Plader

Dan Sartain: Join Dan Sartain

“He sounds kinda like Johnny Cash, but like 10 times as good.” Sådan beskriver Dan Sartain sin egen musik. Det er nu nok lidt af en overdrivelse, men med Join Dan Sartain viser han, at han har noget at have selvtilliden i.

Dan Sartain er en ung mand med en usædvanlig stor selvtillid. Hvis man efter at have lyttet til hans seneste udspil, Join Dan Sartain, på nogen måde skulle være i tvivl om dette, behøver man blot at gå ind på hans MySpace-side for at få gjort denne tvivl til skamme. Der finder man nemlig under det obligatoriske “citater-fra-anmeldelser”-afsnit følgende citat fra Sartain selv: “Dan Sartain is the greatest fucking thing ever. He doesn’t look that skinny to me. He looks all manly and buff. He sounds kinda like Johnny Cash but like 10 times as good. God I would jump his bones in like one second if i had a chance.” Så skulle dét ligesom være på plads.

Men som citatet også vidner om, er Sartain ligeledes en selvironisk og ikke mindst selvbevidst ung mand – og gudskelov for dét, for uden sit vid ville Sartain og hans cowboynarcissisme ganske enkelt være for meget. Men Sartain er så tilpas intelligent og har så meget glimt i øjet, at han aldrig bliver fladpandet i sine ellers småchauvinistiske og egocentrerede udtalelser og tekster.

Men hvor spændende og macho Sartains person end er, står og falder Join Dan Sartain med én ting: om sangene holder. Og det gør de. Udgangspunktet for pladen er ‘guitar, bas og trommer’-garagerock, men det står hurtigt klart, at Sartain ikke er en traditionel garagerocker. Allerede i andet nummer “Totem Pole” møder vi en spaghettiguitar, der er stukket af fra et Morricone-soundtrack. I den elegant swingende “Flight of the Finch” og balladen “Besa Me Mucho” har han allieret sig med Mariachi Real de San Diego, og disse to numre lader ikke Calexico noget tilbage at ønske. Og i “Shenanigans” står den på surf og doo-wop.
Fremhæves bør også den bluesede “Second Coming”, der er albummets bedste. Med sit nærmest modvillige groove og en herligt støvet vokal med masser af ekko har sangen noget fatalistisk over sig, som var Sartain på vej ned til byens hovedgade for at møde en rival i en duel.

I det hele taget favner Sartain bredt over det sydlige USA’s musiktradition, og han gør det med et sådant overskud, at de til tider noget eksplicitte virkemidler altid holder sig på den charmerende side af kitschen. Faktisk er det de mere ligefremme garagerock-numre som “Gun vs. Knife”, “Thought It Over” og “I Wanted It So”, der er albummets svageste. Det er, som om Sartain mister noget af sin charme, når der bliver skruet op for distortionen og ned for melodierne.

Albummets tekster handler mest om, hvor uretfærdig og ond verden er mod Sartain, og hvor ligeglad han er med det. Nej, Sartain er ikke en mand, der bruger megen tid på at klynke. I stedet fyrer han masser af intelligente og bidske oneliners af – som denne noget utraditionelle kærlighedserklæring til kvindekønnet i “Young Girls”: »Young girls are stupid and they’re cruel / But I still want them, what am I to do?« Der er i det hele taget noget kropsligt over Sartains sange og tekster, der indbyder til løftede og/eller løse knytnæver og fremskudte brystkasser.

Godt og vel 35 minutter varer albummets femten sange i alt – den tid, det tager en rigtig mand at bunde en flaske tequila. 35 minutter er også den tid, det tager Sartain at lave en udmærket indføring i det sydlige USA’s musikalske tradition – og ikke mindst er 35 minutter den tid, det tager Sartain at bevise, at han er værd at lægge øre til.

★★★★☆☆

Deltag i debat