

★★★★½☆

Deltag i debat